Det vi ikke taler om

I dag, da jeg var på stranden, lå jeg og betragtede mine arme og min ar. Jeg lægger mærke til at nogle af mine ar er ved at forsvinde og jeg vender mig mod min kæreste, som ligger ved siden af mig og siger: “de er næsten væk.” Hun svarer: “det er da dejligt,” jeg svarer hende ikke og efter lidt tid siger hun: “det er også mange år siden.” Jeg svarer: “ja, de er fra 2013.” Vi ligger lidt i stilhed og jeg siger derefter: “det er som om, at det er et helt liv siden,” hun svarer: “ja, det er det jo også nærmest.”

Det er så underligt at tænke på, hvordan jeg havde det dengang, men jeg husker det, som var det i går. Jeg var i så meget smerte hver eneste dag og jeg kan huske hvordan jeg græd mig selv i søvn, hver aften og husker hvordan det var at vågne, hver morgen og komme i tanke om, hvorfor jeg havde givet mig selv de sår, som jeg hver dag, måtte bære på min krop. Jeg måtte tvinge mig selv ud af døren og op på cyklen, hver morgen, for at tage i skole. Årene op til, var rent helvede for mig følelsesmæssigt, jeg kunne på ingen måder, passe på mig selv og det er mig et under, at jeg bestod både 10. klasse og HF. 

Det mærkelige ved at mine ar er ved at forsvinde, er at det på en måde gør ondt på mig. Noget der på ingen måder, stemmer overens med at jeg hver dag forsøger, så ihærdigt som muligt at skjule dem, for min omverden. Men det at jeg har båret de ar, som jeg har nu i 8 år, gør at jeg føler, at nu hvor de er ved at forsvinde, tager de en del af mig med. De bærer på så meget historie, så meget skam, omvendt kærlighed, had og smerte. De bærer på så meget, som jeg ikke er sikker på at jeg nogensinde vil turde sige højt til et andet menneske, af frygt for om de vil forstå mig. Jeg ved at der findes et hav af mennesker derude, som enormt gerne vil forstå. Men jeg er ikke sikker på at jeg er klar til at forklare den del. Der har været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har været nødsaget til at have en backup historie klar i mit hovedet, en historie der gav mening, hvis nogen spurgte. Og her mener jeg ikke bare en dækhistorie, for dem har jeg massevis af. Men en historie, der på en eller anden måde, gav mening for dem, som så mine ar, og dækkede det nok til at de ikke tænkte at jeg ikke kunne varetage mit arbejde og samtidigt gjorde, at de ikke ville stille opfølgende spørgsmål.

Første gang, jeg skar mig selv, var jeg 11 år gammel. Dengang, var min hensigt ikke at det skulle gøre ondt. Jeg var egentlig bare nysgerrig for, hvordan det føles og desværre føltes det godt. 
Den næste gang jeg gjorde det, var jeg 13 år gammel og denne gang, var det en bevidst handling. Jeg havde så inderligt brug for at fjerne den psykiske smerte, som jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af, til noget fysisk. Dette udviklede sig hurtigt til at blive mit aller bedste værktøj. Mit helle, mit safeplace.
Uforståeligt nok, men når jeg tænker tilbage på det, brugte jeg det lige meget, som en straf for alle de ting, som jeg ikke havde gjort godt nok og samtidigt, som et redskab til at håndtere alle de følelser, som jeg bar rundt på.  

Selvskade findes i et utal af afskygninger og kan have enormt mange ansigter.
Det der er med selvskade, er at det fungerer hurtigt og kan føles så ualmindelig godt. Forskning viser, at selvskade kan have samme virkning, som at løbe en tur, da det udløser endorfiner i hjernen. Selvskade, kan også give en følelse af kontrol og magt, som kan tage lang tid at opbygge, andre steder. Men det farlige ved selvskade er at det er et quick fix. Det har samme nyttesløse effekt, som at stille en spand under et utæt tag. Før eller siden flyder spanden over og du bliver nødt til at starte forfra.

Jeg tror at min største smerte, i min selvskade, er at i alle de år, hvor jeg har søgt om hjælp, har jeg aldrig fået hjælp til at finde et redskab, der kunne erstatte min selvskade. Derfor har min selvskade blot vandret, fra sted til sted – tyran, til tyran.
Nok har der været mennesker, som er kommet med forslag til hvad jeg kunne gøre i stedet, men det har aldrig været nok i mit hovedet. Alternativerne, har aldrig kunne slukke ilden, hvor det virkelig brændte.

Mit største ønske har altid været at slippe af med den her djævel, (desværre) er det blot sådan at der ikke er nogen, som kan skabe en opskrift til mig, om hvad der virker. For det, som virker for min nabo, virker ikke nødvendigvis for mig også. Dette må jeg erfare selv og det er pisse hårdt. Dette er jeg først ved at lære nu og jeg er også ved at forstå at dette betyder, at jeg kommer til at slå mig på vejen og få tilbagefald, hvor jeg tænker at det hele er lige meget. Men det er det ikke, der er en vej ud – den skal bare findes. 

Første gang jeg lagde mærke til at mine ar var ved at forsvinde, blev jeg pludselig urolig, for det betød at jeg ikke længere havde en hemmelighed, som jeg skulle holde på. Jeg tror at gemt bag al min skam og smerte, har jeg også gemt på, en tilfredshed og stolthed. Det lyder nok mærkeligt, men en stolthed over at det lykkedes mig at “fixe”, mine problemer selv. 
Dette er noget, som jeg først er ved at finde ud af nu, og kan analysere mig frem til, men dengang følte jeg at jeg mistede noget af mig selv. Det var enormt ambivalent, for samtidigt med at jeg ikke ville opdages, bad og råbte jeg på, at nogen så mig. Men når de så opdagede noget, benægtede jeg alt og ønskede så inderligt at de ville blive ved med at kæmpe, blive ved med at spørge. Men hvordan gør man det, når den man taler med, ikke vil tale og bare lukker verden ude?

Når alt man ønsker, er at den man elsker, har det godt?
Desværre, kan man ikke hjælpe nogen, som ikke vil hjælpes. 

Det kræver hjælp at komme af med sin selvskade, professionel hjælp. Det gør det i hvert fald for mig, det handler om at få fyldt min værktøjskasse op, så jeg ved hvordan jeg skal handle, når jeg støder på bestemte følelser. Men, som så meget andet, tror jeg altid at det vil være en skygge, der vil følge mig. En djævel, der vil komme mig til undsætning, når livet bliver svært, der banker på og siger: “lyt til mig, jeg ved hvordan jeg kan løse dine problemer.” Her er udfordringen, at lade være med at lytte til den, og som så meget andet, lægge låg på den. 

Jeg ved ikke helt hvad mit budskab er med dette indlæg, andet end at være den stemme, jeg selv savnede da jeg var yngre. Jeg anede ikke hvor jeg kunne få hjælp eller finde andre mennesker, som havde det ligesom jeg selv havde det og jeg tror på at hvis vi er flere, som deler vores historie, kan vi være med til at bryde tabuet. Samtidigt er disse indlæg også enormt terapeutiske for mig, som min kloge kusine, spurgte mig om i weekenden.
For mig, hjælper det at skrive, hvad virker for dig?