• Lifestyle

    Husker du på, at din stemme er lige så vigtig, som alle andres?

    Jeg synes det kan være svært at sige min mening højt, særligt hvis den ikke er ens med andres. Så nogle gange skal jeg virkelig tage mod til mig, før jeg deler noget, fordi jeg er så bange for at blive dømt, grint af eller at andre tænker jeg er dum.

    Jeg kan mærke det, som fysisk ubehag hvis nogle spørger mig, hvad jeg mener eller synes om noget og det er lige meget, om jeg så har et svar i mit hoved, eller ikke har. Sandsynligvis har jeg det altid, da min hjerne, som regel altid er på arbejde. Men selvom jeg så har et svar i hovedet, skal der virkelig meget til at jeg siger det højt. Eller sådan har det i hvert fald, været i mange år, siden jeg gik i folkeskolen og måske også før.

    Her inden for det sidste års tid, har jeg dog også kunne mærke en stor forandring, til min normalle adfærd og handlinger. Jeg tør meget mere, både i forhold til mig selv, men også i sammenspillet med andre mennesker, hvilket er noget, jeg aldrig troede ville ske, men nu er i gang med at ske!
    Og det er fantastisk at opleve, særligt når det kommer bag på mig og jeg kan have en oplevelse af at sige til mig selv, hov gjorde jeg virkelig lige det?

    Dette har jeg faktisk et ret tydeligt eksempel på, fra i fredags, hvor jeg var på restaurant med min mor og vi spiste på Wedo, og jeg fortalte at hvis man ikke kan spise alt sin mad op, kan man få en beholder, til at tage det med hjem. Hvortil min mor spurgte om jeg så ikke lige gik op for at hente sådan en. Et helt naturligt spørgsmål og sikkert for mange, et helt normalt svar, ville dannes i deres hoveder og føres på deres læber. Men inde i mig, kunne jeg mærke at alt strittede og min hjerne sagde: “NEEEEEEJ, tak”.
    Men det vilde er, at jeg sagde: “jo” og så gjorde jeg det, alligevel.

    Det med at skulle vide på forhånd hvad jeg vil sige eller have forberedt emner til, tror jeg faktisk at jeg har brugt, som en sikkerhedsstrategi, til at komme gennem sociale arrangementer eller også bare socialt samvær med andre mennesker. Jeg ville gøre sådan at jeg på forhånd ville tænke over hvilke mennesker, der ville være til stede og så udtænke mig, hvilke mennesker jeg ville kunne føre en samtale med, for at være sikker på, ikke at se dum ud og også ofte udtænke hvad jeg ville sige, sådan så jeg var helt på den sikre side. Dette gøre jeg stadig, men ikke helt på samme niveau, som jeg gjorde før.
    Nu bruger jeg ikke lige så meget energi på at udtænke mig samtaler på forhånd eller forberede mig mentalt, men jeg vil stadig gerne vide, hvilke mennesker der er til stede og hvor vi skal hen. Jeg er derfor ikke særlig god til overraskelser, da jeg på den måde, slet ikke har mulighed for at forberede mig på noget, som helst.

    Det kan være at det for nogen lyder, som det mest almindelige, fordi de også selv gøre det også kan det være at for andre, lyder det som enormt meget arbejde, for en lille ting, som fx at skulle på café med sine veninder. Og ja, det er hårdt og drænene og jeg vil bestemt heller ikke anbefale det til nogen. Men fordi det er en sikkerhedsstrategi, så kan det også hjælpe med at fjerne noget ubehag fra mine skuldre, da jeg på den måde ikke føler at jeg skal sidde og opfinde mit manuskript på stedet og særligt når jeg er i samtale med andre mennesker og derved ender med faktisk ikke at være til stede, fordi jeg bruger al min energi på at udtænke det rigtige svar.

    Så hvis det ikke lykkedes for mig at deltage i samtalerne hver gang, så er det også okay.

    Og at det er okay, er virkelig noget jeg har skulle lære mig selv. Da jeg var yngre, ville jeg altid slå mig selv i hovedet over alle de ting, som jeg ikke gjorde godt nok og jeg kunne ende med at blive helt enormt stille i selvskaber, fordi jeg brugte så meget energi på at tænke over hvad jeg ville sige. 

    Men min psykiske udfordringer er ikke min skyld og derfor skal jeg heller ikke skyde skylden på mig selv. I stedet skal jeg forsøge at se på mig selv med milde øjne og tålmodighed. 

    Tålmodighed og omsorg for mig selv og mine udfordringer. Forståelse, accept og respekt for at recovery tager tid og at komme sig over eller gennem psykisk sygdom er en proces. At jeg ikke altid skal tage modet til mig, for at sige noget, fordi jeg er mentalt flad eller fordi jeg har brug for en pause. 

    At alle mennesker ikke er helt ovenpå hele tiden og at det er okay. 

  • Uncategorized

    Stilhed dræber

    Kære du, du skrev til mig og spurgte hvordan det gik,
    jeg svarede dig i fuld ærlighed, 
    tænkte at du ville forstå
    Men nu respondere du i stilhed
    og jeg føler blot ærgrelse og tomhed

    Hvad sker der, når vi mennesker ikke kan spejle os i andre, og heller ikke kan få medhold fra vores omverden?
    Så bliver vi stille, indadvendte, isolerede og kede. Vi holder simpelthen op med at søge kontakt til andre, fordi vi ud fra erfaring ved at de ikke vil forstå. 
    Men hvis vi vender ryggen til vores netværk, så har vi ingen, som kan samle os op når vi er nede. 
    Det kan være svært, som pårørende at vide, præcis hvordan man skal hjælpe sine nærmeste. Derfor tror jeg også, helt uden at vi ved af det, at vi forsøger at hjælpe/reparere/fixe, det andet menneske, fordi vi ikke kan holde ud af de har det dårligt. Men det at fortælle et andet menneske, hvordan de skal fixe deres problemer eller komme med gode råd, kan til tider føles, som om at den anden person ikke forstår, eller lytter. 

    Der er en stor tendens til, at når vi påtaler psykisk sygdom, så klapper folk i. Enten fordi de synes det er så ubehageligt at tale om, eller de simpelthen ikke ved hvad de skal sige. Begge dele, har store konsekvenser for den, som deler.

    Men ved du at du faktisk kan guide dine nærmeste, sådan så de lærer at forstå hvad du har behov for? Vi bliver desværre ikke født med nogen guidebog, til hvordan vi skal forholde os i sociale relationer, så den må vi skabe selv. 
    Ét er at lære at forstå sig selv, når du har det svært, men noget andet er, at få andre til at forstå, hvordan du har det og lade dem vide, hvordan de kan hjælpe.
    Befinder du dig derfor i en situation, hvor du ville ønske at dine nærmeste reagerede på en anden måde, end de gør, så vær ikke bange for at sige, præcis hvad du har brug for. Om det er at, de skal nusse din storetå, give dig et kram, eller sige “det er jeg ked af at høre”, “ja, din leder er også en lort”.
    Ja, det kræver lidt ekstra energi, fra dig, som deler, men i længden vil dette komme dig til gode. Jeg tror også, at det kan hjælpe den, som lytter, sådan så de ikke føler sig magtesløse og hjælpeløse. Måske kan dette gøre, at I mødes halvvejs. 

    Da, jeg var yngre oplevede jeg gang på gang at folk sammenlignede mine fortællinger, med andres, hvilket fik mig til at føle mig ligegyldig og alene. Til trods, for at jeg sad lige ved siden af den person, som jeg talte med.
    Det kan være enormt svært, for det første at åbne op og bede om hjælp, men også at skulle lytte og give plads. Det kræver tid, healing og kæmpe mængder tålmodighed at blive tryg ved et andet menneske. Ofte, må man ofre selv, for at få noget tilbage. Det er en hård kode, men den giver mening. Jeg har selv mange gange ønsket, at vejen frem til et venskab, var nem og enkel. Men det er den ikke og det er måske meget godt, for det er jo ikke alle, vi har lyst til at lukke ind i vores liv. Derfor må vejen dertil også være snæver og hvis du er blevet mødt med modstand nok gange, sætter du automatisk barren højere og højere op, for hver gang.
    Dette, vil jeg ikke ønske for nogen, men det kan vi desværre ikke selv bestemme. 

    Tænk, derfor over hvordan du fremstår og hvad du får sagt, til dem, som du møder på din vej.
    Lad ikke din frygt, være den der sætter en stopper for andres mod. 
    Hvis, du ikke ved hvad du skal sige, så spørg andre til råd.
    Når et andet menneske, vælger dig, at åbne sig overfor, har du mulighed for at være den der lytter og tager imod. Du har mulighed for at være lyset, i andres mørke. 

    Måske har det taget den person, du møder, enormt langt tid til at komme derhen hvor de er. Det har måske ikke altid været sådan, at de har turdet at dele deres historie med dig og det er også vigtigt at forstå, at bare fordi de tør at dele eller vise i dag, betyder ikke at de også tør det i morgen.
    Nogle gange, fylder den kamp, vi kæmper mere i dag end i morgen.