• Uncategorized

    Stilhed dræber

    Kære du, du skrev til mig og spurgte hvordan det gik,
    jeg svarede dig i fuld ærlighed, 
    tænkte at du ville forstå
    Men nu respondere du i stilhed
    og jeg føler blot ærgrelse og tomhed

    Hvad sker der, når vi mennesker ikke kan spejle os i andre, og heller ikke kan få medhold fra vores omverden?
    Så bliver vi stille, indadvendte, isolerede og kede. Vi holder simpelthen op med at søge kontakt til andre, fordi vi ud fra erfaring ved at de ikke vil forstå. 
    Men hvis vi vender ryggen til vores netværk, så har vi ingen, som kan samle os op når vi er nede. 
    Det kan være svært, som pårørende at vide, præcis hvordan man skal hjælpe sine nærmeste. Derfor tror jeg også, helt uden at vi ved af det, at vi forsøger at hjælpe/reparere/fixe, det andet menneske, fordi vi ikke kan holde ud af de har det dårligt. Men det at fortælle et andet menneske, hvordan de skal fixe deres problemer eller komme med gode råd, kan til tider føles, som om at den anden person ikke forstår, eller lytter. 

    Der er en stor tendens til, at når vi påtaler psykisk sygdom, så klapper folk i. Enten fordi de synes det er så ubehageligt at tale om, eller de simpelthen ikke ved hvad de skal sige. Begge dele, har store konsekvenser for den, som deler.

    Men ved du at du faktisk kan guide dine nærmeste, sådan så de lærer at forstå hvad du har behov for? Vi bliver desværre ikke født med nogen guidebog, til hvordan vi skal forholde os i sociale relationer, så den må vi skabe selv. 
    Ét er at lære at forstå sig selv, når du har det svært, men noget andet er, at få andre til at forstå, hvordan du har det og lade dem vide, hvordan de kan hjælpe.
    Befinder du dig derfor i en situation, hvor du ville ønske at dine nærmeste reagerede på en anden måde, end de gør, så vær ikke bange for at sige, præcis hvad du har brug for. Om det er at, de skal nusse din storetå, give dig et kram, eller sige “det er jeg ked af at høre”, “ja, din leder er også en lort”.
    Ja, det kræver lidt ekstra energi, fra dig, som deler, men i længden vil dette komme dig til gode. Jeg tror også, at det kan hjælpe den, som lytter, sådan så de ikke føler sig magtesløse og hjælpeløse. Måske kan dette gøre, at I mødes halvvejs. 

    Da, jeg var yngre oplevede jeg gang på gang at folk sammenlignede mine fortællinger, med andres, hvilket fik mig til at føle mig ligegyldig og alene. Til trods, for at jeg sad lige ved siden af den person, som jeg talte med.
    Det kan være enormt svært, for det første at åbne op og bede om hjælp, men også at skulle lytte og give plads. Det kræver tid, healing og kæmpe mængder tålmodighed at blive tryg ved et andet menneske. Ofte, må man ofre selv, for at få noget tilbage. Det er en hård kode, men den giver mening. Jeg har selv mange gange ønsket, at vejen frem til et venskab, var nem og enkel. Men det er den ikke og det er måske meget godt, for det er jo ikke alle, vi har lyst til at lukke ind i vores liv. Derfor må vejen dertil også være snæver og hvis du er blevet mødt med modstand nok gange, sætter du automatisk barren højere og højere op, for hver gang.
    Dette, vil jeg ikke ønske for nogen, men det kan vi desværre ikke selv bestemme. 

    Tænk, derfor over hvordan du fremstår og hvad du får sagt, til dem, som du møder på din vej.
    Lad ikke din frygt, være den der sætter en stopper for andres mod. 
    Hvis, du ikke ved hvad du skal sige, så spørg andre til råd.
    Når et andet menneske, vælger dig, at åbne sig overfor, har du mulighed for at være den der lytter og tager imod. Du har mulighed for at være lyset, i andres mørke. 

    Måske har det taget den person, du møder, enormt langt tid til at komme derhen hvor de er. Det har måske ikke altid været sådan, at de har turdet at dele deres historie med dig og det er også vigtigt at forstå, at bare fordi de tør at dele eller vise i dag, betyder ikke at de også tør det i morgen.
    Nogle gange, fylder den kamp, vi kæmper mere i dag end i morgen. 

  • Uncategorized

    Mod til at italesætte psykisk sygdom

    Efter at jeg har lavet et opslag på Facebook, hvor jeg har linket til min blog, er der flere, som har kommenteret at de synes at det var modigt af mig, at dele ud af mine erfaringer og italesætte min psykiske sårbarhed. Og det var det da også, men hvor er det ærgerligt at det er sådan. At et emne, som nok berører os alle igennem vores liv, er så tabubelagt at vi ikke kan tale frit om det, hvilket gør at dem, som lider kommer til at føle sig ensomme og forkerte. Sandheden er, at ja, det er enormt grænseoverskridende at involvere andre mennesker, i de psykiske begrænsninger eller udfordringer, som vi hver især måtte have. Men hvorfor er det sådan?

    Hvorfor skal jeg samle mod til mig, for at indvie min omgangskreds i hvordan jeg har det, når min kollega, som er kommet til skade med sit knæ ikke skal?

    For mig, handler det rigtigt meget om, frygten for at blive dømt eller set ned på.

    Men hvor ville jeg dog ønske at det var anderledes, så vi på samme måde, som med vores fysiske helbred, ville kunne fortælle hvordan vi har det. Sådan så hvis nogen spurgte om vi har haft en god weekend, faktisk ville kunne svare: “nej, det har jeg ikke, jeg har haft to angstanfald” eller hvis en kollega, sagde “tænk, du ser træt ud” så at kunne svare: “ja, jeg har heller ikke sovet i nat, har simpelthen ikke kunne slukke min hjerne.”

    Men dette er ikke almindelige responser, som vi ofte hører, jeg gør i hvert fald ikke. 

    Jeg tror at fordi at psykisk sygdom er så tabuiseret at tale om, er der mange, som negligerer dem selv og ikke får taget de hensyn, som de burde. Men, det er også sindssygt svært at vurdere, hvornår vi skal lytte til vores krop og stoppe op, når vi lever i en verden, hvor emner, som angst, depression, spiseforstyrrelser, stress og meget mere, ikke er noget vi taler om. Og hvor det ikke er lige så legitimt, at tage en mental sygedag, som at tage en sygedag, for det fysiske. 

    Under mine praktikker, har jeg flere gange ringet og meldt mig syg, fordi jeg havde det psykisk dårligt, hvilket jeg synes var en sejr. Dog vil jeg indrømme, at jeg føler at det er sværere at gøre, med “god samvittighed” på mit nuværende arbejde. Måske er det fordi, når mine kolleger spørger, hvorfor jeg har været syg, bliver jeg nødt til at stikke dem en hvid løgn, fordi jeg frygter at fortælle dem sandheden. 

    Så ja, det kræver mod at italesætte psykisk sygdom. Derfor vil jeg også gerne hylde alle, som tør at dele ud om og tale højt om deres psykiske udfordringer, fordi det kræver sin sag at sige at man gerne vil gøre det, men noget helt andet, rent faktisk at gøre det.

    Måske er det derfor psykisk sygdom, bliver ved med at være så tabubelagt, fordi vi ikke ved hvordan vores omverden, vil reagere og derfor ikke tør at tale højt om hvordan vi har det.

    For sandheden er, at det vel ikke er lige “tilladt” i alle forums, at fortælle om sine psykiske udfordringer. Handler det i virkeligheden blot om, at turde at gå forrest og ikke tænke på, hvordan vores omverden vil reagere?

    Må jeg godt fortælle min arbejdsgiver, at lige nu går det ikke så godt, fordi jeg ikke har det godt psykisk eller sætter det mig, i en svær position, der gør at hun tænker at jeg ikke kan udføre mit job ordentligt?

  • Uncategorized

    At være i tvivl efter endt uddannelse

    Her står jeg, som snart 28 årig og arbejder, som pædagog. En profession, som jeg har brugt 3,5 år at uddanne mig til. Under uddannelsen har jeg været igennem i alt fire praktikker, hvor jeg har haft muligheden for at snuse til faget og mærke praksis på egen krop. Efter hver praktik har jeg gang på gang, kunne bekræfte mig selv i at det pædagogiske arbejde, var lige det jeg skulle foretage mig og arbejde med. Jeg har ikke på et eneste tidspunkt været i tvivl. Lige indtil, jeg som for nyligt er begyndte at arbejde, som pædagog i min anden institution, efter jeg er blevet færdiguddannet. Nu er jeg for at være ærlig, blevet vaskeægte i tvivl om det pædagogiske felt, er det, som jeg vil beskæftige mig med. I sommers begyndte jeg på en kandidat i Didaktisk (Musikpædagogik) på DPU og troede at dette, skulle føre mig hen imod mine drømme. Men allerede kort efter jeg var begyndt, kunne jeg mærke at det ikke var noget for mig. Jeg følte mig ikke tilpas, følte mig forkert, bagud og langt dårligere end alle mine medstuderende. 

    Derfor valgte jeg efter et sammenbrud på 3 uger, at droppe ud. En beslutning, der ikke ligefrem lå til højrebenet. Jeg har aldrig prøvet at droppe ud af en uddannelse før, ikke fordi at min skolegang har været lineær, men jeg har altid fundet min vej og den her gang, var min vej bare noget ganske andet, end hvad jeg havde forventet. At droppe ud, betød for mig på det tidspunkt at jeg skulle give afkald på mine drømme og min forventninger om mig selv, de næste to år. Det var hårdt, og jeg følte at det var så forkert. Dette gjorde jeg blandt andet fordi jeg ikke kunne søge spejling i nogle af mine veninder. Jeg synes stadig det er svært og jeg ville inderligt ønske at det havde været den rette uddannelse for mig, men det var det ikke. 

    Generelt synes jeg det var svært at søge sparring hos andre studerende eller mennesker i min omgangskreds, der ligesom mig var i tvivl om deres uddannelsesvalg. Jeg forsøgte at google, for at finde frem til andre, som var droppet ud af en kandidatuddannelse, dog uden held. Inden jeg tog valget om at udskrive mig, skrev jeg til studievejledningen, som var enormt venlige og lydhøre overfor min situation. 

    Jeg søgte ind på DPU sidste år, ikke fordi jeg tænkte at jeg var færdig med det pædagogiske felt, men fordi jeg følte at det var der min energi lå og at jeg så dette, som en vigtig ting at følge. Jeg har i mange år levet et liv fyldt med ulykke og sorg, sorg over alt for mange flyt og tabte venskaber. Dette gjorde at jeg i mange år længes efter at få mit glædes behov opfyldt og også årsagen til at jeg i de fleste af mine ungdomsår ikke havde en uddannelse i tankerne, når folk spurgte hvad jeg ville læse. Mit eneste mål var egentlig at jeg bare ville være glad. Derfor tror jeg også at jeg har sat et mål for mig selv, der efterfølgende lyder på at hvis jeg ikke er glad et sted, så skal jeg finde noget andet. Dette motto, har været min stærke følgesvend i mange år og har givet mig luft under vingerne, men det har samtidigt også gjort at jeg ret hurtigt, måske for hurtigt afgør om et sted er det rette for mig.

    Det var også dette motto, der gjorde at jeg søgte ind på pædagoguddannelse, da jeg i årene før havde arbejdet i en fantastisk børnehave, som virkelig fik mig til at føle at jeg var noget værd og som gjorde at jeg hver dag cyklede hjem med et smil på læberne. 

    Her tænkte jeg at et job indenfor den pædagogiske verden, ville gøre at jeg både kunne handle med mit hoved og hænder. 

    Men nu hvor jeg står her, stadig relativt nyuddannet og fem gange om ugen befinder mig i en daginstitution, er jeg virkelig i tvivl om det er faget for mig. Ligesom med kriseplanen, så ville jeg ønske at der fandtes en guide, til hvad man skal gøre, når man, som voksen er i tvivl om uddannelsesvalg. Der findes et hav af tests på nettet, som kan hjælpe dig med at finde ud af hvilken videregående uddannelse, du skal søge ind på. Men hvad gør du, hvis du søger hjælp til at finde ud af hvad dit næste skridt er efter du har taget en videregående uddannelse? 

    På mange måder føler jeg at det næsten er forbudt at være i tvivl og at droppe ud af en uddannelse. Det ligger næsten i ordet, at droppe ud, det kunne også bare hedde at skifte mening. For det er vel okay, eller?

    Jeg føler at det er enormt svært at stå her hvor jeg står, og det gør at jeg føler mig enormt meget i vildrede. 

    Hvordan kan det også være at vi lever i et samfund, hvor alt skal gå så hurtigt, at vi helst skal vide hvad vi vil beskæftige os med, inden vi træder ud af folkeskolen? Sådan så vi kan foretage os målrettede valg i gymnasiet, der guider os direkte hen imod den karriere, som vi senere ønsker os at varetage.

    Hvad med os, som er i tvivl og os, som har brug for at drømme, for at leve? Os, der har et behov for at vælge og vælge om igen, før vi finder den hylde, som vi vil være på. Eller os, som ikke har lyst til at ende, på én bestemt hylde, men hellere vil leve et liv, der åbner døre og er fyldt med et hav af hylder, som gør at vi higer efter noget, der er større end os selv. Er det ikke okay, at være i tvivl og træde ud, hvor man ikke kan bunde, bare for at prøve det?

  • Uncategorized

    Kriseplan


    Hvis du ligesom jeg, nogensinde har fundet dig selv så langt nede i et hul, at du ikke føler at du kan komme op igen, så kan det være en rigtig god idé med en kriseplan, som du kan have ved hånden. 

    *Jeg er på ingen måde uddannet til at rådgive nogen og hvis du har brug for hjælp, vil jeg 100% anbefale at du søger hjælp. Men er dette ikke en mulighed, måske fordi det kan virke for uoverskueligt eller fordi det er svært at gennemskue, hvor du skal gå hen, så kan det være en god idé at yde lidt selvhjælp. 

    *Længere nede på siden, finder du telefonnumre mm., som du kan kontakte når behovet opstår. 

    Først lad mig understrege at det at række ud og søge om hjælp til en psykisk problematik er lige så legitimt, som at ringe til lægen og sige: “jeg er blevet forkølet” eller “jeg har ondt i knæet”, hvis ikke mere legitimt. Og set ud fra mit synspunkt, så burde det at vide hvor og hvordan man beder om hjælp, være en lige så indkodet ting, som det at ringe til vagtlægen eller tandlægen.
    OBS har du det skidt, kan du også ringe til din egen læge og bede om at tale med ham/hende. Lægen kan dernæst henvise dig videre. 


    Men hvordan tager man så første skridt til at bede om hjælp og få det bedre?

    Det første skridt handler om at række ud, jeg ved godt at det kan være grænseoverskridende, men hvis du har nogen i dit netværk, som du føler du kan tale med, skal du tage kontakt til dem og fortælle hvordan du har det. Dernæst skal du ringe til din læge og hvis det virker for uoverskueligt, så kan du scrolle længere ned og finde numre, samt hjemmesider til anonym telefon- og chatrådgivning.  

    Næste skridt er at finde strategier, der kan hjælpe dig med at få det bedre når situationerne opstår og du får det skidt.
    Der findes et hav af hold-ud-strategier derude, som kan være brugbare når man har det skidt, det handler bare om at finde dem, som fungere for dig!
    Nedenfor, vil jeg liste nogen, som hjælper for mig – men husk på, at det der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig.

    Hold – ud – strategier

    • Gå en tur 
    • Lyt til musik
    • Mal
    • Tegn i en tegnebog
    • Lyt til en lydbog
    • Se min yndlingsserie
    • Lægge mig under min kugledyne
    • Snakke med min kæreste, en ven eller mor
    • Meditere
    • Lægge mig på min pigmåtte
    • Ringe til nogen
    • Skrive i min notesbog
    • Lave mad
    • Sove

    Da jeg var allerlængst nede, hvilket jeg har været nogle gange, så ville jeg sådan ønske at der fandtes en manual derude, som jeg kunne række ud efter og som kunne guide mig til hvordan jeg fik det bedre.
    En betegnelse for sådan en manual hedder en kriseplan, som man som regel laver i samarbejde med en behandler, men jeg ser ingen grund til hvorfor du ikke selv kan lave sådan en. Imens jeg var tilknyttet psykiatrien er jeg stødt på behandlere, som flere gang har nævnt en kriseplan for mig, men ikke udtrykt præcis, hvad den indeholdte eller har udarbejdet en sammen med mig. Enten fordi at mine problematikker ikke blev anset for værende presserende nok eller fordi jeg ikke havde deciderede selvmordstanker. Men lad mig udtrykke at ud fra min optik, findes der mange handlinger, som burde blive anset, som selvdestruktive og i bund og grund et råb om hjælp. Jeg har ofte fundet mig selv i situationer, hvor jeg ville ønske at jeg havde en kriseplan ved hånden, selvmordstruet eller ej. 

    Derfor vil jeg med dette indlæg gerne kunne være med til at oplyse om, hvad du kan gøre, hvis du nogensinde befinder dig selv i en psykisk ubehagelig situation, som du ikke selv føler at du kan slippe ud af. 

    Inden du går i gang med at lave en kriseplan, er der lidt forberedelse, du kan lave, så du har det hele klar til din plan. 

    • Lav en liste over alle de mennesker, som er betydningsfulde for dig og hvad der betyder noget for dig i dit liv. 
    • Lav en playliste med musik, som beroliger dig – igen tag et kig på “hold ud strategierne” og find dem, der virker for dig. Når jeg har det skidt, er det musik, som hjælper mig rigtig meget på vej.

    Kriseplan 

    * Udkastet til denne, udarbejdede jeg i samarbejde med min behandler i foråret 2020 – hav blik for at de kan vidt forskellige ud og at dette bare er mit forslag, til hvordan én kan se ud. OBS de ting, som står på min plan er blot eksempler på hvad der hjælper mig – brug den ud fra hvad der virker for dig. – Copy paste, indsæt i word og print.

    Jeg skal bruge kriseplanen når: 

    • Beskriv hvad der giver dig behov for en kriseplan – hvilke symptomer der er til stede, når du får det skidt og har lyst til at række ud efter din kriseplan.

    Strategier og løsninger der kan aflede/berolige mig:

    • Nedskriv strategier/løsninger, som kan berolige dig.
    • Jeg har lavet en liste, som jeg skal læse, når de voldsomme tanker er der. Her har jeg skrevet ned, hvad der er betydningsfuldt for mig i mit liv, og hvem der betyder noget for mig. Jeg har skrevet ned, at jeg ikke ønsker at stoppe mit liv, og at jeg har håb og drømme for min fremtid.
    • For at berolige mig selv, så skal jeg ligge mig under min kugledyne i min. 30 minutter. Dette kan hjælpe mig med at føle mig fastlåst og give mig ro og tryghed. Når jeg ligger under min kugledyne, så skal jeg lytte til min yndlings musik, som jeg har valgt på forhånd.

    Netværk – hvem kan jeg kontakte:

    • Min kæreste, forælder, ven 
    • Jeg kan kontakte Livslinien på telefon 70 201 201 (alle dage kl. 11-05)
    • Jeg kan kontakte Psykiatrifondens telefonrådgivning: 39 25 25 25 
    • Jeg kan kontakte lms på deres telefonrådgivning åbent mandag 09:00 – 19:00 og tirsdag, onsdag og torsdag fra 16:00-19:00 på tlf.: 70101818 på deres hjemmeside findes også andre rådgivningsmuligheder: Rådgivning | LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (lmsos.dk)
    • Jeg kan kontakte Psykiatrisk skadestue – se adr. og kontaktoplysninger længere nede i planen

    Opbevaring:

    • Denne plan vil jeg opbevare et sted, hvor jeg altid kan hive den ud, eks. på mit natbord, i min notesbog eller andet. – Min plan kan også laves i appen “MINPLAN Danmark” og downloades til din telefon. 

    Henvendelse i akutte situationer 

    Du kan henvende dig i Psykiatrisk Akutmodtagelse direkte uden henvisning eller telefonisk kontakt – Døgnåben akuttelefon, ring 1813

    Akut hjælp i Region Hovedstaden åben 24 timer i døgnet

    • Psykiatrisk Center Amager
      Psykiatrisk Akutmodtagelse 
      Digevej 110
      2300 København S
      Telefon: 38 64 16 50 

    Optageområde: Tårnby, Dragør kommuner samt bydelen Amager Vest, Amager Øst i Københa​vns Kommune. Herudover tager akutmodtagelsen imod borgere fra København V og SV

    • Psykiatrisk Center Ballerup
      Psykiatrisk Akutmodtagelse
      Maglevænget 2
      2750 Ballerup
      Telefon: 38 64 50 03
    • Frederiksberg
      Den Psykiatrisk Akutmodtagelse på Frederiksberg er lukket pr. 6. april 2015.

    ​Borgere i lokalområdet skal i stedet kontakte Akut Psykiatrisk Hjælp på telefon: 38 64 37 36, hvorefter sygeplejerske og/eller læge kan besøge dig eller din pårørende i eget hjem for nærmere undersøgelse og behandling. Telefonen er døgnåben og besøg finder sted mellem kl. 8.00 og 22.00

    • Psykiatrisk Center Glostrup
      Psykiatrisk Akutmodtagelse
      Nordstjernevej 29-31
      Hovedbygning B
      2600 Glostrup
      Telefon: 38 64 06 71

    Optageområde: Albertslund, Brøndby, Glostrup, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre, Vallensbæk kommuner. Herudover tager akutmodtagelsen i mod borgere fra Valby og Hvidovre.

    • Psykiatrisk Center København
      Psykiatrisk Akutmodtagelse
      Tuborgvej 235, bygning 51
      2400 København NV
      Telefon: 38 64 73 60

    Optageområde: Bydelene Bispebjerg, Brønshøj/Husum, Indre by, Nørrebro, Østerbro, Christianshavn i Københavns Kommune.

    • Psykiatrisk Center Nordsjælland
      Psykiatrisk A​kutmodtagelse
      Dyrehavevej 48​
      3400 Hillerød
      Telefon: 38 64 32 00

    Optageområde: Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm kommuner samt en del af Furesø Kommune

    • Bornholm

    Der er ingen psykiatrisk akutmodtagelse på Bornholm. Men du kan blive henvist til Psykiatrisk Center Bornholm gennem den somatiske akutmodtagelse på Bornholms Hospital, akuttelefonen 1813 eller din egen læge.

    Psykiatrisk Center Bornholm
    Helsevej 3
    3700 Rønne​
    Telefon: 38 64​ 40 50

    Du kan henvende dig direkte på Akutmodtagelsen på Bornholms hospital eller kontakte Akuttelefonen 1813

    Akut hjælp i Region Midtjylland

    • Ved behov for akut psykiatrisk hjælp skal du ringe til din egen læge eller lægevagten på 70 11 31 31, som kan henvise dig til psykiatrisk modtagelse
    • Psykiatrisk Rådgivningstelefon tilbyder hele døgnet anonym rådgivning til patienter og pårørende på tlf. 78 470 470. Bemærk at rådgiverne ikke kan yde behandling, ligesom du ikke kan blive indlagt via Rådgivningstelefonen.
    • Modtagelse af psykiatriske patienter med akut behov for vurdering og behandling sker i skadestuen på Aarhus Universitetshospital i Skejby

    Palle Juul-Jensens Boulevard 161, Indgang J3, 8200 Aarhus N

    Akut hjælp i Region Nordjylland

    • Psykiatrisk skadestue 
      Psykiatrien
      Mølleparkvej 10
      9000 Aalborg
      Tlf. 97 64 37 00

    De opfordre til at du kontakter egen læge eller vagtlægen, inden du møder op i skadestuen. Vagtlæge tlf. nr.: 70 150 300

    • Telefonrådgivning
      Psykiatrisk telefonrådgivning
      Tlf. 98 13 42 02

    Akut hjælp i Region Sjælland

    • Psykiatrisk Akutmodtagelse – Roskilde
      Poppelhus
      Smedegade 16
      4000 Roskilde
      Tlf: 58 53 75 00
    • Psykiatrisk Akutmodtagelse – Slagelse
      Fælledvej 6
      4200 Slagelse
      Tlf: 58 53 64 20
    • Psykiatrisk Akutmodtagelse – Vordingborg
      Færgegaardsvej 15
      4760 Vordingborg
      Tlf: 58 53 70 30

    Akut hjælp i Region Syddanmark 

    • Jylland – Psykiatrisk Akutmodtagelse for voksne fra 20 år i Vejle, Aabenraa og Esbjerg
    • Psykiatrisk Akutmodtagelse Vejle, tlf. 99 44 77 90, Nordbanen 5, 7100 Vejle
    • Fælles Akutmodtagelse Aabenraa, tlf. 99 44 56 59, Kresten Philipsens Vej 15, 6200 Aabenraa
    • Psykiatrisk Akutmodtagelse Esbjerg, tlf. 99 44 67 00, Gl. Vardevej 101, 6715 Esbjerg N

          –     Fyn – Psykiatrisk Akutmodtagelse Odense

    • Psykiatrisk Akutmodtagelse Odense, tlf. 99 44 91 40 eller tlf. 99 44 91 41 J.B. Winsløvs Vej 20 (indgang 224), 5000 Odense C

    At få det bedre efter en psykisk lidelse eller udfordring, er ikke lige til og der findes ikke et quick fix, desværre. Det kræver hårdt arbejde, tid og enorme mængder styrke, så hav tålmodighed med dig selv og lyt til din krop. Hvis du ikke har overskud til at se dine venner eller ikke føler at du har energi til andet end at ligge under dynen, så er det helt okay. Giv dig selv ro, det har du brug for. Og så håber jeg inderligt at du søger om hjælp, du kan også altid skrive en besked til mig, hvis du har brug for nogen at tale med.