• Lifestyle

    Recovery?

    Hvad skal denne platform rumme?
    Nu har vi været en smule inaktive siden sommer, men jeg er glad for det, som denne profil kan give.
    Men hvad er målet? – Hvad vil vi/jeg tilbyde og hvad kan vi tilbyde?
    Jeg googler ordet recovery og tænker om det er det, som denne profil skal være. En recovery platform…

    Et sted hvor du kan søge hjælp, inspiration, støtte til at håndtere, det, som er svært.

    Katrine og jeg, har begge kæmpet med psykisk sygdom og sårbarhed og kommer nok til at gøre det, det meste af vores liv, enten fysisk eller psykisk. For sådan er det, at være menneske. Vi er sårbare. Vi er alene, ensomme, følelsesladet, emotionelle, forundrende, modige, hellende, glade, vrede. Vi er det hele og mere til. Derfor kræver det også sit, at være menneske og bo på denne jord.
    Vi kan ikke alle ligne hinanden. Vi kan ikke alle være ens og det skal vi heller ikke. Men fordi vi netop ikke er ens alle sammen, betyder det at vi nemt kommer til at slå os på hinanden. Vi har ikke samme værdier, grundsten, holdninger, følelser, egenskaber, noget. Vi er alle unikke og vi er alle både klodsede og kantede.

    I al den tid jeg har gået i terapi, har jeg altid ledt efter måder jeg kunne håndtere mine følelser på – og det var først til allersidst, i mit sidste forløb, efter seks års kontinuerlig terapi, at jeg fandt et outlet til mine følelser og et sted, at lægge dem.
    Det var gennem skovbadning og gennem den recoverymentorgruppe, som jeg deltog i.
    Her fandt jeg ud af at der er mere end én måde, at se på sin sårbarhed(er) på. At de ikke skal definere ens liv, at de ikke skal skaffes af vejen, så snart de er blevet opdaget. At de godt må være en del af os, som mennesker og at de kan være med til at skabe styrke og viden.

    Da jeg gik i behandling, for prædiabetes på Bisbjerg hospital, var jeg så enormt ked af at skulle gå i behandling for dette. Det var ovenikøbet også skamfuldt og flovt, for mig at fortælle nogen at jeg gik der. Så det gjorde jeg heller ikke. Ikke engang min familie.
    Jeg kan huske, hvordan jeg googlede og undersøgte, hvordan det var at leve med diabetes type 2 og hvordan jeg skulle håndtere mit liv.
    Jeg fandt en gruppechat, hvor der var nogen, som havde skrevet at det positive ved at have diabetes var nok, at vi (denne målgruppe), var nogen af de få mennesker, som rent faktisk kendte deres kroppe rigtig godt og vidste hvad den havde brug for.

    Måske er det lidt det samme med psykisk sygdom. Det er helt sikkert ikke en fed ting, at have en psykisk sygdom også fordi det oftest er en kamp. Men når vi nu alligevel har den, vores sårbarhed, og er tvunget til at leve med den, som følgesvend. Enten på ubestemt tid, eller i en periode, hvorfor så ikke finde dens egenskaber frem.

    Hvad gør din sårbarhed af positivt for dig?

    Det behøver ikke at være stort. Jeg forventer ingen klumme. Måske er det bare et ord, en sætning, en følelse, tanke, relation. Uanset, hvad det er, så prøv at giv det plads. Give det plads til at fylde, være til stede.

    For mig, gør min sårbarhed at jeg på en eller anden måde, er bedre til at tage vare på mig selv. Den hjælper mig til at forstå min modvillighed og til at lytte til mig selv. Min krop og hjerne, larmer faktisk ret meget, på trods af at de ingen stemmer har.
    De råber og skriger, nogen gange samtidige. Ja, nogle gange kan det endda føles som, at være til demonstration, inde i mit eget hoved. Hvilket selvfølgelig ikke er særlig sjovt, men det er periodisk. Og det gør at jeg ved, hvordan jeg skal huske at passe på mig selv.
    Nogle gange giver det mig endda en fribillet, til at melde afbud til ting, fordi jeg ikke har overskud til at gennemføre det alligevel… Ja, ja jeg reagerer først efter et par angstanfald, men det er tanken der tæller.

    Nej, jeg er skam ikke hellige eller ejer af en høj hat. Men jeg arbejder på det og det er en start. Så måske kan denne platform/profil, være et værested for os, som arbejder med os selv på hver vores måde. Os, der har det svært, kæmper med sårbarhed, på en hvilken som helst måde. Os, der ikke føler os tilstrækkelige. Os, der har det bedre end vi har haft det længe, os der lever. Os, der bare er.
    Et fællesskab. En platform, for dig og mig.

  • Uncategorized

    Dagens tanker

    Hej blog,
    når, nu er det noget tid siden at jeg har skrevet herinde… Da jeg begyndte min blog, tænkte jeg at jeg skulle udgive et nyt blogindlæg, én gang om ugen, at dette var realistisk for mig og at det ville give mig et frirum og det gjorde det også. Samtidigt gav det mig også præstationsangst og en lille stemme, der hver dag, ville stå udenfor min dør og banke på og sige: “skal du ikke udgive noget nyt?”
    Jeg har en masse idéer og det er bestemt ikke det der stopper mig. Men at give noget af sig selv, at tage sig den tid, som det tager at skrive et indlæg, kan være svært. Dette indlæg, skal ikke have fokus på, at det kan være svært at få udgivet, men jeg vil gerne klargøre, måske mest for mig selv, at det at opretholde kreative hobbyer, kræver en disciplin og overskud, samt forståelse for at vores interesser, ændre sig gennem livet og livets perioder.

    Det at skrive giver mig et enormt drive og at vide at der er andre mennesker, som læser med, fylder mig med glæde. Min hensigt med denne blog, var at skabe en platform, til at tale om psykisk sygdom og dele ud af mine erfaringer. Men hvad gør man, når det man gerne vil ud med, faktisk viser sig at se helt anderledes ud i virkeligheden? 
    Jeg vil gerne være en stemme, for folk, som ikke tør at dele deres historie med omverdenen, netop ved at dele min. Jeg vil enormt gerne hjælpe mennesker og være med til at bryde tabuet. 

    Efter min sidste behandling blev afbrudt i januar, har jeg været sådan i tvivl om hvilken vej jeg skulle gå. Både i forhold til min uddannelse, karriere og psykiske helbred. Jeg følte at tæppet blev revet væk, under mine fødder og at mine følelser og udfordringer, ikke var legitime eller ægte. Jeg negligerede mig selv, fuldstændig, samtidig med at jeg skulle stå til ansvar for en masse børn, kollegaer og forældre på en ny arbejdsplads.
    Jeg tog op til min læge, for at drøfte nogle ting og hun valgte at henvise mig til Stolpegården, et psykiatrisk center, som jeg før har gået på. At blive tilbage henvist, fik mig til at føle at jeg var en fiasko, at bede om hjælp fra samme sted, som havde ydet deres allerbedste, for at give mig den rette hjælp, i en længere periode, end normeret tid. Jeg skylder dem en del. Måske var det også derfor at jeg følte at jeg kom krybende tilbage på hænder og fødder og så alligevel ikke, for det som er anderledes fra januar og til nu, er at jeg faktisk har fået det godt!
    Det er første gang i fire år, at jeg ikke går i terapi, hvilket jeg har frygtet så inderligt ville gå galt, men det er det ikke og det er så enormt befriende.
    Jeg er endt på en arbejdsplads, som hylder mig, for mig og bestemt ikke er bange for at fortælle det.

    Planen er at jeg skal påbegynde behandling, midt juni og selvom psykologen på Stolpegården fortalte mig at der er chance for at jeg kan få det endnu bedre end jeg har det, så er jeg også så ufattelig bange, for at det går den anden vej. For det er så enormt hårdt, at arbejde med sig selv og gøre det kontinuerligt i et halvt år, 1-2 gange om ugen.
    Tænk, hvis jeg kan få det endnu bedre, end jeg har det nu og at behandlingen kan gøre at jeg langsigtet klarer mig bedre og omvendt tænk, hvis det trækker mig ned i mine mørke perioder …

    Der er noget, som trækker i mig og jeg kan ikke finde ud af om det er frygten for det uvisse, som skræmmer mig mest eller tanken om, at jeg ikke kan bede om hjælp, fra det offentlige, når jeg reelt set, ikke har det skidt?
    Der er altid nogen, som vil have det værre end mig, men der kommer også altid til at være folk, som har det bedre og bare fordi at de har det bedre, betyder det så at de ikke kan modtage hjælp?
    Min diagnose, vil jo altid være en del af mig og på den måde, kan jeg sådan set altid bede om hjælp til at håndtere den. Hvornår er man berettiget til at søge hjælp – og skal man fejle noget eller have været udsat for noget?
    Det er noget, som jeg i mit hoved skal finde ud af. Umiddelbart, ville jeg sige nej og at det at bede om hjælp, samt modtage hjælp altid er legitimt, men for mig, handler dette virkelig om at gå imod alle de impulser, som jeg har inde i mig. 

    Jeg har aldrig turdet bede om hjælp, det har altid været en indkodet synd i mig og jeg forsøger hver dag, at kæmpe mig ud af den. Dette gør også at jeg har virkelig svært ved at vise min usikkerhed. Det kan godt være, at den kan ses, men jeg vil helst ikke selv gøre opmærksom på den. Det skal jeg jo helst, så jeg ikke behøver at gå igennem det alene og det er svært. 
    Mon, der er andre, som har det ligesom mig?