Uncategorized
-
Vigtigheden af dig selv
Du vil muligvis også synes om
At være i tvivl efter endt uddannelse
It’s a funny thing, mental health
Selvskade
-
Hamsterhjulet
For nogle uger siden, mærkede jeg for første gang i et stykke tid, en fællesskabsfølelse, som er en fantastisk og altomsluttende følelse. Det er en følelse, som jeg håber at alle får mulighed for at mærke en gang imellem, i deres liv.
D. 14 november blev jeg færdig med en mentoruddannelse for “sig det højt”, der arbejder på at nedbryde tabuet om psykisk sygdom og at sige det højt, når det er svært.
Vi var kun fem deltagere i uddannelsen og det var det fedeste. At mærke en nærhed til de andre deltagere og være sammen om noget, som står os alle nært og er en enorm vigtig sag for os alle.
Jeg er så glad for at jeg gjorde det, selvom jeg havde tænkt at jeg måske ikke var klar. Men for helvede det er jeg sgu’ og min hjerne skal fandme ikke have lov til at styre hele mit liv. Jeg må godt have lov til at tage styringen for eget liv! Også selvom jeg ikke er helt rask eller ude af “recovery”.Psykisk sygdom er ikke lineær og det er recovery heller ikke. Det tager tid og er periodisk. At psykisk sygdom er periodisk, har taget mig enormt lang tid at lære at forstå og jeg øver mig stadig. Men bare fordi noget er periodisk betyder det ikke at jeg skal have et dårligt eller svært liv, det betyder bare at jeg skal kende mig selv, godt nok til at vide, hvornår jeg skal tage en pause og passe på mig selv. Hvilket vi nok alle skal og har brug for.
Nogle gange, tror jeg at vi alle bliver fanget i et hamsterhjul, som vi kalder hverdag, hvor vi hver dag står op og går i gang med at løbe, og alle de opgaver vi får sendt vores vej, tager vi med ind i hjulet og stopper først så snart at hjulet er gået i stykker eller at vi har løbet så meget, at vores ben ikke kan holde os mere.
Det er farligt, men det er også svært at komme ud af, især, hvis det er en hverdag, der er en lille smule ude af vores kontrol, så at sige, at der også er andre, som har en terning i spillet og f.eks. bestemmer, hvordan vores arbejdsform ser ud, eller hvordan de ting vi involvere os i, bliver rammesat.
Og ja, vi har selv en mening og brik i dette, men det kan stadig være enormt svært at mærke, hvornår det er tid at trække i bremsen og passe på os selv. Slå os selv hjem, så at sige – at tage et skridt til siden, eller bede andre om hjælp.Det kan være svært at vide, fordi hamsterhjulet og hverdagen kører så hurtigt, men det er muligt at skabe kontraster, vi skal også bare passe på at vores kontraster ikke bliver så store, at vi slår os selv helt ud af spillet. At vi bruger en hel weekend på at koble af, for så at stige på samme hurtigkørende hjul om mandagen. Eller at vores kontraster bliver så små at vi aldrig kommer ned i gear, at vi aldrig får trukket bremsen og passer på os selv.
Hvorfor skriver jeg dette?
Det gør jeg, fordi jeg kan mærke hamsterhjulet pulsere i mine årer og jeg kan høre mine uendelige tanker om alle de ting, som jeg skal huske at gøre i ugens løb. Jeg skriver det også, da december måneden kan opleves som et hamsterhjul på speed, der suser gennem de mørke dage og først holder fri, når januar rammer og vi har brugt alt vores energi.Lige nu kan jeg mærke hamsterhjulet, hver søndag, når jeg tænker på alle de ting, jeg skal lave i ugens løb og forsøger at skabe overblik over, hvornår jeg skal arbejde, til terapi, frivilligt arbejde og hvornår jeg kan SLAPPE af.
Især sidste del er enorm vigtig for mig, hvilket den nok er for alle. Men jeg ser alle ting, jeg skal foretage mig, gode eller mindre gode, som forstyrrelser, jeg skal igennem. Jeg har lært at acceptere det og det irritere mig ikke på samme måde, som det har gjort før i tiden. Men det er en måde for mig at afgøre, hvad der giver mig energi og hvad der dræner mig.
Ved at vide dette, har jeg også mulighed for at udskyde min nervøsitet og ængstelighed over bestemte ting jeg skal lave i ugens løb, som gør mig usikker. Udskyde det til jeg er “nødt” til at bekymre mig om det, sådan så jeg ikke bærer på denne nervøsitet gennem hele ugen og hver dag.December måned og jul er på mange måder en magisk og fantastisk tid, men det kan samtidig også være rigtig svær for mange, samt meget kaotisk.
Julen er kendt, som hjerternes fest, hvilket er så fint. Men december er også nærmest stemplet til at skal være sammen med andre og næsten også hele tiden. “Julen er hjerternes fest” “hjerternes”, ikke kun “hjertets” fest. Nej, julen skal fejres i fællesskab med andre, hvilket jo er skønt hvis du har andre at fejre denne tid med, men hvis du ikke har, må det være en enormt ekskluderende følelse eller et stort pres, til at finde nogle, at fejre det med.Det samme med nytår, jeg har altid haft den opfattelse af at nytår skal fejres med andre, og helt til fest eller med mange mennesker, hvorfor jeg har følt mig enormt forkert, når jeg har fejret nytår på den stik modsatte måde.
Ordet fællesskabsfølelse betegnes som følelsen af at høre sammen med en gruppe mennesker og ordet gruppe betegnes som samlingen af individer, men samlingen af individer behøver sådan set ikke at være mere end to – de fleste har nok i deres skoletid hørt underviseren sige, “nu skal I finde sammen i grupper af to.” Så hvis en gruppe kan udgøres blot af to personer, så formår jeg rent faktisk at leve op til forventningerne om at holde nytår i en gruppe, selvom den gruppe kun består af min kone og jeg…Hvis julen er hjerternes fest og vi skal hylde, samt fejre hinanden og fællesskabet, så må vi også huske at gøre det resten af året. Måske kan december måned være en påmindelse om at vi skal huske at værdsætte vores nære og kære, hele året.
Måske kan vi omsætte nogle af vores juletraditioner, til også at ske i januar eller februar – proportionere det lidt ud, så vi ikke skal have så travlt og så vi ikke kun skal hylde december, men alle månederne.
Lave kreative projekter i januar, med vores familie og venner eller invitere til februar/juni middag og bare fejre hinanden.Selvom vi i Danmark taler meget om at vi skal nære fællesskabet i samfundet, så gælder det også om at finde det fællesskab, som vi føler vi kan være os selv i og som vi føler giver os energi, samt huske at vi selv definerer vores fællesskaber.
-
It’s a funny thing, mental health
It’s a funny thing, mental health.
One day, you can wake up and it can feel like you are on top of your game, like everything is just going your way, and the next it can feel like the world is crumbling beneath your feet.
It’s like a magic spell, for me at least.
Some days, I wake up, and even before I open my eyes, I already know, that during the night, all my energy has somehow been drained from me, and I have to get a hold of my spare energy tank, that is also very empty, because this isn’t the first time, this month, that I have had to borrow energy from there.
Waking up, and knowing that you have no energy, but still have to meet the expectations of getting up, getting dressed, and going to work. The work, where I am expected to greet everyone with a smile, energy and lots and lots of small talk, is very hard.Sometimes I can find myself talking to my coworkers and experience how the words just fall out of my mouth, even though my brain is completely frozen and stuck in low battery mode. I don’t know where those superpowers come from, they are just there.
I don’t know how introverts get through a world that is built up about being extroverted and meeting all the standards, of going out, talking, existing, being alive with other people.
Most days, the only thing I feel like is staying inside, in my apartment, in bed and just lay there, lay there till the dark days are gone, and I have energy again.
Feeling like this is bad, but having to speak up about it, can sometimes feel even worse. Sometimes I’m not sure, whether or not I imagine it or if it is actually happening.
I want to let people know how I am feeling, but having dealt with this for 10+ years, I know that half of the people won’t understand, even though I try to explain and end up having to listen to them telling me about different ways of getting rid of my feelings.
And the other half won’t know what to say, so either they say nothing or they just change the subject. Somewhere in between those two halfs, there is of course, those people who actually listen, who don’t compare, don’t project the light onto themselves, don’t tell me that they know exactly how I feel and that everybody feels that way.
I wish that there were more of these people, but if you haven’t been taught or learned how to do so, you won’t know.
So therefore, it’s easier, sometimes to not say anything.One of my dilemma’s is also, since I have dealt with this for so long, I am always in a constant limbo of whether or not, I should tell the people close to me, how I am feeling or if it would be better for them, not to know, so that I don’t burden them with my problems, and they don’t always have to feel like, they have to take care of me.
I wish that I could be like a wizard sometimes, so I could have some control of how I am feeling. But having suppressed my feelings for more than a decade, it makes sense that now they want to live their own life.
-
Selvskade
I dag, da jeg var på stranden, lå jeg og betragtede mine arme og min ar. Jeg lægger mærke til at nogle af mine ar er ved at forsvinde og jeg vender mig mod min kæreste, som ligger ved siden af mig og siger: “de er næsten væk.” Hun svarer: “det er da dejligt,” jeg svarer hende ikke og efter lidt tid siger hun: “det er også mange år siden.” Jeg svarer: “ja, de er fra 2013.” Vi ligger lidt i stilhed og jeg siger derefter: “det er som om, at det er et helt liv siden,” hun svarer: “ja, det er det jo også nærmest.”
Det er så underligt at tænke på, hvordan jeg havde det dengang, men jeg husker det, som var det i går. Jeg var i så meget smerte hver eneste dag og jeg kan huske hvordan jeg græd mig selv i søvn, hver aften og husker hvordan det var at vågne, hver morgen og komme i tanke om, hvorfor jeg havde givet mig selv de sår, som jeg hver dag, måtte bære på min krop. Jeg måtte tvinge mig selv ud af døren og op på cyklen, hver morgen, for at tage i skole. Årene op til, var rent helvede for mig følelsesmæssigt, jeg kunne på ingen måder, passe på mig selv og det er mig et under, at jeg bestod både 10. klasse og HF.Det mærkelige ved at mine ar er ved at forsvinde, er at det på en måde gør ondt på mig. Noget der på ingen måder, stemmer overens med at jeg hver dag forsøger, så ihærdigt som muligt at skjule dem, for min omverden. Men det at jeg har båret de ar, som jeg har nu i 8 år, gør at jeg føler, at nu hvor de er ved at forsvinde, tager de en del af mig med. De bærer på så meget historie, så meget skam, omvendt kærlighed, had og smerte. De bærer på så meget, som jeg ikke er sikker på at jeg nogensinde vil turde sige højt til et andet menneske, af frygt for om de vil forstå mig. Jeg ved at der findes et hav af mennesker derude, som enormt gerne vil forstå. Men jeg er ikke sikker på at jeg er klar til at forklare den del. Der har været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har været nødsaget til at have en backup historie klar i mit hovedet, en historie der gav mening, hvis nogen spurgte. Og her mener jeg ikke bare en dækhistorie, for dem har jeg massevis af. Men en historie, der på en eller anden måde, gav mening for dem, som så mine ar, og dækkede det nok til at de ikke tænkte at jeg ikke kunne varetage mit arbejde og samtidigt gjorde, at de ikke ville stille opfølgende spørgsmål.
Første gang, jeg skar mig selv, var jeg 11 år gammel. Dengang, var min hensigt ikke at det skulle gøre ondt. Jeg var egentlig bare nysgerrig for, hvordan det føles og desværre føltes det godt.
Den næste gang jeg gjorde det, var jeg 13 år gammel og denne gang, var det en bevidst handling. Jeg havde så inderligt brug for at fjerne den psykiske smerte, som jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af, til noget fysisk. Dette udviklede sig hurtigt til at blive mit aller bedste værktøj. Mit helle, mit safeplace.
Uforståeligt nok, men når jeg tænker tilbage på det, brugte jeg det lige meget, som en straf for alle de ting, som jeg ikke havde gjort godt nok og samtidigt, som et redskab til at håndtere alle de følelser, som jeg bar rundt på.Selvskade findes i et utal af afskygninger og kan have enormt mange ansigter.
Det der er med selvskade, er at det fungerer hurtigt og kan føles så ualmindelig godt. Forskning viser, at selvskade kan have samme virkning, som at løbe en tur, da det udløser endorfiner i hjernen. Selvskade, kan også give en følelse af kontrol og magt, som kan tage lang tid at opbygge, andre steder. Men det farlige ved selvskade er at det er et quick fix. Det har samme nyttesløse effekt, som at stille en spand under et utæt tag. Før eller siden flyder spanden over og du bliver nødt til at starte forfra.Jeg tror at min største smerte, i min selvskade, er at i alle de år, hvor jeg har søgt om hjælp, har jeg aldrig fået hjælp til at finde et redskab, der kunne erstatte min selvskade. Derfor har min selvskade blot vandret, fra sted til sted – tyran, til tyran.
Nok har der været mennesker, som er kommet med forslag til hvad jeg kunne gøre i stedet, men det har aldrig været nok i mit hovedet. Alternativerne, har aldrig kunne slukke ilden, hvor det virkelig brændte.Mit største ønske har altid været at slippe af med den her djævel, (desværre) er det blot sådan at der ikke er nogen, som kan skabe en opskrift til mig, om hvad der virker. For det, som virker for min nabo, virker ikke nødvendigvis for mig også. Dette må jeg erfare selv og det er pisse hårdt. Dette er jeg først ved at lære nu og jeg er også ved at forstå at dette betyder, at jeg kommer til at slå mig på vejen og få tilbagefald, hvor jeg tænker at det hele er lige meget. Men det er det ikke, der er en vej ud – den skal bare findes.
Første gang jeg lagde mærke til at mine ar var ved at forsvinde, blev jeg pludselig urolig, for det betød at jeg ikke længere havde en hemmelighed, som jeg skulle holde på. Jeg tror at gemt bag al min skam og smerte, har jeg også gemt på, en tilfredshed og stolthed. Det lyder nok mærkeligt, men en stolthed over at det lykkedes mig at “fixe”, mine problemer selv.
Dette er noget, som jeg først er ved at finde ud af nu, og kan analysere mig frem til, men dengang følte jeg at jeg mistede noget af mig selv. Det var enormt ambivalent, for samtidigt med at jeg ikke ville opdages, bad og råbte jeg på, at nogen så mig. Men når de så opdagede noget, benægtede jeg alt og ønskede så inderligt at de ville blive ved med at kæmpe, blive ved med at spørge. Men hvordan gør man det, når den man taler med, ikke vil tale og bare lukker verden ude?Når alt man ønsker, er at den man elsker, har det godt?
Desværre, kan man ikke hjælpe nogen, som ikke vil hjælpes.Det kræver hjælp at komme af med sin selvskade, professionel hjælp. Det gør det i hvert fald for mig, det handler om at få fyldt min værktøjskasse op, så jeg ved hvordan jeg skal handle, når jeg støder på bestemte følelser. Men, som så meget andet, tror jeg altid at det vil være en skygge, der vil følge mig. En djævel, der vil komme mig til undsætning, når livet bliver svært, der banker på og siger: “lyt til mig, jeg ved hvordan jeg kan løse dine problemer.” Her er udfordringen, at lade være med at lytte til den, og som så meget andet, lægge låg på den.
Jeg ved ikke helt hvad mit budskab er med dette indlæg, andet end at være den stemme, jeg selv savnede da jeg var yngre. Jeg anede ikke hvor jeg kunne få hjælp eller finde andre mennesker, som havde det ligesom jeg selv havde det og jeg tror på at hvis vi er flere, som deler vores historie, kan vi være med til at bryde tabuet. Samtidigt er disse indlæg også enormt terapeutiske for mig, som min kloge kusine, spurgte mig om i weekenden.
For mig, hjælper det at skrive, hvad virker for dig?Du vil muligvis også synes om
Mod til at italesætte psykisk sygdom
Dagens tanker
Labels og kategoriseringer
-
Dagens tanker
Hej blog,
når, nu er det noget tid siden at jeg har skrevet herinde… Da jeg begyndte min blog, tænkte jeg at jeg skulle udgive et nyt blogindlæg, én gang om ugen, at dette var realistisk for mig og at det ville give mig et frirum og det gjorde det også. Samtidigt gav det mig også præstationsangst og en lille stemme, der hver dag, ville stå udenfor min dør og banke på og sige: “skal du ikke udgive noget nyt?”
Jeg har en masse idéer og det er bestemt ikke det der stopper mig. Men at give noget af sig selv, at tage sig den tid, som det tager at skrive et indlæg, kan være svært. Dette indlæg, skal ikke have fokus på, at det kan være svært at få udgivet, men jeg vil gerne klargøre, måske mest for mig selv, at det at opretholde kreative hobbyer, kræver en disciplin og overskud, samt forståelse for at vores interesser, ændre sig gennem livet og livets perioder.Det at skrive giver mig et enormt drive og at vide at der er andre mennesker, som læser med, fylder mig med glæde. Min hensigt med denne blog, var at skabe en platform, til at tale om psykisk sygdom og dele ud af mine erfaringer. Men hvad gør man, når det man gerne vil ud med, faktisk viser sig at se helt anderledes ud i virkeligheden?
Jeg vil gerne være en stemme, for folk, som ikke tør at dele deres historie med omverdenen, netop ved at dele min. Jeg vil enormt gerne hjælpe mennesker og være med til at bryde tabuet.Efter min sidste behandling blev afbrudt i januar, har jeg været sådan i tvivl om hvilken vej jeg skulle gå. Både i forhold til min uddannelse, karriere og psykiske helbred. Jeg følte at tæppet blev revet væk, under mine fødder og at mine følelser og udfordringer, ikke var legitime eller ægte. Jeg negligerede mig selv, fuldstændig, samtidig med at jeg skulle stå til ansvar for en masse børn, kollegaer og forældre på en ny arbejdsplads.
Jeg tog op til min læge, for at drøfte nogle ting og hun valgte at henvise mig til Stolpegården, et psykiatrisk center, som jeg før har gået på. At blive tilbage henvist, fik mig til at føle at jeg var en fiasko, at bede om hjælp fra samme sted, som havde ydet deres allerbedste, for at give mig den rette hjælp, i en længere periode, end normeret tid. Jeg skylder dem en del. Måske var det også derfor at jeg følte at jeg kom krybende tilbage på hænder og fødder og så alligevel ikke, for det som er anderledes fra januar og til nu, er at jeg faktisk har fået det godt!
Det er første gang i fire år, at jeg ikke går i terapi, hvilket jeg har frygtet så inderligt ville gå galt, men det er det ikke og det er så enormt befriende.
Jeg er endt på en arbejdsplads, som hylder mig, for mig og bestemt ikke er bange for at fortælle det.
Planen er at jeg skal påbegynde behandling, midt juni og selvom psykologen på Stolpegården fortalte mig at der er chance for at jeg kan få det endnu bedre end jeg har det, så er jeg også så ufattelig bange, for at det går den anden vej. For det er så enormt hårdt, at arbejde med sig selv og gøre det kontinuerligt i et halvt år, 1-2 gange om ugen.
Tænk, hvis jeg kan få det endnu bedre, end jeg har det nu og at behandlingen kan gøre at jeg langsigtet klarer mig bedre og omvendt tænk, hvis det trækker mig ned i mine mørke perioder …Der er noget, som trækker i mig og jeg kan ikke finde ud af om det er frygten for det uvisse, som skræmmer mig mest eller tanken om, at jeg ikke kan bede om hjælp, fra det offentlige, når jeg reelt set, ikke har det skidt?
Der er altid nogen, som vil have det værre end mig, men der kommer også altid til at være folk, som har det bedre og bare fordi at de har det bedre, betyder det så at de ikke kan modtage hjælp?
Min diagnose, vil jo altid være en del af mig og på den måde, kan jeg sådan set altid bede om hjælp til at håndtere den. Hvornår er man berettiget til at søge hjælp – og skal man fejle noget eller have været udsat for noget?
Det er noget, som jeg i mit hoved skal finde ud af. Umiddelbart, ville jeg sige nej og at det at bede om hjælp, samt modtage hjælp altid er legitimt, men for mig, handler dette virkelig om at gå imod alle de impulser, som jeg har inde i mig.Jeg har aldrig turdet bede om hjælp, det har altid været en indkodet synd i mig og jeg forsøger hver dag, at kæmpe mig ud af den. Dette gør også at jeg har virkelig svært ved at vise min usikkerhed. Det kan godt være, at den kan ses, men jeg vil helst ikke selv gøre opmærksom på den. Det skal jeg jo helst, så jeg ikke behøver at gå igennem det alene og det er svært.
Mon, der er andre, som har det ligesom mig?Du vil muligvis også synes om
It’s a funny thing, mental health
Hamsterhjulet
Labels og kategoriseringer
-
Labels og kategoriseringer
Labels, hvad er de for en størrelse og hvad betyder de?
Mærkater, etiketter og labels bliver som regel brugt til at kategorisere varer og produkter. Men de bliver også brugt til at definere os mennesker, om det så er os selv, som anvender dem, eller andre. Labels, har en masse egenskaber, de kan f.eks. bruges til at bygge et menneske op, skabe dets identitet, men på samme tid, kan de også gøre det modsatte, nemlig nedbryde. Derfor er det ikke alle mennesker, som bryder sig om at blive kategoriseret, som noget bestemt.På pædagoguddannelsen lærte jeg meget om, hvordan kategoriseringer om børn, kan føre til stigmatiseringer, der kan gøre det svært at skille sig af med igen. Vi skal virkelig passe på, med hvad vi siger om og til andre mennesker, samt med hvilke forbehold eller antagelser, det er, vi associerer med de forskellige ord.
Som pædagog, gør du dig hele tiden tanker om de børn, som du arbejder med. Hvem er de, har de særlige behov, hvordan er deres familiesammensætning, hvilket miljø kommer de fra og hvordan trives de?
Det er vores rolle, at skabe et billede af det hele menneske, for at kunne være med til at skabe de bedste rammer for barnet. Men ofte, finder jeg mig selv i at definere et barn ud fra dets kunnen og ikke ud fra dets personlighed.
Vi er alle skabt helt og aldeles anderledes og forskellige, hvilket er helt okay og thank god for that. Men hvor ofte er det, at vi hylder denne forskellighed? Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg øver mig, men glemmer det alt for ofte. Da, jeg rejste til USA, sagde min mor at jeg skulle huske på, at bare fordi noget var anderledes, betød det ikke, at det var forkert.Jeg tror, at mange labels, er blevet kreeret, for at skabe fællesskab og tryghed, sådan så vi gennem bestemte kategorier, kan finde andre mennesker, der deler samme holdninger og interesser, som os selv. På den måde, tror jeg at vi bevidst definerer os selv, ud fra bestemte kategorier, for at passe ind i bestemte definitioner. Men hvornår bliver disse definitioner, for meget og hvor går grænsen mellem at selv-definere og at blive kategoriseret? Hvad giver andre mennesker ret til at definere mig, ud fra noget bestemt, hvis det ikke er sådan jeg kategoriserer mig selv?
Jeg har mødt mange mennesker som definerer mig som lesbisk, men hvad hvis jeg ikke ser mig selv som lesbisk. Du vælger at kategorisere mig, som dette, på baggrund af at jeg har fortalt dig, at jeg er kæreste med en kvinde. Men hvorfor er det så vigtigt, at jeg skal definere mig med den her kategori? Er det for din skyld, sådan så det er nemmere, for dig at omtale mig eller er det fordi du tænker at jeg passer i den kategori?
Som, jeg ser det, er jeg kæreste med en kvinde, men det betyder ikke at jeg definerer mig selv, som lesbisk. Jeg vil ikke dømmes på min seksualitet, for i mit hoved, kommer det ikke andre mennesker ved. For mig, er det ikke definerbart om jeg er til kvinder eller mænd. Jeg er til personer. Jeg har ikke forelsket mig i Lucia, fordi hun er en kvinde, jeg har forelsket mig i hende, fordi hun er en fantastisk person.Hvilke bokse, skal jeg krydse af?
Skal vi kunne krydse alle felter af, for at passe ind i en bestemt kategori og omvendt, behøver vi passe ind i bestemt kategori, selvom vi krydser alle felterne af? Kan jeg ikke godt både være vegetar og engang imellem spise vingummier, eller gøre det at jeg adskiller mig fra hvad der er rigtigt eller forkert?
Hvem, er det, som definerer de forskellige labels, vi anvender til at beskrive os selv?
Det er vel samfundet, der bestemmer dem. Det vil sige, at jeg er med til at bestemme, i hvilken form, betydning, generøsitet, de skal bruges og hvor meget de skal fylde. Det betyder også at jeg kan tage afstand fra dem, hvis jeg har lyst, men det har jeg ikke, på trods af dette indlæg. Jeg tænker blot, at det er vigtigt at have øje for, i hvilke sammenhænge, det er vi kategoriserer andre mennesker og sætter labels på dem, samt har i mente, hvorfor vi gør det samme om os selv.På en måde, tror jeg at det med at kategorisere sig, som noget bestemt er en ond cirkel. Ja, det hjælper dig med at finde et fællesskab, men det udelukker dig også fra det, så snart du træder en lille smule udenfor. Igennem de sidste mange år, er der kommet så mange forskellige definitioner af seksualitet, livsstil, madvaner, med mere og jeg tror simpelthen at vi er faret vild i vores egen verden. Jeg siger ikke at labels, er en dårlig ting, for jeg tror helt bestemt på at de kan være med til at give styrke og vilje. Men jeg er nysgerrig på, hvor grænsen går. Hvornår holder vi op med at finde på nye definitioner- kan vi ikke bare være til, og være forskellige, som vi er?
Måske hvis vi ikke var så drevet af normer og afvigelser, ville det være nemmere for os alle at føle os tilpas, anderledes og os selv i verden. Hvis vi ikke havde så stort et behov for at pakke alle mennesker ind i labels og kategoriseringer. Og hvis vi samtidigt, heller ikke havde så travlt, med selv at “gemme” os væk i bestemte kasser, kunne det måske hjælpe nogle mennesker, med at blive mere frigjorte. For hvad hvis du finder dig selv, være noget, men du passer ikke ind i nogen af de kasser, der er, så er du jo udenfor og må enten acceptere dette, eller skabe dine egne og så er vi tilbage i den onde cirkel.
-
Stilhed dræber
Kære du, du skrev til mig og spurgte hvordan det gik,
jeg svarede dig i fuld ærlighed,
tænkte at du ville forstå
Men nu respondere du i stilhed
og jeg føler blot ærgrelse og tomhedHvad sker der, når vi mennesker ikke kan spejle os i andre, og heller ikke kan få medhold fra vores omverden?
Så bliver vi stille, indadvendte, isolerede og kede. Vi holder simpelthen op med at søge kontakt til andre, fordi vi ud fra erfaring ved at de ikke vil forstå.
Men hvis vi vender ryggen til vores netværk, så har vi ingen, som kan samle os op når vi er nede.
Det kan være svært, som pårørende at vide, præcis hvordan man skal hjælpe sine nærmeste. Derfor tror jeg også, helt uden at vi ved af det, at vi forsøger at hjælpe/reparere/fixe, det andet menneske, fordi vi ikke kan holde ud af de har det dårligt. Men det at fortælle et andet menneske, hvordan de skal fixe deres problemer eller komme med gode råd, kan til tider føles, som om at den anden person ikke forstår, eller lytter.Der er en stor tendens til, at når vi påtaler psykisk sygdom, så klapper folk i. Enten fordi de synes det er så ubehageligt at tale om, eller de simpelthen ikke ved hvad de skal sige. Begge dele, har store konsekvenser for den, som deler.
Men ved du at du faktisk kan guide dine nærmeste, sådan så de lærer at forstå hvad du har behov for? Vi bliver desværre ikke født med nogen guidebog, til hvordan vi skal forholde os i sociale relationer, så den må vi skabe selv.
Ét er at lære at forstå sig selv, når du har det svært, men noget andet er, at få andre til at forstå, hvordan du har det og lade dem vide, hvordan de kan hjælpe.
Befinder du dig derfor i en situation, hvor du ville ønske at dine nærmeste reagerede på en anden måde, end de gør, så vær ikke bange for at sige, præcis hvad du har brug for. Om det er at, de skal nusse din storetå, give dig et kram, eller sige “det er jeg ked af at høre”, “ja, din leder er også en lort”.
Ja, det kræver lidt ekstra energi, fra dig, som deler, men i længden vil dette komme dig til gode. Jeg tror også, at det kan hjælpe den, som lytter, sådan så de ikke føler sig magtesløse og hjælpeløse. Måske kan dette gøre, at I mødes halvvejs.Da, jeg var yngre oplevede jeg gang på gang at folk sammenlignede mine fortællinger, med andres, hvilket fik mig til at føle mig ligegyldig og alene. Til trods, for at jeg sad lige ved siden af den person, som jeg talte med.
Det kan være enormt svært, for det første at åbne op og bede om hjælp, men også at skulle lytte og give plads. Det kræver tid, healing og kæmpe mængder tålmodighed at blive tryg ved et andet menneske. Ofte, må man ofre selv, for at få noget tilbage. Det er en hård kode, men den giver mening. Jeg har selv mange gange ønsket, at vejen frem til et venskab, var nem og enkel. Men det er den ikke og det er måske meget godt, for det er jo ikke alle, vi har lyst til at lukke ind i vores liv. Derfor må vejen dertil også være snæver og hvis du er blevet mødt med modstand nok gange, sætter du automatisk barren højere og højere op, for hver gang.
Dette, vil jeg ikke ønske for nogen, men det kan vi desværre ikke selv bestemme.
Tænk, derfor over hvordan du fremstår og hvad du får sagt, til dem, som du møder på din vej.
Lad ikke din frygt, være den der sætter en stopper for andres mod.
Hvis, du ikke ved hvad du skal sige, så spørg andre til råd.
Når et andet menneske, vælger dig, at åbne sig overfor, har du mulighed for at være den der lytter og tager imod. Du har mulighed for at være lyset, i andres mørke.Måske har det taget den person, du møder, enormt langt tid til at komme derhen hvor de er. Det har måske ikke altid været sådan, at de har turdet at dele deres historie med dig og det er også vigtigt at forstå, at bare fordi de tør at dele eller vise i dag, betyder ikke at de også tør det i morgen.
Nogle gange, fylder den kamp, vi kæmper mere i dag end i morgen. -
Mod til at italesætte psykisk sygdom
Efter at jeg har lavet et opslag på Facebook, hvor jeg har linket til min blog, er der flere, som har kommenteret at de synes at det var modigt af mig, at dele ud af mine erfaringer og italesætte min psykiske sårbarhed. Og det var det da også, men hvor er det ærgerligt at det er sådan. At et emne, som nok berører os alle igennem vores liv, er så tabubelagt at vi ikke kan tale frit om det, hvilket gør at dem, som lider kommer til at føle sig ensomme og forkerte. Sandheden er, at ja, det er enormt grænseoverskridende at involvere andre mennesker, i de psykiske begrænsninger eller udfordringer, som vi hver især måtte have. Men hvorfor er det sådan?
Hvorfor skal jeg samle mod til mig, for at indvie min omgangskreds i hvordan jeg har det, når min kollega, som er kommet til skade med sit knæ ikke skal?
For mig, handler det rigtigt meget om, frygten for at blive dømt eller set ned på.
Men hvor ville jeg dog ønske at det var anderledes, så vi på samme måde, som med vores fysiske helbred, ville kunne fortælle hvordan vi har det. Sådan så hvis nogen spurgte om vi har haft en god weekend, faktisk ville kunne svare: “nej, det har jeg ikke, jeg har haft to angstanfald” eller hvis en kollega, sagde “tænk, du ser træt ud” så at kunne svare: “ja, jeg har heller ikke sovet i nat, har simpelthen ikke kunne slukke min hjerne.”
Men dette er ikke almindelige responser, som vi ofte hører, jeg gør i hvert fald ikke.
Jeg tror at fordi at psykisk sygdom er så tabuiseret at tale om, er der mange, som negligerer dem selv og ikke får taget de hensyn, som de burde. Men, det er også sindssygt svært at vurdere, hvornår vi skal lytte til vores krop og stoppe op, når vi lever i en verden, hvor emner, som angst, depression, spiseforstyrrelser, stress og meget mere, ikke er noget vi taler om. Og hvor det ikke er lige så legitimt, at tage en mental sygedag, som at tage en sygedag, for det fysiske.
Under mine praktikker, har jeg flere gange ringet og meldt mig syg, fordi jeg havde det psykisk dårligt, hvilket jeg synes var en sejr. Dog vil jeg indrømme, at jeg føler at det er sværere at gøre, med “god samvittighed” på mit nuværende arbejde. Måske er det fordi, når mine kolleger spørger, hvorfor jeg har været syg, bliver jeg nødt til at stikke dem en hvid løgn, fordi jeg frygter at fortælle dem sandheden.
Så ja, det kræver mod at italesætte psykisk sygdom. Derfor vil jeg også gerne hylde alle, som tør at dele ud om og tale højt om deres psykiske udfordringer, fordi det kræver sin sag at sige at man gerne vil gøre det, men noget helt andet, rent faktisk at gøre det.
Måske er det derfor psykisk sygdom, bliver ved med at være så tabubelagt, fordi vi ikke ved hvordan vores omverden, vil reagere og derfor ikke tør at tale højt om hvordan vi har det.
For sandheden er, at det vel ikke er lige “tilladt” i alle forums, at fortælle om sine psykiske udfordringer. Handler det i virkeligheden blot om, at turde at gå forrest og ikke tænke på, hvordan vores omverden vil reagere?
Må jeg godt fortælle min arbejdsgiver, at lige nu går det ikke så godt, fordi jeg ikke har det godt psykisk eller sætter det mig, i en svær position, der gør at hun tænker at jeg ikke kan udføre mit job ordentligt?
Du vil muligvis også synes om
Stilhed dræber
It’s a funny thing, mental health
At være i tvivl efter endt uddannelse
-
At være i tvivl efter endt uddannelse
Her står jeg, som snart 28 årig og arbejder, som pædagog. En profession, som jeg har brugt 3,5 år at uddanne mig til. Under uddannelsen har jeg været igennem i alt fire praktikker, hvor jeg har haft muligheden for at snuse til faget og mærke praksis på egen krop. Efter hver praktik har jeg gang på gang, kunne bekræfte mig selv i at det pædagogiske arbejde, var lige det jeg skulle foretage mig og arbejde med. Jeg har ikke på et eneste tidspunkt været i tvivl. Lige indtil, jeg som for nyligt er begyndte at arbejde, som pædagog i min anden institution, efter jeg er blevet færdiguddannet. Nu er jeg for at være ærlig, blevet vaskeægte i tvivl om det pædagogiske felt, er det, som jeg vil beskæftige mig med. I sommers begyndte jeg på en kandidat i Didaktisk (Musikpædagogik) på DPU og troede at dette, skulle føre mig hen imod mine drømme. Men allerede kort efter jeg var begyndt, kunne jeg mærke at det ikke var noget for mig. Jeg følte mig ikke tilpas, følte mig forkert, bagud og langt dårligere end alle mine medstuderende.
Derfor valgte jeg efter et sammenbrud på 3 uger, at droppe ud. En beslutning, der ikke ligefrem lå til højrebenet. Jeg har aldrig prøvet at droppe ud af en uddannelse før, ikke fordi at min skolegang har været lineær, men jeg har altid fundet min vej og den her gang, var min vej bare noget ganske andet, end hvad jeg havde forventet. At droppe ud, betød for mig på det tidspunkt at jeg skulle give afkald på mine drømme og min forventninger om mig selv, de næste to år. Det var hårdt, og jeg følte at det var så forkert. Dette gjorde jeg blandt andet fordi jeg ikke kunne søge spejling i nogle af mine veninder. Jeg synes stadig det er svært og jeg ville inderligt ønske at det havde været den rette uddannelse for mig, men det var det ikke.
Generelt synes jeg det var svært at søge sparring hos andre studerende eller mennesker i min omgangskreds, der ligesom mig var i tvivl om deres uddannelsesvalg. Jeg forsøgte at google, for at finde frem til andre, som var droppet ud af en kandidatuddannelse, dog uden held. Inden jeg tog valget om at udskrive mig, skrev jeg til studievejledningen, som var enormt venlige og lydhøre overfor min situation.
Jeg søgte ind på DPU sidste år, ikke fordi jeg tænkte at jeg var færdig med det pædagogiske felt, men fordi jeg følte at det var der min energi lå og at jeg så dette, som en vigtig ting at følge. Jeg har i mange år levet et liv fyldt med ulykke og sorg, sorg over alt for mange flyt og tabte venskaber. Dette gjorde at jeg i mange år længes efter at få mit glædes behov opfyldt og også årsagen til at jeg i de fleste af mine ungdomsår ikke havde en uddannelse i tankerne, når folk spurgte hvad jeg ville læse. Mit eneste mål var egentlig at jeg bare ville være glad. Derfor tror jeg også at jeg har sat et mål for mig selv, der efterfølgende lyder på at hvis jeg ikke er glad et sted, så skal jeg finde noget andet. Dette motto, har været min stærke følgesvend i mange år og har givet mig luft under vingerne, men det har samtidigt også gjort at jeg ret hurtigt, måske for hurtigt afgør om et sted er det rette for mig.
Det var også dette motto, der gjorde at jeg søgte ind på pædagoguddannelse, da jeg i årene før havde arbejdet i en fantastisk børnehave, som virkelig fik mig til at føle at jeg var noget værd og som gjorde at jeg hver dag cyklede hjem med et smil på læberne.
Her tænkte jeg at et job indenfor den pædagogiske verden, ville gøre at jeg både kunne handle med mit hoved og hænder.
Men nu hvor jeg står her, stadig relativt nyuddannet og fem gange om ugen befinder mig i en daginstitution, er jeg virkelig i tvivl om det er faget for mig. Ligesom med kriseplanen, så ville jeg ønske at der fandtes en guide, til hvad man skal gøre, når man, som voksen er i tvivl om uddannelsesvalg. Der findes et hav af tests på nettet, som kan hjælpe dig med at finde ud af hvilken videregående uddannelse, du skal søge ind på. Men hvad gør du, hvis du søger hjælp til at finde ud af hvad dit næste skridt er efter du har taget en videregående uddannelse?
På mange måder føler jeg at det næsten er forbudt at være i tvivl og at droppe ud af en uddannelse. Det ligger næsten i ordet, at droppe ud, det kunne også bare hedde at skifte mening. For det er vel okay, eller?
Jeg føler at det er enormt svært at stå her hvor jeg står, og det gør at jeg føler mig enormt meget i vildrede.
Hvordan kan det også være at vi lever i et samfund, hvor alt skal gå så hurtigt, at vi helst skal vide hvad vi vil beskæftige os med, inden vi træder ud af folkeskolen? Sådan så vi kan foretage os målrettede valg i gymnasiet, der guider os direkte hen imod den karriere, som vi senere ønsker os at varetage.
Hvad med os, som er i tvivl og os, som har brug for at drømme, for at leve? Os, der har et behov for at vælge og vælge om igen, før vi finder den hylde, som vi vil være på. Eller os, som ikke har lyst til at ende, på én bestemt hylde, men hellere vil leve et liv, der åbner døre og er fyldt med et hav af hylder, som gør at vi higer efter noget, der er større end os selv. Er det ikke okay, at være i tvivl og træde ud, hvor man ikke kan bunde, bare for at prøve det?
Du vil muligvis også synes om
Mod til at italesætte psykisk sygdom
Selvskade
Labels og kategoriseringer
-
Kriseplan
Hvis du ligesom jeg, nogensinde har fundet dig selv så langt nede i et hul, at du ikke føler at du kan komme op igen, så kan det være en rigtig god idé med en kriseplan, som du kan have ved hånden.*Jeg er på ingen måde uddannet til at rådgive nogen og hvis du har brug for hjælp, vil jeg 100% anbefale at du søger hjælp. Men er dette ikke en mulighed, måske fordi det kan virke for uoverskueligt eller fordi det er svært at gennemskue, hvor du skal gå hen, så kan det være en god idé at yde lidt selvhjælp.
*Længere nede på siden, finder du telefonnumre mm., som du kan kontakte når behovet opstår.
Først lad mig understrege at det at række ud og søge om hjælp til en psykisk problematik er lige så legitimt, som at ringe til lægen og sige: “jeg er blevet forkølet” eller “jeg har ondt i knæet”, hvis ikke mere legitimt. Og set ud fra mit synspunkt, så burde det at vide hvor og hvordan man beder om hjælp, være en lige så indkodet ting, som det at ringe til vagtlægen eller tandlægen.
OBS har du det skidt, kan du også ringe til din egen læge og bede om at tale med ham/hende. Lægen kan dernæst henvise dig videre.
Men hvordan tager man så første skridt til at bede om hjælp og få det bedre?Det første skridt handler om at række ud, jeg ved godt at det kan være grænseoverskridende, men hvis du har nogen i dit netværk, som du føler du kan tale med, skal du tage kontakt til dem og fortælle hvordan du har det. Dernæst skal du ringe til din læge og hvis det virker for uoverskueligt, så kan du scrolle længere ned og finde numre, samt hjemmesider til anonym telefon- og chatrådgivning.
Næste skridt er at finde strategier, der kan hjælpe dig med at få det bedre når situationerne opstår og du får det skidt.
Der findes et hav af hold-ud-strategier derude, som kan være brugbare når man har det skidt, det handler bare om at finde dem, som fungere for dig!
Nedenfor, vil jeg liste nogen, som hjælper for mig – men husk på, at det der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig.Hold – ud – strategier
- Gå en tur
- Lyt til musik
- Mal
- Tegn i en tegnebog
- Lyt til en lydbog
- Se min yndlingsserie
- Lægge mig under min kugledyne
- Snakke med min kæreste, en ven eller mor
- Meditere
- Lægge mig på min pigmåtte
- Ringe til nogen
- Skrive i min notesbog
- Lave mad
- Sove
Da jeg var allerlængst nede, hvilket jeg har været nogle gange, så ville jeg sådan ønske at der fandtes en manual derude, som jeg kunne række ud efter og som kunne guide mig til hvordan jeg fik det bedre.
En betegnelse for sådan en manual hedder en kriseplan, som man som regel laver i samarbejde med en behandler, men jeg ser ingen grund til hvorfor du ikke selv kan lave sådan en. Imens jeg var tilknyttet psykiatrien er jeg stødt på behandlere, som flere gang har nævnt en kriseplan for mig, men ikke udtrykt præcis, hvad den indeholdte eller har udarbejdet en sammen med mig. Enten fordi at mine problematikker ikke blev anset for værende presserende nok eller fordi jeg ikke havde deciderede selvmordstanker. Men lad mig udtrykke at ud fra min optik, findes der mange handlinger, som burde blive anset, som selvdestruktive og i bund og grund et råb om hjælp. Jeg har ofte fundet mig selv i situationer, hvor jeg ville ønske at jeg havde en kriseplan ved hånden, selvmordstruet eller ej.Derfor vil jeg med dette indlæg gerne kunne være med til at oplyse om, hvad du kan gøre, hvis du nogensinde befinder dig selv i en psykisk ubehagelig situation, som du ikke selv føler at du kan slippe ud af.
Inden du går i gang med at lave en kriseplan, er der lidt forberedelse, du kan lave, så du har det hele klar til din plan.
- Lav en liste over alle de mennesker, som er betydningsfulde for dig og hvad der betyder noget for dig i dit liv.
- Lav en playliste med musik, som beroliger dig – igen tag et kig på “hold ud strategierne” og find dem, der virker for dig. Når jeg har det skidt, er det musik, som hjælper mig rigtig meget på vej.
Kriseplan
* Udkastet til denne, udarbejdede jeg i samarbejde med min behandler i foråret 2020 – hav blik for at de kan vidt forskellige ud og at dette bare er mit forslag, til hvordan én kan se ud. OBS de ting, som står på min plan er blot eksempler på hvad der hjælper mig – brug den ud fra hvad der virker for dig. – Copy paste, indsæt i word og print.
Jeg skal bruge kriseplanen når:
- Beskriv hvad der giver dig behov for en kriseplan – hvilke symptomer der er til stede, når du får det skidt og har lyst til at række ud efter din kriseplan.
Strategier og løsninger der kan aflede/berolige mig:
- Nedskriv strategier/løsninger, som kan berolige dig.
- Jeg har lavet en liste, som jeg skal læse, når de voldsomme tanker er der. Her har jeg skrevet ned, hvad der er betydningsfuldt for mig i mit liv, og hvem der betyder noget for mig. Jeg har skrevet ned, at jeg ikke ønsker at stoppe mit liv, og at jeg har håb og drømme for min fremtid.
- For at berolige mig selv, så skal jeg ligge mig under min kugledyne i min. 30 minutter. Dette kan hjælpe mig med at føle mig fastlåst og give mig ro og tryghed. Når jeg ligger under min kugledyne, så skal jeg lytte til min yndlings musik, som jeg har valgt på forhånd.
Netværk – hvem kan jeg kontakte:
- Min kæreste, forælder, ven
- Jeg kan kontakte Livslinien på telefon 70 201 201 (alle dage kl. 11-05)
- Jeg kan kontakte Psykiatrifondens telefonrådgivning: 39 25 25 25
- Jeg kan kontakte lms på deres telefonrådgivning åbent mandag 09:00 – 19:00 og tirsdag, onsdag og torsdag fra 16:00-19:00 på tlf.: 70101818 på deres hjemmeside findes også andre rådgivningsmuligheder: Rådgivning | LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (lmsos.dk)
- Jeg kan kontakte Psykiatrisk skadestue – se adr. og kontaktoplysninger længere nede i planen
Opbevaring:
- Denne plan vil jeg opbevare et sted, hvor jeg altid kan hive den ud, eks. på mit natbord, i min notesbog eller andet. – Min plan kan også laves i appen “MINPLAN Danmark” og downloades til din telefon.
Henvendelse i akutte situationer
Du kan henvende dig i Psykiatrisk Akutmodtagelse direkte uden henvisning eller telefonisk kontakt – Døgnåben akuttelefon, ring 1813
Akut hjælp i Region Hovedstaden åben 24 timer i døgnet
- Psykiatrisk Center Amager
Psykiatrisk Akutmodtagelse
Digevej 110
2300 København S
Telefon: 38 64 16 50
Optageområde: Tårnby, Dragør kommuner samt bydelen Amager Vest, Amager Øst i Københavns Kommune. Herudover tager akutmodtagelsen imod borgere fra København V og SV
- Psykiatrisk Center Ballerup
Psykiatrisk Akutmodtagelse
Maglevænget 2
2750 Ballerup
Telefon: 38 64 50 03
- Frederiksberg
Den Psykiatrisk Akutmodtagelse på Frederiksberg er lukket pr. 6. april 2015.
Borgere i lokalområdet skal i stedet kontakte Akut Psykiatrisk Hjælp på telefon: 38 64 37 36, hvorefter sygeplejerske og/eller læge kan besøge dig eller din pårørende i eget hjem for nærmere undersøgelse og behandling. Telefonen er døgnåben og besøg finder sted mellem kl. 8.00 og 22.00
- Psykiatrisk Center Glostrup
Psykiatrisk Akutmodtagelse
Nordstjernevej 29-31
Hovedbygning B
2600 Glostrup
Telefon: 38 64 06 71
Optageområde: Albertslund, Brøndby, Glostrup, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre, Vallensbæk kommuner. Herudover tager akutmodtagelsen i mod borgere fra Valby og Hvidovre.
- Psykiatrisk Center København
Psykiatrisk Akutmodtagelse
Tuborgvej 235, bygning 51
2400 København NV
Telefon: 38 64 73 60
Optageområde: Bydelene Bispebjerg, Brønshøj/Husum, Indre by, Nørrebro, Østerbro, Christianshavn i Københavns Kommune.
- Psykiatrisk Center Nordsjælland
Psykiatrisk Akutmodtagelse
Dyrehavevej 48
3400 Hillerød
Telefon: 38 64 32 00
Optageområde: Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm kommuner samt en del af Furesø Kommune
- Bornholm
Der er ingen psykiatrisk akutmodtagelse på Bornholm. Men du kan blive henvist til Psykiatrisk Center Bornholm gennem den somatiske akutmodtagelse på Bornholms Hospital, akuttelefonen 1813 eller din egen læge.
Psykiatrisk Center Bornholm
Helsevej 3
3700 Rønne
Telefon: 38 64 40 50Du kan henvende dig direkte på Akutmodtagelsen på Bornholms hospital eller kontakte Akuttelefonen 1813
Akut hjælp i Region Midtjylland
- Ved behov for akut psykiatrisk hjælp skal du ringe til din egen læge eller lægevagten på 70 11 31 31, som kan henvise dig til psykiatrisk modtagelse
- Psykiatrisk Rådgivningstelefon tilbyder hele døgnet anonym rådgivning til patienter og pårørende på tlf. 78 470 470. Bemærk at rådgiverne ikke kan yde behandling, ligesom du ikke kan blive indlagt via Rådgivningstelefonen.
- Modtagelse af psykiatriske patienter med akut behov for vurdering og behandling sker i skadestuen på Aarhus Universitetshospital i Skejby
Palle Juul-Jensens Boulevard 161, Indgang J3, 8200 Aarhus N
Akut hjælp i Region Nordjylland
- Psykiatrisk skadestue
Psykiatrien
Mølleparkvej 10
9000 Aalborg
Tlf. 97 64 37 00
De opfordre til at du kontakter egen læge eller vagtlægen, inden du møder op i skadestuen. Vagtlæge tlf. nr.: 70 150 300
- Telefonrådgivning
Psykiatrisk telefonrådgivning
Tlf. 98 13 42 02
Akut hjælp i Region Sjælland
- Psykiatrisk Akutmodtagelse – Roskilde
Poppelhus
Smedegade 16
4000 Roskilde
Tlf: 58 53 75 00
- Psykiatrisk Akutmodtagelse – Slagelse
Fælledvej 6
4200 Slagelse
Tlf: 58 53 64 20
- Psykiatrisk Akutmodtagelse – Vordingborg
Færgegaardsvej 15
4760 Vordingborg
Tlf: 58 53 70 30
Akut hjælp i Region Syddanmark
- Jylland – Psykiatrisk Akutmodtagelse for voksne fra 20 år i Vejle, Aabenraa og Esbjerg
- Psykiatrisk Akutmodtagelse Vejle, tlf. 99 44 77 90, Nordbanen 5, 7100 Vejle
- Fælles Akutmodtagelse Aabenraa, tlf. 99 44 56 59, Kresten Philipsens Vej 15, 6200 Aabenraa
- Psykiatrisk Akutmodtagelse Esbjerg, tlf. 99 44 67 00, Gl. Vardevej 101, 6715 Esbjerg N
– Fyn – Psykiatrisk Akutmodtagelse Odense
- Psykiatrisk Akutmodtagelse Odense, tlf. 99 44 91 40 eller tlf. 99 44 91 41 J.B. Winsløvs Vej 20 (indgang 224), 5000 Odense C
At få det bedre efter en psykisk lidelse eller udfordring, er ikke lige til og der findes ikke et quick fix, desværre. Det kræver hårdt arbejde, tid og enorme mængder styrke, så hav tålmodighed med dig selv og lyt til din krop. Hvis du ikke har overskud til at se dine venner eller ikke føler at du har energi til andet end at ligge under dynen, så er det helt okay. Giv dig selv ro, det har du brug for. Og så håber jeg inderligt at du søger om hjælp, du kan også altid skrive en besked til mig, hvis du har brug for nogen at tale med.
Du vil muligvis også synes om
It’s a funny thing, mental health
Mod til at italesætte psykisk sygdom
At være i tvivl efter endt uddannelse
