Her står jeg, som snart 28 årig og arbejder, som pædagog. En profession, som jeg har brugt 3,5 år at uddanne mig til. Under uddannelsen har jeg været igennem i alt fire praktikker, hvor jeg har haft muligheden for at snuse til faget og mærke praksis på egen krop. Efter hver praktik har jeg gang på gang, kunne bekræfte mig selv i at det pædagogiske arbejde, var lige det jeg skulle foretage mig og arbejde med. Jeg har ikke på et eneste tidspunkt været i tvivl. Lige indtil, jeg som for nyligt er begyndte at arbejde, som pædagog i min anden institution, efter jeg er blevet færdiguddannet. Nu er jeg for at være ærlig, blevet vaskeægte i tvivl om det pædagogiske felt, er det, som jeg vil beskæftige mig med. I sommers begyndte jeg på en kandidat i Didaktisk (Musikpædagogik) på DPU og troede at dette, skulle føre mig hen imod mine drømme. Men allerede kort efter jeg var begyndt, kunne jeg mærke at det ikke var noget for mig. Jeg følte mig ikke tilpas, følte mig forkert, bagud og langt dårligere end alle mine medstuderende.
Derfor valgte jeg efter et sammenbrud på 3 uger, at droppe ud. En beslutning, der ikke ligefrem lå til højrebenet. Jeg har aldrig prøvet at droppe ud af en uddannelse før, ikke fordi at min skolegang har været lineær, men jeg har altid fundet min vej og den her gang, var min vej bare noget ganske andet, end hvad jeg havde forventet. At droppe ud, betød for mig på det tidspunkt at jeg skulle give afkald på mine drømme og min forventninger om mig selv, de næste to år. Det var hårdt, og jeg følte at det var så forkert. Dette gjorde jeg blandt andet fordi jeg ikke kunne søge spejling i nogle af mine veninder. Jeg synes stadig det er svært og jeg ville inderligt ønske at det havde været den rette uddannelse for mig, men det var det ikke.
Generelt synes jeg det var svært at søge sparring hos andre studerende eller mennesker i min omgangskreds, der ligesom mig var i tvivl om deres uddannelsesvalg. Jeg forsøgte at google, for at finde frem til andre, som var droppet ud af en kandidatuddannelse, dog uden held. Inden jeg tog valget om at udskrive mig, skrev jeg til studievejledningen, som var enormt venlige og lydhøre overfor min situation.
Jeg søgte ind på DPU sidste år, ikke fordi jeg tænkte at jeg var færdig med det pædagogiske felt, men fordi jeg følte at det var der min energi lå og at jeg så dette, som en vigtig ting at følge. Jeg har i mange år levet et liv fyldt med ulykke og sorg, sorg over alt for mange flyt og tabte venskaber. Dette gjorde at jeg i mange år længes efter at få mit glædes behov opfyldt og også årsagen til at jeg i de fleste af mine ungdomsår ikke havde en uddannelse i tankerne, når folk spurgte hvad jeg ville læse. Mit eneste mål var egentlig at jeg bare ville være glad. Derfor tror jeg også at jeg har sat et mål for mig selv, der efterfølgende lyder på at hvis jeg ikke er glad et sted, så skal jeg finde noget andet. Dette motto, har været min stærke følgesvend i mange år og har givet mig luft under vingerne, men det har samtidigt også gjort at jeg ret hurtigt, måske for hurtigt afgør om et sted er det rette for mig.
Det var også dette motto, der gjorde at jeg søgte ind på pædagoguddannelse, da jeg i årene før havde arbejdet i en fantastisk børnehave, som virkelig fik mig til at føle at jeg var noget værd og som gjorde at jeg hver dag cyklede hjem med et smil på læberne.
Her tænkte jeg at et job indenfor den pædagogiske verden, ville gøre at jeg både kunne handle med mit hoved og hænder.
Men nu hvor jeg står her, stadig relativt nyuddannet og fem gange om ugen befinder mig i en daginstitution, er jeg virkelig i tvivl om det er faget for mig. Ligesom med kriseplanen, så ville jeg ønske at der fandtes en guide, til hvad man skal gøre, når man, som voksen er i tvivl om uddannelsesvalg. Der findes et hav af tests på nettet, som kan hjælpe dig med at finde ud af hvilken videregående uddannelse, du skal søge ind på. Men hvad gør du, hvis du søger hjælp til at finde ud af hvad dit næste skridt er efter du har taget en videregående uddannelse?
På mange måder føler jeg at det næsten er forbudt at være i tvivl og at droppe ud af en uddannelse. Det ligger næsten i ordet, at droppe ud, det kunne også bare hedde at skifte mening. For det er vel okay, eller?
Jeg føler at det er enormt svært at stå her hvor jeg står, og det gør at jeg føler mig enormt meget i vildrede.
Hvordan kan det også være at vi lever i et samfund, hvor alt skal gå så hurtigt, at vi helst skal vide hvad vi vil beskæftige os med, inden vi træder ud af folkeskolen? Sådan så vi kan foretage os målrettede valg i gymnasiet, der guider os direkte hen imod den karriere, som vi senere ønsker os at varetage.
Hvad med os, som er i tvivl og os, som har brug for at drømme, for at leve? Os, der har et behov for at vælge og vælge om igen, før vi finder den hylde, som vi vil være på. Eller os, som ikke har lyst til at ende, på én bestemt hylde, men hellere vil leve et liv, der åbner døre og er fyldt med et hav af hylder, som gør at vi higer efter noget, der er større end os selv. Er det ikke okay, at være i tvivl og træde ud, hvor man ikke kan bunde, bare for at prøve det?
Skriv et svar