Jeg synes det kan være svært at sige min mening højt, særligt hvis den ikke er ens med andres. Så nogle gange skal jeg virkelig tage mod til mig, før jeg deler noget, fordi jeg er så bange for at blive dømt, grint af eller at andre tænker jeg er dum.
Jeg kan mærke det, som fysisk ubehag hvis nogle spørger mig, hvad jeg mener eller synes om noget og det er lige meget, om jeg så har et svar i mit hoved, eller ikke har. Sandsynligvis har jeg det altid, da min hjerne, som regel altid er på arbejde. Men selvom jeg så har et svar i hovedet, skal der virkelig meget til at jeg siger det højt. Eller sådan har det i hvert fald, været i mange år, siden jeg gik i folkeskolen og måske også før.
Her inden for det sidste års tid, har jeg dog også kunne mærke en stor forandring, til min normalle adfærd og handlinger. Jeg tør meget mere, både i forhold til mig selv, men også i sammenspillet med andre mennesker, hvilket er noget, jeg aldrig troede ville ske, men nu er i gang med at ske!
Og det er fantastisk at opleve, særligt når det kommer bag på mig og jeg kan have en oplevelse af at sige til mig selv, hov gjorde jeg virkelig lige det?
Dette har jeg faktisk et ret tydeligt eksempel på, fra i fredags, hvor jeg var på restaurant med min mor og vi spiste på Wedo, og jeg fortalte at hvis man ikke kan spise alt sin mad op, kan man få en beholder, til at tage det med hjem. Hvortil min mor spurgte om jeg så ikke lige gik op for at hente sådan en. Et helt naturligt spørgsmål og sikkert for mange, et helt normalt svar, ville dannes i deres hoveder og føres på deres læber. Men inde i mig, kunne jeg mærke at alt strittede og min hjerne sagde: “NEEEEEEJ, tak”.
Men det vilde er, at jeg sagde: “jo” og så gjorde jeg det, alligevel.
Det med at skulle vide på forhånd hvad jeg vil sige eller have forberedt emner til, tror jeg faktisk at jeg har brugt, som en sikkerhedsstrategi, til at komme gennem sociale arrangementer eller også bare socialt samvær med andre mennesker. Jeg ville gøre sådan at jeg på forhånd ville tænke over hvilke mennesker, der ville være til stede og så udtænke mig, hvilke mennesker jeg ville kunne føre en samtale med, for at være sikker på, ikke at se dum ud og også ofte udtænke hvad jeg ville sige, sådan så jeg var helt på den sikre side. Dette gøre jeg stadig, men ikke helt på samme niveau, som jeg gjorde før.
Nu bruger jeg ikke lige så meget energi på at udtænke mig samtaler på forhånd eller forberede mig mentalt, men jeg vil stadig gerne vide, hvilke mennesker der er til stede og hvor vi skal hen. Jeg er derfor ikke særlig god til overraskelser, da jeg på den måde, slet ikke har mulighed for at forberede mig på noget, som helst.
Det kan være at det for nogen lyder, som det mest almindelige, fordi de også selv gøre det også kan det være at for andre, lyder det som enormt meget arbejde, for en lille ting, som fx at skulle på café med sine veninder. Og ja, det er hårdt og drænene og jeg vil bestemt heller ikke anbefale det til nogen. Men fordi det er en sikkerhedsstrategi, så kan det også hjælpe med at fjerne noget ubehag fra mine skuldre, da jeg på den måde ikke føler at jeg skal sidde og opfinde mit manuskript på stedet og særligt når jeg er i samtale med andre mennesker og derved ender med faktisk ikke at være til stede, fordi jeg bruger al min energi på at udtænke det rigtige svar.
Så hvis det ikke lykkedes for mig at deltage i samtalerne hver gang, så er det også okay.
Og at det er okay, er virkelig noget jeg har skulle lære mig selv. Da jeg var yngre, ville jeg altid slå mig selv i hovedet over alle de ting, som jeg ikke gjorde godt nok og jeg kunne ende med at blive helt enormt stille i selvskaber, fordi jeg brugte så meget energi på at tænke over hvad jeg ville sige.
Men min psykiske udfordringer er ikke min skyld og derfor skal jeg heller ikke skyde skylden på mig selv. I stedet skal jeg forsøge at se på mig selv med milde øjne og tålmodighed.
Tålmodighed og omsorg for mig selv og mine udfordringer. Forståelse, accept og respekt for at recovery tager tid og at komme sig over eller gennem psykisk sygdom er en proces. At jeg ikke altid skal tage modet til mig, for at sige noget, fordi jeg er mentalt flad eller fordi jeg har brug for en pause.
At alle mennesker ikke er helt ovenpå hele tiden og at det er okay.
Skriv et svar