Det vi ikke taler om

Hej blog,
når, nu er det noget tid siden at jeg har skrevet herinde… Da jeg begyndte min blog, tænkte jeg at jeg skulle udgive et nyt blogindlæg, én gang om ugen, at dette var realistisk for mig og at det ville give mig et frirum og det gjorde det også. Samtidigt gav det mig også præstationsangst og en lille stemme, der hver dag, ville stå udenfor min dør og banke på og sige: “skal du ikke udgive noget nyt?”
Jeg har en masse idéer og det er bestemt ikke det der stopper mig. Men at give noget af sig selv, at tage sig den tid, som det tager at skrive et indlæg, kan være svært. Dette indlæg, skal ikke have fokus på, at det kan være svært at få udgivet, men jeg vil gerne klargøre, måske mest for mig selv, at det at opretholde kreative hobbyer, kræver en disciplin og overskud, samt forståelse for at vores interesser, ændre sig gennem livet og livets perioder.

Det at skrive giver mig et enormt drive og at vide at der er andre mennesker, som læser med, fylder mig med glæde. Min hensigt med denne blog, var at skabe en platform, til at tale om psykisk sygdom og dele ud af mine erfaringer. Men hvad gør man, når det man gerne vil ud med, faktisk viser sig at se helt anderledes ud i virkeligheden? 
Jeg vil gerne være en stemme, for folk, som ikke tør at dele deres historie med omverdenen, netop ved at dele min. Jeg vil enormt gerne hjælpe mennesker og være med til at bryde tabuet. 

Efter min sidste behandling blev afbrudt i januar, har jeg været sådan i tvivl om hvilken vej jeg skulle gå. Både i forhold til min uddannelse, karriere og psykiske helbred. Jeg følte at tæppet blev revet væk, under mine fødder og at mine følelser og udfordringer, ikke var legitime eller ægte. Jeg negligerede mig selv, fuldstændig, samtidig med at jeg skulle stå til ansvar for en masse børn, kollegaer og forældre på en ny arbejdsplads.
Jeg tog op til min læge, for at drøfte nogle ting og hun valgte at henvise mig til Stolpegården, et psykiatrisk center, som jeg før har gået på. At blive tilbage henvist, fik mig til at føle at jeg var en fiasko, at bede om hjælp fra samme sted, som havde ydet deres allerbedste, for at give mig den rette hjælp, i en længere periode, end normeret tid. Jeg skylder dem en del. Måske var det også derfor at jeg følte at jeg kom krybende tilbage på hænder og fødder og så alligevel ikke, for det som er anderledes fra januar og til nu, er at jeg faktisk har fået det godt!
Det er første gang i fire år, at jeg ikke går i terapi, hvilket jeg har frygtet så inderligt ville gå galt, men det er det ikke og det er så enormt befriende.
Jeg er endt på en arbejdsplads, som hylder mig, for mig og bestemt ikke er bange for at fortælle det.

Planen er at jeg skal påbegynde behandling, midt juni og selvom psykologen på Stolpegården fortalte mig at der er chance for at jeg kan få det endnu bedre end jeg har det, så er jeg også så ufattelig bange, for at det går den anden vej. For det er så enormt hårdt, at arbejde med sig selv og gøre det kontinuerligt i et halvt år, 1-2 gange om ugen.
Tænk, hvis jeg kan få det endnu bedre, end jeg har det nu og at behandlingen kan gøre at jeg langsigtet klarer mig bedre og omvendt tænk, hvis det trækker mig ned i mine mørke perioder …

Der er noget, som trækker i mig og jeg kan ikke finde ud af om det er frygten for det uvisse, som skræmmer mig mest eller tanken om, at jeg ikke kan bede om hjælp, fra det offentlige, når jeg reelt set, ikke har det skidt?
Der er altid nogen, som vil have det værre end mig, men der kommer også altid til at være folk, som har det bedre og bare fordi at de har det bedre, betyder det så at de ikke kan modtage hjælp?
Min diagnose, vil jo altid være en del af mig og på den måde, kan jeg sådan set altid bede om hjælp til at håndtere den. Hvornår er man berettiget til at søge hjælp – og skal man fejle noget eller have været udsat for noget?
Det er noget, som jeg i mit hoved skal finde ud af. Umiddelbart, ville jeg sige nej og at det at bede om hjælp, samt modtage hjælp altid er legitimt, men for mig, handler dette virkelig om at gå imod alle de impulser, som jeg har inde i mig. 

Jeg har aldrig turdet bede om hjælp, det har altid været en indkodet synd i mig og jeg forsøger hver dag, at kæmpe mig ud af den. Dette gør også at jeg har virkelig svært ved at vise min usikkerhed. Det kan godt være, at den kan ses, men jeg vil helst ikke selv gøre opmærksom på den. Det skal jeg jo helst, så jeg ikke behøver at gå igennem det alene og det er svært. 
Mon, der er andre, som har det ligesom mig?