• Lifestyle

    Recovery?

    Hvad skal denne platform rumme?
    Nu har vi været en smule inaktive siden sommer, men jeg er glad for det, som denne profil kan give.
    Men hvad er målet? – Hvad vil vi/jeg tilbyde og hvad kan vi tilbyde?
    Jeg googler ordet recovery og tænker om det er det, som denne profil skal være. En recovery platform…

    Et sted hvor du kan søge hjælp, inspiration, støtte til at håndtere, det, som er svært.

    Katrine og jeg, har begge kæmpet med psykisk sygdom og sårbarhed og kommer nok til at gøre det, det meste af vores liv, enten fysisk eller psykisk. For sådan er det, at være menneske. Vi er sårbare. Vi er alene, ensomme, følelsesladet, emotionelle, forundrende, modige, hellende, glade, vrede. Vi er det hele og mere til. Derfor kræver det også sit, at være menneske og bo på denne jord.
    Vi kan ikke alle ligne hinanden. Vi kan ikke alle være ens og det skal vi heller ikke. Men fordi vi netop ikke er ens alle sammen, betyder det at vi nemt kommer til at slå os på hinanden. Vi har ikke samme værdier, grundsten, holdninger, følelser, egenskaber, noget. Vi er alle unikke og vi er alle både klodsede og kantede.

    I al den tid jeg har gået i terapi, har jeg altid ledt efter måder jeg kunne håndtere mine følelser på – og det var først til allersidst, i mit sidste forløb, efter seks års kontinuerlig terapi, at jeg fandt et outlet til mine følelser og et sted, at lægge dem.
    Det var gennem skovbadning og gennem den recoverymentorgruppe, som jeg deltog i.
    Her fandt jeg ud af at der er mere end én måde, at se på sin sårbarhed(er) på. At de ikke skal definere ens liv, at de ikke skal skaffes af vejen, så snart de er blevet opdaget. At de godt må være en del af os, som mennesker og at de kan være med til at skabe styrke og viden.

    Da jeg gik i behandling, for prædiabetes på Bisbjerg hospital, var jeg så enormt ked af at skulle gå i behandling for dette. Det var ovenikøbet også skamfuldt og flovt, for mig at fortælle nogen at jeg gik der. Så det gjorde jeg heller ikke. Ikke engang min familie.
    Jeg kan huske, hvordan jeg googlede og undersøgte, hvordan det var at leve med diabetes type 2 og hvordan jeg skulle håndtere mit liv.
    Jeg fandt en gruppechat, hvor der var nogen, som havde skrevet at det positive ved at have diabetes var nok, at vi (denne målgruppe), var nogen af de få mennesker, som rent faktisk kendte deres kroppe rigtig godt og vidste hvad den havde brug for.

    Måske er det lidt det samme med psykisk sygdom. Det er helt sikkert ikke en fed ting, at have en psykisk sygdom også fordi det oftest er en kamp. Men når vi nu alligevel har den, vores sårbarhed, og er tvunget til at leve med den, som følgesvend. Enten på ubestemt tid, eller i en periode, hvorfor så ikke finde dens egenskaber frem.

    Hvad gør din sårbarhed af positivt for dig?

    Det behøver ikke at være stort. Jeg forventer ingen klumme. Måske er det bare et ord, en sætning, en følelse, tanke, relation. Uanset, hvad det er, så prøv at giv det plads. Give det plads til at fylde, være til stede.

    For mig, gør min sårbarhed at jeg på en eller anden måde, er bedre til at tage vare på mig selv. Den hjælper mig til at forstå min modvillighed og til at lytte til mig selv. Min krop og hjerne, larmer faktisk ret meget, på trods af at de ingen stemmer har.
    De råber og skriger, nogen gange samtidige. Ja, nogle gange kan det endda føles som, at være til demonstration, inde i mit eget hoved. Hvilket selvfølgelig ikke er særlig sjovt, men det er periodisk. Og det gør at jeg ved, hvordan jeg skal huske at passe på mig selv.
    Nogle gange giver det mig endda en fribillet, til at melde afbud til ting, fordi jeg ikke har overskud til at gennemføre det alligevel… Ja, ja jeg reagerer først efter et par angstanfald, men det er tanken der tæller.

    Nej, jeg er skam ikke hellige eller ejer af en høj hat. Men jeg arbejder på det og det er en start. Så måske kan denne platform/profil, være et værested for os, som arbejder med os selv på hver vores måde. Os, der har det svært, kæmper med sårbarhed, på en hvilken som helst måde. Os, der ikke føler os tilstrækkelige. Os, der har det bedre end vi har haft det længe, os der lever. Os, der bare er.
    Et fællesskab. En platform, for dig og mig.

  • Uncategorized

    It’s a funny thing, mental health

    It’s a funny thing, mental health. 
    One day, you can wake up and it can feel like you are on top of your game, like everything is just going your way, and the next it can feel like the world is crumbling beneath your feet. 
    It’s like a magic spell, for me at least. 
    Some days, I wake up, and even before I open my eyes, I already know, that during the night, all my energy has somehow been drained from me, and I have to get a hold of my spare energy tank, that is also very empty, because this isn’t the first time, this month, that I have had to borrow energy from there.  
    Waking up, and knowing that you have no energy, but still have to meet the expectations of getting up, getting dressed, and going to work. The work, where I am expected to greet everyone with a smile, energy and lots and lots of small talk, is very hard. 

    Sometimes I can find myself talking to my coworkers and experience how the words just fall out of my mouth, even though my brain is completely frozen and stuck in low battery mode. I don’t know where those superpowers come from, they are just there. 
    I don’t know how introverts get through a world that is built up about being extroverted and meeting all the standards, of going out, talking, existing, being alive with other people. 
    Most days, the only thing I feel like is staying inside, in my apartment, in bed and just lay there, lay there till the dark days are gone, and I have energy again. 

    Feeling like this is bad, but having to speak up about it, can sometimes feel even worse. Sometimes I’m not sure, whether or not I imagine it or if it is actually happening. 
    I want to let people know how I am feeling, but having dealt with this for 10+ years, I know that half of the people won’t understand, even though I try to explain and end up having to listen to them telling me about different ways of getting rid of my feelings. 
    And the other half won’t know what to say, so either they say nothing or they just change the subject. Somewhere in between those two halfs, there is of course, those people who actually listen, who don’t compare, don’t project the light onto themselves, don’t tell me that they know exactly how I feel and that everybody feels that way.
    I wish that there were more of these people, but if you haven’t been taught or learned how to do so, you won’t know.
    So therefore, it’s easier, sometimes to not say anything. 

    One of my dilemma’s is also, since I have dealt with this for so long, I am always in a constant limbo of whether or not, I should tell the people close to me, how I am feeling or if it would be better for them, not to know, so that I don’t burden them with my problems, and they don’t always have to feel like, they have to take care of me. 

    I wish that I could be like a wizard sometimes, so I could have some control of how I am feeling. But having suppressed my feelings for more than a decade, it makes sense that now they want to live their own life. 

  • Uncategorized

    Stilhed dræber

    Kære du, du skrev til mig og spurgte hvordan det gik,
    jeg svarede dig i fuld ærlighed, 
    tænkte at du ville forstå
    Men nu respondere du i stilhed
    og jeg føler blot ærgrelse og tomhed

    Hvad sker der, når vi mennesker ikke kan spejle os i andre, og heller ikke kan få medhold fra vores omverden?
    Så bliver vi stille, indadvendte, isolerede og kede. Vi holder simpelthen op med at søge kontakt til andre, fordi vi ud fra erfaring ved at de ikke vil forstå. 
    Men hvis vi vender ryggen til vores netværk, så har vi ingen, som kan samle os op når vi er nede. 
    Det kan være svært, som pårørende at vide, præcis hvordan man skal hjælpe sine nærmeste. Derfor tror jeg også, helt uden at vi ved af det, at vi forsøger at hjælpe/reparere/fixe, det andet menneske, fordi vi ikke kan holde ud af de har det dårligt. Men det at fortælle et andet menneske, hvordan de skal fixe deres problemer eller komme med gode råd, kan til tider føles, som om at den anden person ikke forstår, eller lytter. 

    Der er en stor tendens til, at når vi påtaler psykisk sygdom, så klapper folk i. Enten fordi de synes det er så ubehageligt at tale om, eller de simpelthen ikke ved hvad de skal sige. Begge dele, har store konsekvenser for den, som deler.

    Men ved du at du faktisk kan guide dine nærmeste, sådan så de lærer at forstå hvad du har behov for? Vi bliver desværre ikke født med nogen guidebog, til hvordan vi skal forholde os i sociale relationer, så den må vi skabe selv. 
    Ét er at lære at forstå sig selv, når du har det svært, men noget andet er, at få andre til at forstå, hvordan du har det og lade dem vide, hvordan de kan hjælpe.
    Befinder du dig derfor i en situation, hvor du ville ønske at dine nærmeste reagerede på en anden måde, end de gør, så vær ikke bange for at sige, præcis hvad du har brug for. Om det er at, de skal nusse din storetå, give dig et kram, eller sige “det er jeg ked af at høre”, “ja, din leder er også en lort”.
    Ja, det kræver lidt ekstra energi, fra dig, som deler, men i længden vil dette komme dig til gode. Jeg tror også, at det kan hjælpe den, som lytter, sådan så de ikke føler sig magtesløse og hjælpeløse. Måske kan dette gøre, at I mødes halvvejs. 

    Da, jeg var yngre oplevede jeg gang på gang at folk sammenlignede mine fortællinger, med andres, hvilket fik mig til at føle mig ligegyldig og alene. Til trods, for at jeg sad lige ved siden af den person, som jeg talte med.
    Det kan være enormt svært, for det første at åbne op og bede om hjælp, men også at skulle lytte og give plads. Det kræver tid, healing og kæmpe mængder tålmodighed at blive tryg ved et andet menneske. Ofte, må man ofre selv, for at få noget tilbage. Det er en hård kode, men den giver mening. Jeg har selv mange gange ønsket, at vejen frem til et venskab, var nem og enkel. Men det er den ikke og det er måske meget godt, for det er jo ikke alle, vi har lyst til at lukke ind i vores liv. Derfor må vejen dertil også være snæver og hvis du er blevet mødt med modstand nok gange, sætter du automatisk barren højere og højere op, for hver gang.
    Dette, vil jeg ikke ønske for nogen, men det kan vi desværre ikke selv bestemme. 

    Tænk, derfor over hvordan du fremstår og hvad du får sagt, til dem, som du møder på din vej.
    Lad ikke din frygt, være den der sætter en stopper for andres mod. 
    Hvis, du ikke ved hvad du skal sige, så spørg andre til råd.
    Når et andet menneske, vælger dig, at åbne sig overfor, har du mulighed for at være den der lytter og tager imod. Du har mulighed for at være lyset, i andres mørke. 

    Måske har det taget den person, du møder, enormt langt tid til at komme derhen hvor de er. Det har måske ikke altid været sådan, at de har turdet at dele deres historie med dig og det er også vigtigt at forstå, at bare fordi de tør at dele eller vise i dag, betyder ikke at de også tør det i morgen.
    Nogle gange, fylder den kamp, vi kæmper mere i dag end i morgen.