For nogle uger siden, mærkede jeg for første gang i et stykke tid, en fællesskabsfølelse, som er en fantastisk og altomsluttende følelse. Det er en følelse, som jeg håber at alle får mulighed for at mærke en gang imellem, i deres liv. 
D. 14 november blev jeg færdig med en mentoruddannelse for “sig det højt”, der arbejder på at nedbryde tabuet om psykisk sygdom og at sige det højt, når det er svært. 
Vi var kun fem deltagere i uddannelsen og det var det fedeste. At mærke en nærhed til de andre deltagere og være sammen om noget, som står os alle nært og er en enorm vigtig sag for os alle. 
Jeg er så glad for at jeg gjorde det, selvom jeg havde tænkt at jeg måske ikke var klar. Men for helvede det er jeg sgu’ og min hjerne skal fandme ikke have lov til at styre hele mit liv. Jeg må godt have lov til at tage styringen for eget liv! Også selvom jeg ikke er helt rask eller ude af “recovery”. 

Psykisk sygdom er ikke lineær og det er recovery heller ikke. Det tager tid og er periodisk. At psykisk sygdom er periodisk, har taget mig enormt lang tid at lære at forstå og jeg øver mig stadig. Men bare fordi noget er periodisk betyder det ikke at jeg skal have et dårligt eller svært liv, det betyder bare at jeg skal kende mig selv, godt nok til at vide, hvornår jeg skal tage en pause og passe på mig selv. Hvilket vi nok alle skal og har brug for. 
Nogle gange, tror jeg at vi alle bliver fanget i et hamsterhjul, som vi kalder hverdag, hvor vi hver dag står op og går i gang med at løbe, og alle de opgaver vi får sendt vores vej, tager vi med ind i hjulet og stopper først så snart at hjulet er gået i stykker eller at vi har løbet så meget, at vores ben ikke kan holde os mere. 
Det er farligt, men det er også svært at komme ud af, især, hvis det er en hverdag, der er en lille smule ude af vores kontrol, så at sige, at der også er andre, som har en terning i spillet og f.eks. bestemmer, hvordan vores arbejdsform ser ud, eller hvordan de ting vi involvere os i, bliver rammesat.
Og ja, vi har selv en mening og brik i dette, men det kan stadig være enormt svært at mærke, hvornår det er tid at trække i bremsen og passe på os selv. Slå os selv hjem, så at sige – at tage et skridt til siden, eller bede andre om hjælp. 

Det kan være svært at vide, fordi hamsterhjulet og hverdagen kører så hurtigt, men det er muligt at skabe kontraster, vi skal også bare passe på at vores kontraster ikke bliver så store, at vi slår os selv helt ud af spillet. At vi bruger en hel weekend på at koble af, for så at stige på samme hurtigkørende hjul om mandagen. Eller at vores kontraster bliver så små at vi aldrig kommer ned i gear, at vi aldrig får trukket bremsen og passer på os selv. 

Hvorfor skriver jeg dette? 
Det gør jeg, fordi jeg kan mærke hamsterhjulet pulsere i mine årer og jeg kan høre mine uendelige tanker om alle de ting, som jeg skal huske at gøre i ugens løb. Jeg skriver det også, da december måneden kan opleves som et hamsterhjul på speed, der suser gennem de mørke dage og først holder fri, når januar rammer og vi har brugt alt vores energi. 

Lige nu kan jeg mærke hamsterhjulet, hver søndag, når jeg tænker på alle de ting, jeg skal lave i ugens løb og forsøger at skabe overblik over, hvornår jeg skal arbejde, til terapi, frivilligt arbejde og hvornår jeg kan SLAPPE af.
Især sidste del er enorm vigtig for mig, hvilket den nok er for alle. Men jeg ser alle ting, jeg skal foretage mig, gode eller mindre gode, som forstyrrelser, jeg skal igennem. Jeg har lært at acceptere det og det irritere mig ikke på samme måde, som det har gjort før i tiden. Men det er en måde for mig at afgøre, hvad der giver mig energi og hvad der dræner mig. 
Ved at vide dette, har jeg også mulighed for at udskyde min nervøsitet og ængstelighed over bestemte ting jeg skal lave i ugens løb, som gør mig usikker. Udskyde det til jeg er “nødt” til at bekymre mig om det, sådan så jeg ikke bærer på denne nervøsitet gennem hele ugen og hver dag. 

December måned og jul er på mange måder en magisk og fantastisk tid, men det kan samtidig også være rigtig svær for mange, samt meget kaotisk. 
Julen er kendt, som hjerternes fest, hvilket er så fint. Men december er også nærmest stemplet til at skal være sammen med andre og næsten også hele tiden. “Julen er hjerternes fest” “hjerternes”, ikke kun “hjertets” fest. Nej, julen skal fejres i fællesskab med andre, hvilket jo er skønt hvis du har andre at fejre denne tid med, men hvis du ikke har, må det være en enormt ekskluderende følelse eller et stort pres, til at finde nogle, at fejre det med. 

Det samme med nytår, jeg har altid haft den opfattelse af at nytår skal fejres med andre, og helt til fest eller med mange mennesker, hvorfor jeg har følt mig enormt forkert, når jeg har fejret nytår på den stik modsatte måde. 
Ordet fællesskabsfølelse betegnes som følelsen af at høre sammen med en gruppe mennesker og ordet gruppe betegnes som samlingen af individer, men samlingen af individer behøver sådan set ikke at være mere end to – de fleste har nok i deres skoletid hørt underviseren sige, “nu skal I finde sammen i grupper af to.” Så hvis en gruppe kan udgøres blot af to personer, så formår jeg rent faktisk at leve op til forventningerne om at holde nytår i en gruppe, selvom den gruppe kun består af min kone og jeg… 

Hvis julen er hjerternes fest og vi skal hylde, samt fejre hinanden og fællesskabet, så må vi også huske at gøre det resten af året. Måske kan december måned være en påmindelse om at vi skal huske at værdsætte vores nære og kære, hele året. 
Måske kan vi omsætte nogle af vores juletraditioner, til også at ske i januar eller februar – proportionere det lidt ud, så vi ikke skal have så travlt og så vi ikke kun skal hylde december, men alle månederne.
Lave kreative projekter i januar, med vores familie og venner eller invitere til februar/juni middag og bare fejre hinanden. 

Selvom vi i Danmark taler meget om at vi skal nære fællesskabet i samfundet, så gælder det også om at finde det fællesskab, som vi føler vi kan være os selv i og som vi føler giver os energi, samt huske at vi selv definerer vores fællesskaber.