• Lifestyle

    Hvorfor har jeg ikke sagt det, før?

    Psykisk sygdom, diagnoser, sårbarheder og hvorfor det ikke er lige så svært at tale om længere.

    I dag talte jeg med en projektleder i ”sig det højt”, som er den frivillige organisation, jeg arbejder i og jeg fortalte ubesværet om mine psykiske diagnoser og erfaringer med behandling. Jeg skriver ordet ”ubesværet”, da der var et tidspunkt i mit liv, hvor jeg nærmest ikke kunne få ordene ud over mine læber, nærmest ikke engang sige ordene ”psykisk sygdom” eller ”psykisk sårbar”. Det var så skræmmende, skamfuldt og ubehageligt at skulle sige højt, at jeg nærmest viskede, eller sagde ord, der lød som om. Ofte har jeg også brugt andre ord, end mine egentlige diagnoser, til at beskrive mine psykiske udfordringer, af frygt for hvad folk ville tænke.

    Men nu, er jeg ikke lige så bange mere.

    Måske kommer det af modenhed at arbejde med psykisk sygdom og sårbare mennesker, som en del af mit frivillige arbejde, ved siden af min deltidsstilling, som pædagog. Måske kommer det af selvindsigt, egen læring, omsorg og forståelse. Eller måske, er det en blanding af alle tingene.
    Om ikke andet, er jeg i hvert fald et andet sted nu, end jeg har været før. Det er spændende, lærerigt og glædesfyldt.

    Jeg øver mig stadig i at dele hele mig og ikke føle at jeg skal være på en anden måde, eller gemme sider af mig selv væk. Det tager tid, men heldigvis har vi kun god tid, som jeg plejer at sige til skovbadning.

    Min tid er min egen, hvordan jeg planlægger den eller rundt om den, er op til mig. Hvordan jeg bruger min fritid, tanketid, omsorgstid, gåtid, væretid, er også op til mig og ikke mine diagnoser. Jeg bestemmer, jeg har styringen. Og nej, at komme sig over psykisk sygdom handler ikke om kontrol, men det handler om forståelse, accept og tro. Forståelse af sig selv og ens sårbarheder, accept af sig selv og hvor man er, og tro på at det godt kan blive bedre, også selvom man har dage, hvor det går værre.

    Måske kommer min succes, med at sige det højt, fra min egen recovery proces og min succes med at instruere andre i det samme.

    Dette år, har virkelig lært mig en del. Sidste år begyndte mit mentorskab for en ung, med psykisk mistrivsel, som jeg mødtes med hver 14 dag og, som i november/december begyndte at få det, så skidt at hun ikke havde lyst til at være i verden mere. Det ramte mig dybt, både fordi jeg selv har haft den følelse, da jeg var yngre, men også fordi hun turde at fortælle mig det. Heldigvis har hun det bedre nu og vi har stadig kontakt.
    I sommers, begyndte jeg et samarbejde med Kristine Stricker Hestbech om at lave skovbadning i præstegårdshaven i Havdrup, med et tema om at gå ind i mørket og hvordan vi håndtere angsten, der kan dukke op undervejs, samt at favne, det farverige efterår.
    Dette forløb sig, til og med december og nu er vi begyndt igen og afholder skovbadning én gang om måneden, her i foråret også i Havdrup.

    Samtidigt har jeg også tilbudt skovbadning gennem organisationen ”spiseforstyrrelser og selvskade”, for sårbare unge, i efteråret, sammen med min kollega Katrine Ladefoged Bach. Men efter en sæson, med meget få deltagere og en svær kommunikation med foreningen, valgte vi at lave vores eget. Så nu hedder vi ”Luft-til-tanker” og laver skovbadning/tanke luftning, på Vestre kirkegård, to gange om måneden, for alle der skulle have lyst.

    Mit frivillige arbejde, giver mig en enorm energi, særligt fordi det at lave skovbadning, både fungere, som et sted, hvor jeg kan instruere andre i at finde ro, men også som et sted, hvor der er plads til mig, lige som jeg er. Skovbadning har på mange måder, for mig været en recovery proces, særligt da jeg selv var deltager, men også nu hvor jeg er instruktør og guider andre. Naturen giver mig sådan en ro, en ro, som jeg har længtes efter, måske hele mit liv. I hvert fald, hele mit voksne liv. Da jeg var barn, opholdt jeg mig enormt meget i naturen, både alene, i leg, når jeg ville på eventyr, men også når min mor var i haven. Vi kommunikerede ikke og jeg vidste muligvis ikke hvor hun var (haven var stor), men jeg vidste at hun var der og det var tryghed, nok for mig.

    Så ja, nu er jeg her og er ikke længere lige så bange for at fortælle at jeg kæmper med psykisk sygdom og at det til tider, afholder mig fra at gøre alt det, som jeg gerne vil. At jeg ikke altid kan deltage i sociale arrangementer, at jeg er ekstremt dårlig til at sige nej, at jeg undgår konflikter for alt i verden, at jeg ikke bryder mig om at spise foran andre, at jeg overtænker alt – hele tiden. At jeg bedst lader op sammen med min kone, eller i naturen, at jeg fortrækker at være alene – fremfor omgivet af mennesker, at jeg frygter at skulle sige min mening højt og derfor ofte tier stille, at jeg hader at tale i telefon, at jeg ofte føler at jeg burde skamme mig over fysisk sygdom eller skader og derfor ikke siger det højt, at jeg ikke er god nok, som jeg er.

    Og samtidig er det heldigvis ikke kun disse tanker, som fylder. Det er også: at jeg er lige, som jeg skal være. At jeg godt må være her. At jeg er god nok og ikke skal ændre på mig selv, for at passe ind. At jeg er god til at lytte. At jeg elsker at være kreativ. At jeg godt kan lide at synge. At jeg godt kan lide mit job. At jeg godt må se ud, som jeg gør og at min familie ikke elsker mig mindre, selvom jeg er tyk. At jeg har en fantastisk kone. At jeg ved hvad jeg har brug for, når jeg har svært. At jeg er enormt empatisk. At jeg let, kan spotte hvis andre er i mistrivsel. At jeg altid har mine antenner ude (denne er både god, og mindre god). At jeg kan slappe af, i mit eget selskab. Og at jeg føler mig fri og ikke længere fange, at mit eget sind.

    Og at selvom mine diagnoser og psykisk sygdom, giver bump på vejen, kan de heldigvis også bruges, som superkræfter. Jeg tror på nogen måder, at jeg kender mig selv bedre, takket være mine psykiske sygdom og diagnoser.
    Erfaringen og læringen af dem, gør nemlig at jeg har lært mig selv og mine følelser, rigtig godt at kende og ved, hvornår jeg har brug for at tage en pause, samt fortælle at jeg har det svært.

    Tak for at læse med

    • Ida Stricker Previati Hestbech, pædagog, skovbadningsinstruktør
  • Lifestyle

    Husker du på, at din stemme er lige så vigtig, som alle andres?

    Jeg synes det kan være svært at sige min mening højt, særligt hvis den ikke er ens med andres. Så nogle gange skal jeg virkelig tage mod til mig, før jeg deler noget, fordi jeg er så bange for at blive dømt, grint af eller at andre tænker jeg er dum.

    Jeg kan mærke det, som fysisk ubehag hvis nogle spørger mig, hvad jeg mener eller synes om noget og det er lige meget, om jeg så har et svar i mit hoved, eller ikke har. Sandsynligvis har jeg det altid, da min hjerne, som regel altid er på arbejde. Men selvom jeg så har et svar i hovedet, skal der virkelig meget til at jeg siger det højt. Eller sådan har det i hvert fald, været i mange år, siden jeg gik i folkeskolen og måske også før.

    Her inden for det sidste års tid, har jeg dog også kunne mærke en stor forandring, til min normalle adfærd og handlinger. Jeg tør meget mere, både i forhold til mig selv, men også i sammenspillet med andre mennesker, hvilket er noget, jeg aldrig troede ville ske, men nu er i gang med at ske!
    Og det er fantastisk at opleve, særligt når det kommer bag på mig og jeg kan have en oplevelse af at sige til mig selv, hov gjorde jeg virkelig lige det?

    Dette har jeg faktisk et ret tydeligt eksempel på, fra i fredags, hvor jeg var på restaurant med min mor og vi spiste på Wedo, og jeg fortalte at hvis man ikke kan spise alt sin mad op, kan man få en beholder, til at tage det med hjem. Hvortil min mor spurgte om jeg så ikke lige gik op for at hente sådan en. Et helt naturligt spørgsmål og sikkert for mange, et helt normalt svar, ville dannes i deres hoveder og føres på deres læber. Men inde i mig, kunne jeg mærke at alt strittede og min hjerne sagde: “NEEEEEEJ, tak”.
    Men det vilde er, at jeg sagde: “jo” og så gjorde jeg det, alligevel.

    Det med at skulle vide på forhånd hvad jeg vil sige eller have forberedt emner til, tror jeg faktisk at jeg har brugt, som en sikkerhedsstrategi, til at komme gennem sociale arrangementer eller også bare socialt samvær med andre mennesker. Jeg ville gøre sådan at jeg på forhånd ville tænke over hvilke mennesker, der ville være til stede og så udtænke mig, hvilke mennesker jeg ville kunne føre en samtale med, for at være sikker på, ikke at se dum ud og også ofte udtænke hvad jeg ville sige, sådan så jeg var helt på den sikre side. Dette gøre jeg stadig, men ikke helt på samme niveau, som jeg gjorde før.
    Nu bruger jeg ikke lige så meget energi på at udtænke mig samtaler på forhånd eller forberede mig mentalt, men jeg vil stadig gerne vide, hvilke mennesker der er til stede og hvor vi skal hen. Jeg er derfor ikke særlig god til overraskelser, da jeg på den måde, slet ikke har mulighed for at forberede mig på noget, som helst.

    Det kan være at det for nogen lyder, som det mest almindelige, fordi de også selv gøre det også kan det være at for andre, lyder det som enormt meget arbejde, for en lille ting, som fx at skulle på café med sine veninder. Og ja, det er hårdt og drænene og jeg vil bestemt heller ikke anbefale det til nogen. Men fordi det er en sikkerhedsstrategi, så kan det også hjælpe med at fjerne noget ubehag fra mine skuldre, da jeg på den måde ikke føler at jeg skal sidde og opfinde mit manuskript på stedet og særligt når jeg er i samtale med andre mennesker og derved ender med faktisk ikke at være til stede, fordi jeg bruger al min energi på at udtænke det rigtige svar.

    Så hvis det ikke lykkedes for mig at deltage i samtalerne hver gang, så er det også okay.

    Og at det er okay, er virkelig noget jeg har skulle lære mig selv. Da jeg var yngre, ville jeg altid slå mig selv i hovedet over alle de ting, som jeg ikke gjorde godt nok og jeg kunne ende med at blive helt enormt stille i selvskaber, fordi jeg brugte så meget energi på at tænke over hvad jeg ville sige. 

    Men min psykiske udfordringer er ikke min skyld og derfor skal jeg heller ikke skyde skylden på mig selv. I stedet skal jeg forsøge at se på mig selv med milde øjne og tålmodighed. 

    Tålmodighed og omsorg for mig selv og mine udfordringer. Forståelse, accept og respekt for at recovery tager tid og at komme sig over eller gennem psykisk sygdom er en proces. At jeg ikke altid skal tage modet til mig, for at sige noget, fordi jeg er mentalt flad eller fordi jeg har brug for en pause. 

    At alle mennesker ikke er helt ovenpå hele tiden og at det er okay. 

  • Uncategorized

    Hamsterhjulet

    For nogle uger siden, mærkede jeg for første gang i et stykke tid, en fællesskabsfølelse, som er en fantastisk og altomsluttende følelse. Det er en følelse, som jeg håber at alle får mulighed for at mærke en gang imellem, i deres liv. 
    D. 14 november blev jeg færdig med en mentoruddannelse for “sig det højt”, der arbejder på at nedbryde tabuet om psykisk sygdom og at sige det højt, når det er svært. 
    Vi var kun fem deltagere i uddannelsen og det var det fedeste. At mærke en nærhed til de andre deltagere og være sammen om noget, som står os alle nært og er en enorm vigtig sag for os alle. 
    Jeg er så glad for at jeg gjorde det, selvom jeg havde tænkt at jeg måske ikke var klar. Men for helvede det er jeg sgu’ og min hjerne skal fandme ikke have lov til at styre hele mit liv. Jeg må godt have lov til at tage styringen for eget liv! Også selvom jeg ikke er helt rask eller ude af “recovery”. 

    Psykisk sygdom er ikke lineær og det er recovery heller ikke. Det tager tid og er periodisk. At psykisk sygdom er periodisk, har taget mig enormt lang tid at lære at forstå og jeg øver mig stadig. Men bare fordi noget er periodisk betyder det ikke at jeg skal have et dårligt eller svært liv, det betyder bare at jeg skal kende mig selv, godt nok til at vide, hvornår jeg skal tage en pause og passe på mig selv. Hvilket vi nok alle skal og har brug for. 
    Nogle gange, tror jeg at vi alle bliver fanget i et hamsterhjul, som vi kalder hverdag, hvor vi hver dag står op og går i gang med at løbe, og alle de opgaver vi får sendt vores vej, tager vi med ind i hjulet og stopper først så snart at hjulet er gået i stykker eller at vi har løbet så meget, at vores ben ikke kan holde os mere. 
    Det er farligt, men det er også svært at komme ud af, især, hvis det er en hverdag, der er en lille smule ude af vores kontrol, så at sige, at der også er andre, som har en terning i spillet og f.eks. bestemmer, hvordan vores arbejdsform ser ud, eller hvordan de ting vi involvere os i, bliver rammesat.
    Og ja, vi har selv en mening og brik i dette, men det kan stadig være enormt svært at mærke, hvornår det er tid at trække i bremsen og passe på os selv. Slå os selv hjem, så at sige – at tage et skridt til siden, eller bede andre om hjælp. 

    Det kan være svært at vide, fordi hamsterhjulet og hverdagen kører så hurtigt, men det er muligt at skabe kontraster, vi skal også bare passe på at vores kontraster ikke bliver så store, at vi slår os selv helt ud af spillet. At vi bruger en hel weekend på at koble af, for så at stige på samme hurtigkørende hjul om mandagen. Eller at vores kontraster bliver så små at vi aldrig kommer ned i gear, at vi aldrig får trukket bremsen og passer på os selv. 

    Hvorfor skriver jeg dette? 
    Det gør jeg, fordi jeg kan mærke hamsterhjulet pulsere i mine årer og jeg kan høre mine uendelige tanker om alle de ting, som jeg skal huske at gøre i ugens løb. Jeg skriver det også, da december måneden kan opleves som et hamsterhjul på speed, der suser gennem de mørke dage og først holder fri, når januar rammer og vi har brugt alt vores energi. 

    Lige nu kan jeg mærke hamsterhjulet, hver søndag, når jeg tænker på alle de ting, jeg skal lave i ugens løb og forsøger at skabe overblik over, hvornår jeg skal arbejde, til terapi, frivilligt arbejde og hvornår jeg kan SLAPPE af.
    Især sidste del er enorm vigtig for mig, hvilket den nok er for alle. Men jeg ser alle ting, jeg skal foretage mig, gode eller mindre gode, som forstyrrelser, jeg skal igennem. Jeg har lært at acceptere det og det irritere mig ikke på samme måde, som det har gjort før i tiden. Men det er en måde for mig at afgøre, hvad der giver mig energi og hvad der dræner mig. 
    Ved at vide dette, har jeg også mulighed for at udskyde min nervøsitet og ængstelighed over bestemte ting jeg skal lave i ugens løb, som gør mig usikker. Udskyde det til jeg er “nødt” til at bekymre mig om det, sådan så jeg ikke bærer på denne nervøsitet gennem hele ugen og hver dag. 

    December måned og jul er på mange måder en magisk og fantastisk tid, men det kan samtidig også være rigtig svær for mange, samt meget kaotisk. 
    Julen er kendt, som hjerternes fest, hvilket er så fint. Men december er også nærmest stemplet til at skal være sammen med andre og næsten også hele tiden. “Julen er hjerternes fest” “hjerternes”, ikke kun “hjertets” fest. Nej, julen skal fejres i fællesskab med andre, hvilket jo er skønt hvis du har andre at fejre denne tid med, men hvis du ikke har, må det være en enormt ekskluderende følelse eller et stort pres, til at finde nogle, at fejre det med. 

    Det samme med nytår, jeg har altid haft den opfattelse af at nytår skal fejres med andre, og helt til fest eller med mange mennesker, hvorfor jeg har følt mig enormt forkert, når jeg har fejret nytår på den stik modsatte måde. 
    Ordet fællesskabsfølelse betegnes som følelsen af at høre sammen med en gruppe mennesker og ordet gruppe betegnes som samlingen af individer, men samlingen af individer behøver sådan set ikke at være mere end to – de fleste har nok i deres skoletid hørt underviseren sige, “nu skal I finde sammen i grupper af to.” Så hvis en gruppe kan udgøres blot af to personer, så formår jeg rent faktisk at leve op til forventningerne om at holde nytår i en gruppe, selvom den gruppe kun består af min kone og jeg… 

    Hvis julen er hjerternes fest og vi skal hylde, samt fejre hinanden og fællesskabet, så må vi også huske at gøre det resten af året. Måske kan december måned være en påmindelse om at vi skal huske at værdsætte vores nære og kære, hele året. 
    Måske kan vi omsætte nogle af vores juletraditioner, til også at ske i januar eller februar – proportionere det lidt ud, så vi ikke skal have så travlt og så vi ikke kun skal hylde december, men alle månederne.
    Lave kreative projekter i januar, med vores familie og venner eller invitere til februar/juni middag og bare fejre hinanden. 

    Selvom vi i Danmark taler meget om at vi skal nære fællesskabet i samfundet, så gælder det også om at finde det fællesskab, som vi føler vi kan være os selv i og som vi føler giver os energi, samt huske at vi selv definerer vores fællesskaber.

  • Uncategorized

    It’s a funny thing, mental health

    It’s a funny thing, mental health. 
    One day, you can wake up and it can feel like you are on top of your game, like everything is just going your way, and the next it can feel like the world is crumbling beneath your feet. 
    It’s like a magic spell, for me at least. 
    Some days, I wake up, and even before I open my eyes, I already know, that during the night, all my energy has somehow been drained from me, and I have to get a hold of my spare energy tank, that is also very empty, because this isn’t the first time, this month, that I have had to borrow energy from there.  
    Waking up, and knowing that you have no energy, but still have to meet the expectations of getting up, getting dressed, and going to work. The work, where I am expected to greet everyone with a smile, energy and lots and lots of small talk, is very hard. 

    Sometimes I can find myself talking to my coworkers and experience how the words just fall out of my mouth, even though my brain is completely frozen and stuck in low battery mode. I don’t know where those superpowers come from, they are just there. 
    I don’t know how introverts get through a world that is built up about being extroverted and meeting all the standards, of going out, talking, existing, being alive with other people. 
    Most days, the only thing I feel like is staying inside, in my apartment, in bed and just lay there, lay there till the dark days are gone, and I have energy again. 

    Feeling like this is bad, but having to speak up about it, can sometimes feel even worse. Sometimes I’m not sure, whether or not I imagine it or if it is actually happening. 
    I want to let people know how I am feeling, but having dealt with this for 10+ years, I know that half of the people won’t understand, even though I try to explain and end up having to listen to them telling me about different ways of getting rid of my feelings. 
    And the other half won’t know what to say, so either they say nothing or they just change the subject. Somewhere in between those two halfs, there is of course, those people who actually listen, who don’t compare, don’t project the light onto themselves, don’t tell me that they know exactly how I feel and that everybody feels that way.
    I wish that there were more of these people, but if you haven’t been taught or learned how to do so, you won’t know.
    So therefore, it’s easier, sometimes to not say anything. 

    One of my dilemma’s is also, since I have dealt with this for so long, I am always in a constant limbo of whether or not, I should tell the people close to me, how I am feeling or if it would be better for them, not to know, so that I don’t burden them with my problems, and they don’t always have to feel like, they have to take care of me. 

    I wish that I could be like a wizard sometimes, so I could have some control of how I am feeling. But having suppressed my feelings for more than a decade, it makes sense that now they want to live their own life. 

  • Uncategorized

    Dagens tanker

    Hej blog,
    når, nu er det noget tid siden at jeg har skrevet herinde… Da jeg begyndte min blog, tænkte jeg at jeg skulle udgive et nyt blogindlæg, én gang om ugen, at dette var realistisk for mig og at det ville give mig et frirum og det gjorde det også. Samtidigt gav det mig også præstationsangst og en lille stemme, der hver dag, ville stå udenfor min dør og banke på og sige: “skal du ikke udgive noget nyt?”
    Jeg har en masse idéer og det er bestemt ikke det der stopper mig. Men at give noget af sig selv, at tage sig den tid, som det tager at skrive et indlæg, kan være svært. Dette indlæg, skal ikke have fokus på, at det kan være svært at få udgivet, men jeg vil gerne klargøre, måske mest for mig selv, at det at opretholde kreative hobbyer, kræver en disciplin og overskud, samt forståelse for at vores interesser, ændre sig gennem livet og livets perioder.

    Det at skrive giver mig et enormt drive og at vide at der er andre mennesker, som læser med, fylder mig med glæde. Min hensigt med denne blog, var at skabe en platform, til at tale om psykisk sygdom og dele ud af mine erfaringer. Men hvad gør man, når det man gerne vil ud med, faktisk viser sig at se helt anderledes ud i virkeligheden? 
    Jeg vil gerne være en stemme, for folk, som ikke tør at dele deres historie med omverdenen, netop ved at dele min. Jeg vil enormt gerne hjælpe mennesker og være med til at bryde tabuet. 

    Efter min sidste behandling blev afbrudt i januar, har jeg været sådan i tvivl om hvilken vej jeg skulle gå. Både i forhold til min uddannelse, karriere og psykiske helbred. Jeg følte at tæppet blev revet væk, under mine fødder og at mine følelser og udfordringer, ikke var legitime eller ægte. Jeg negligerede mig selv, fuldstændig, samtidig med at jeg skulle stå til ansvar for en masse børn, kollegaer og forældre på en ny arbejdsplads.
    Jeg tog op til min læge, for at drøfte nogle ting og hun valgte at henvise mig til Stolpegården, et psykiatrisk center, som jeg før har gået på. At blive tilbage henvist, fik mig til at føle at jeg var en fiasko, at bede om hjælp fra samme sted, som havde ydet deres allerbedste, for at give mig den rette hjælp, i en længere periode, end normeret tid. Jeg skylder dem en del. Måske var det også derfor at jeg følte at jeg kom krybende tilbage på hænder og fødder og så alligevel ikke, for det som er anderledes fra januar og til nu, er at jeg faktisk har fået det godt!
    Det er første gang i fire år, at jeg ikke går i terapi, hvilket jeg har frygtet så inderligt ville gå galt, men det er det ikke og det er så enormt befriende.
    Jeg er endt på en arbejdsplads, som hylder mig, for mig og bestemt ikke er bange for at fortælle det.

    Planen er at jeg skal påbegynde behandling, midt juni og selvom psykologen på Stolpegården fortalte mig at der er chance for at jeg kan få det endnu bedre end jeg har det, så er jeg også så ufattelig bange, for at det går den anden vej. For det er så enormt hårdt, at arbejde med sig selv og gøre det kontinuerligt i et halvt år, 1-2 gange om ugen.
    Tænk, hvis jeg kan få det endnu bedre, end jeg har det nu og at behandlingen kan gøre at jeg langsigtet klarer mig bedre og omvendt tænk, hvis det trækker mig ned i mine mørke perioder …

    Der er noget, som trækker i mig og jeg kan ikke finde ud af om det er frygten for det uvisse, som skræmmer mig mest eller tanken om, at jeg ikke kan bede om hjælp, fra det offentlige, når jeg reelt set, ikke har det skidt?
    Der er altid nogen, som vil have det værre end mig, men der kommer også altid til at være folk, som har det bedre og bare fordi at de har det bedre, betyder det så at de ikke kan modtage hjælp?
    Min diagnose, vil jo altid være en del af mig og på den måde, kan jeg sådan set altid bede om hjælp til at håndtere den. Hvornår er man berettiget til at søge hjælp – og skal man fejle noget eller have været udsat for noget?
    Det er noget, som jeg i mit hoved skal finde ud af. Umiddelbart, ville jeg sige nej og at det at bede om hjælp, samt modtage hjælp altid er legitimt, men for mig, handler dette virkelig om at gå imod alle de impulser, som jeg har inde i mig. 

    Jeg har aldrig turdet bede om hjælp, det har altid været en indkodet synd i mig og jeg forsøger hver dag, at kæmpe mig ud af den. Dette gør også at jeg har virkelig svært ved at vise min usikkerhed. Det kan godt være, at den kan ses, men jeg vil helst ikke selv gøre opmærksom på den. Det skal jeg jo helst, så jeg ikke behøver at gå igennem det alene og det er svært. 
    Mon, der er andre, som har det ligesom mig?

  • Uncategorized

    Stilhed dræber

    Kære du, du skrev til mig og spurgte hvordan det gik,
    jeg svarede dig i fuld ærlighed, 
    tænkte at du ville forstå
    Men nu respondere du i stilhed
    og jeg føler blot ærgrelse og tomhed

    Hvad sker der, når vi mennesker ikke kan spejle os i andre, og heller ikke kan få medhold fra vores omverden?
    Så bliver vi stille, indadvendte, isolerede og kede. Vi holder simpelthen op med at søge kontakt til andre, fordi vi ud fra erfaring ved at de ikke vil forstå. 
    Men hvis vi vender ryggen til vores netværk, så har vi ingen, som kan samle os op når vi er nede. 
    Det kan være svært, som pårørende at vide, præcis hvordan man skal hjælpe sine nærmeste. Derfor tror jeg også, helt uden at vi ved af det, at vi forsøger at hjælpe/reparere/fixe, det andet menneske, fordi vi ikke kan holde ud af de har det dårligt. Men det at fortælle et andet menneske, hvordan de skal fixe deres problemer eller komme med gode råd, kan til tider føles, som om at den anden person ikke forstår, eller lytter. 

    Der er en stor tendens til, at når vi påtaler psykisk sygdom, så klapper folk i. Enten fordi de synes det er så ubehageligt at tale om, eller de simpelthen ikke ved hvad de skal sige. Begge dele, har store konsekvenser for den, som deler.

    Men ved du at du faktisk kan guide dine nærmeste, sådan så de lærer at forstå hvad du har behov for? Vi bliver desværre ikke født med nogen guidebog, til hvordan vi skal forholde os i sociale relationer, så den må vi skabe selv. 
    Ét er at lære at forstå sig selv, når du har det svært, men noget andet er, at få andre til at forstå, hvordan du har det og lade dem vide, hvordan de kan hjælpe.
    Befinder du dig derfor i en situation, hvor du ville ønske at dine nærmeste reagerede på en anden måde, end de gør, så vær ikke bange for at sige, præcis hvad du har brug for. Om det er at, de skal nusse din storetå, give dig et kram, eller sige “det er jeg ked af at høre”, “ja, din leder er også en lort”.
    Ja, det kræver lidt ekstra energi, fra dig, som deler, men i længden vil dette komme dig til gode. Jeg tror også, at det kan hjælpe den, som lytter, sådan så de ikke føler sig magtesløse og hjælpeløse. Måske kan dette gøre, at I mødes halvvejs. 

    Da, jeg var yngre oplevede jeg gang på gang at folk sammenlignede mine fortællinger, med andres, hvilket fik mig til at føle mig ligegyldig og alene. Til trods, for at jeg sad lige ved siden af den person, som jeg talte med.
    Det kan være enormt svært, for det første at åbne op og bede om hjælp, men også at skulle lytte og give plads. Det kræver tid, healing og kæmpe mængder tålmodighed at blive tryg ved et andet menneske. Ofte, må man ofre selv, for at få noget tilbage. Det er en hård kode, men den giver mening. Jeg har selv mange gange ønsket, at vejen frem til et venskab, var nem og enkel. Men det er den ikke og det er måske meget godt, for det er jo ikke alle, vi har lyst til at lukke ind i vores liv. Derfor må vejen dertil også være snæver og hvis du er blevet mødt med modstand nok gange, sætter du automatisk barren højere og højere op, for hver gang.
    Dette, vil jeg ikke ønske for nogen, men det kan vi desværre ikke selv bestemme. 

    Tænk, derfor over hvordan du fremstår og hvad du får sagt, til dem, som du møder på din vej.
    Lad ikke din frygt, være den der sætter en stopper for andres mod. 
    Hvis, du ikke ved hvad du skal sige, så spørg andre til råd.
    Når et andet menneske, vælger dig, at åbne sig overfor, har du mulighed for at være den der lytter og tager imod. Du har mulighed for at være lyset, i andres mørke. 

    Måske har det taget den person, du møder, enormt langt tid til at komme derhen hvor de er. Det har måske ikke altid været sådan, at de har turdet at dele deres historie med dig og det er også vigtigt at forstå, at bare fordi de tør at dele eller vise i dag, betyder ikke at de også tør det i morgen.
    Nogle gange, fylder den kamp, vi kæmper mere i dag end i morgen. 

  • Uncategorized

    Mod til at italesætte psykisk sygdom

    Efter at jeg har lavet et opslag på Facebook, hvor jeg har linket til min blog, er der flere, som har kommenteret at de synes at det var modigt af mig, at dele ud af mine erfaringer og italesætte min psykiske sårbarhed. Og det var det da også, men hvor er det ærgerligt at det er sådan. At et emne, som nok berører os alle igennem vores liv, er så tabubelagt at vi ikke kan tale frit om det, hvilket gør at dem, som lider kommer til at føle sig ensomme og forkerte. Sandheden er, at ja, det er enormt grænseoverskridende at involvere andre mennesker, i de psykiske begrænsninger eller udfordringer, som vi hver især måtte have. Men hvorfor er det sådan?

    Hvorfor skal jeg samle mod til mig, for at indvie min omgangskreds i hvordan jeg har det, når min kollega, som er kommet til skade med sit knæ ikke skal?

    For mig, handler det rigtigt meget om, frygten for at blive dømt eller set ned på.

    Men hvor ville jeg dog ønske at det var anderledes, så vi på samme måde, som med vores fysiske helbred, ville kunne fortælle hvordan vi har det. Sådan så hvis nogen spurgte om vi har haft en god weekend, faktisk ville kunne svare: “nej, det har jeg ikke, jeg har haft to angstanfald” eller hvis en kollega, sagde “tænk, du ser træt ud” så at kunne svare: “ja, jeg har heller ikke sovet i nat, har simpelthen ikke kunne slukke min hjerne.”

    Men dette er ikke almindelige responser, som vi ofte hører, jeg gør i hvert fald ikke. 

    Jeg tror at fordi at psykisk sygdom er så tabuiseret at tale om, er der mange, som negligerer dem selv og ikke får taget de hensyn, som de burde. Men, det er også sindssygt svært at vurdere, hvornår vi skal lytte til vores krop og stoppe op, når vi lever i en verden, hvor emner, som angst, depression, spiseforstyrrelser, stress og meget mere, ikke er noget vi taler om. Og hvor det ikke er lige så legitimt, at tage en mental sygedag, som at tage en sygedag, for det fysiske. 

    Under mine praktikker, har jeg flere gange ringet og meldt mig syg, fordi jeg havde det psykisk dårligt, hvilket jeg synes var en sejr. Dog vil jeg indrømme, at jeg føler at det er sværere at gøre, med “god samvittighed” på mit nuværende arbejde. Måske er det fordi, når mine kolleger spørger, hvorfor jeg har været syg, bliver jeg nødt til at stikke dem en hvid løgn, fordi jeg frygter at fortælle dem sandheden. 

    Så ja, det kræver mod at italesætte psykisk sygdom. Derfor vil jeg også gerne hylde alle, som tør at dele ud om og tale højt om deres psykiske udfordringer, fordi det kræver sin sag at sige at man gerne vil gøre det, men noget helt andet, rent faktisk at gøre det.

    Måske er det derfor psykisk sygdom, bliver ved med at være så tabubelagt, fordi vi ikke ved hvordan vores omverden, vil reagere og derfor ikke tør at tale højt om hvordan vi har det.

    For sandheden er, at det vel ikke er lige “tilladt” i alle forums, at fortælle om sine psykiske udfordringer. Handler det i virkeligheden blot om, at turde at gå forrest og ikke tænke på, hvordan vores omverden vil reagere?

    Må jeg godt fortælle min arbejdsgiver, at lige nu går det ikke så godt, fordi jeg ikke har det godt psykisk eller sætter det mig, i en svær position, der gør at hun tænker at jeg ikke kan udføre mit job ordentligt?