• Lifestyle

    Recovery?

    Hvad skal denne platform rumme?
    Nu har vi været en smule inaktive siden sommer, men jeg er glad for det, som denne profil kan give.
    Men hvad er målet? – Hvad vil vi/jeg tilbyde og hvad kan vi tilbyde?
    Jeg googler ordet recovery og tænker om det er det, som denne profil skal være. En recovery platform…

    Et sted hvor du kan søge hjælp, inspiration, støtte til at håndtere, det, som er svært.

    Katrine og jeg, har begge kæmpet med psykisk sygdom og sårbarhed og kommer nok til at gøre det, det meste af vores liv, enten fysisk eller psykisk. For sådan er det, at være menneske. Vi er sårbare. Vi er alene, ensomme, følelsesladet, emotionelle, forundrende, modige, hellende, glade, vrede. Vi er det hele og mere til. Derfor kræver det også sit, at være menneske og bo på denne jord.
    Vi kan ikke alle ligne hinanden. Vi kan ikke alle være ens og det skal vi heller ikke. Men fordi vi netop ikke er ens alle sammen, betyder det at vi nemt kommer til at slå os på hinanden. Vi har ikke samme værdier, grundsten, holdninger, følelser, egenskaber, noget. Vi er alle unikke og vi er alle både klodsede og kantede.

    I al den tid jeg har gået i terapi, har jeg altid ledt efter måder jeg kunne håndtere mine følelser på – og det var først til allersidst, i mit sidste forløb, efter seks års kontinuerlig terapi, at jeg fandt et outlet til mine følelser og et sted, at lægge dem.
    Det var gennem skovbadning og gennem den recoverymentorgruppe, som jeg deltog i.
    Her fandt jeg ud af at der er mere end én måde, at se på sin sårbarhed(er) på. At de ikke skal definere ens liv, at de ikke skal skaffes af vejen, så snart de er blevet opdaget. At de godt må være en del af os, som mennesker og at de kan være med til at skabe styrke og viden.

    Da jeg gik i behandling, for prædiabetes på Bisbjerg hospital, var jeg så enormt ked af at skulle gå i behandling for dette. Det var ovenikøbet også skamfuldt og flovt, for mig at fortælle nogen at jeg gik der. Så det gjorde jeg heller ikke. Ikke engang min familie.
    Jeg kan huske, hvordan jeg googlede og undersøgte, hvordan det var at leve med diabetes type 2 og hvordan jeg skulle håndtere mit liv.
    Jeg fandt en gruppechat, hvor der var nogen, som havde skrevet at det positive ved at have diabetes var nok, at vi (denne målgruppe), var nogen af de få mennesker, som rent faktisk kendte deres kroppe rigtig godt og vidste hvad den havde brug for.

    Måske er det lidt det samme med psykisk sygdom. Det er helt sikkert ikke en fed ting, at have en psykisk sygdom også fordi det oftest er en kamp. Men når vi nu alligevel har den, vores sårbarhed, og er tvunget til at leve med den, som følgesvend. Enten på ubestemt tid, eller i en periode, hvorfor så ikke finde dens egenskaber frem.

    Hvad gør din sårbarhed af positivt for dig?

    Det behøver ikke at være stort. Jeg forventer ingen klumme. Måske er det bare et ord, en sætning, en følelse, tanke, relation. Uanset, hvad det er, så prøv at giv det plads. Give det plads til at fylde, være til stede.

    For mig, gør min sårbarhed at jeg på en eller anden måde, er bedre til at tage vare på mig selv. Den hjælper mig til at forstå min modvillighed og til at lytte til mig selv. Min krop og hjerne, larmer faktisk ret meget, på trods af at de ingen stemmer har.
    De råber og skriger, nogen gange samtidige. Ja, nogle gange kan det endda føles som, at være til demonstration, inde i mit eget hoved. Hvilket selvfølgelig ikke er særlig sjovt, men det er periodisk. Og det gør at jeg ved, hvordan jeg skal huske at passe på mig selv.
    Nogle gange giver det mig endda en fribillet, til at melde afbud til ting, fordi jeg ikke har overskud til at gennemføre det alligevel… Ja, ja jeg reagerer først efter et par angstanfald, men det er tanken der tæller.

    Nej, jeg er skam ikke hellige eller ejer af en høj hat. Men jeg arbejder på det og det er en start. Så måske kan denne platform/profil, være et værested for os, som arbejder med os selv på hver vores måde. Os, der har det svært, kæmper med sårbarhed, på en hvilken som helst måde. Os, der ikke føler os tilstrækkelige. Os, der har det bedre end vi har haft det længe, os der lever. Os, der bare er.
    Et fællesskab. En platform, for dig og mig.

  • Lifestyle

    Hvorfor har jeg ikke sagt det, før?

    Psykisk sygdom, diagnoser, sårbarheder og hvorfor det ikke er lige så svært at tale om længere.

    I dag talte jeg med en projektleder i ”sig det højt”, som er den frivillige organisation, jeg arbejder i og jeg fortalte ubesværet om mine psykiske diagnoser og erfaringer med behandling. Jeg skriver ordet ”ubesværet”, da der var et tidspunkt i mit liv, hvor jeg nærmest ikke kunne få ordene ud over mine læber, nærmest ikke engang sige ordene ”psykisk sygdom” eller ”psykisk sårbar”. Det var så skræmmende, skamfuldt og ubehageligt at skulle sige højt, at jeg nærmest viskede, eller sagde ord, der lød som om. Ofte har jeg også brugt andre ord, end mine egentlige diagnoser, til at beskrive mine psykiske udfordringer, af frygt for hvad folk ville tænke.

    Men nu, er jeg ikke lige så bange mere.

    Måske kommer det af modenhed at arbejde med psykisk sygdom og sårbare mennesker, som en del af mit frivillige arbejde, ved siden af min deltidsstilling, som pædagog. Måske kommer det af selvindsigt, egen læring, omsorg og forståelse. Eller måske, er det en blanding af alle tingene.
    Om ikke andet, er jeg i hvert fald et andet sted nu, end jeg har været før. Det er spændende, lærerigt og glædesfyldt.

    Jeg øver mig stadig i at dele hele mig og ikke føle at jeg skal være på en anden måde, eller gemme sider af mig selv væk. Det tager tid, men heldigvis har vi kun god tid, som jeg plejer at sige til skovbadning.

    Min tid er min egen, hvordan jeg planlægger den eller rundt om den, er op til mig. Hvordan jeg bruger min fritid, tanketid, omsorgstid, gåtid, væretid, er også op til mig og ikke mine diagnoser. Jeg bestemmer, jeg har styringen. Og nej, at komme sig over psykisk sygdom handler ikke om kontrol, men det handler om forståelse, accept og tro. Forståelse af sig selv og ens sårbarheder, accept af sig selv og hvor man er, og tro på at det godt kan blive bedre, også selvom man har dage, hvor det går værre.

    Måske kommer min succes, med at sige det højt, fra min egen recovery proces og min succes med at instruere andre i det samme.

    Dette år, har virkelig lært mig en del. Sidste år begyndte mit mentorskab for en ung, med psykisk mistrivsel, som jeg mødtes med hver 14 dag og, som i november/december begyndte at få det, så skidt at hun ikke havde lyst til at være i verden mere. Det ramte mig dybt, både fordi jeg selv har haft den følelse, da jeg var yngre, men også fordi hun turde at fortælle mig det. Heldigvis har hun det bedre nu og vi har stadig kontakt.
    I sommers, begyndte jeg et samarbejde med Kristine Stricker Hestbech om at lave skovbadning i præstegårdshaven i Havdrup, med et tema om at gå ind i mørket og hvordan vi håndtere angsten, der kan dukke op undervejs, samt at favne, det farverige efterår.
    Dette forløb sig, til og med december og nu er vi begyndt igen og afholder skovbadning én gang om måneden, her i foråret også i Havdrup.

    Samtidigt har jeg også tilbudt skovbadning gennem organisationen ”spiseforstyrrelser og selvskade”, for sårbare unge, i efteråret, sammen med min kollega Katrine Ladefoged Bach. Men efter en sæson, med meget få deltagere og en svær kommunikation med foreningen, valgte vi at lave vores eget. Så nu hedder vi ”Luft-til-tanker” og laver skovbadning/tanke luftning, på Vestre kirkegård, to gange om måneden, for alle der skulle have lyst.

    Mit frivillige arbejde, giver mig en enorm energi, særligt fordi det at lave skovbadning, både fungere, som et sted, hvor jeg kan instruere andre i at finde ro, men også som et sted, hvor der er plads til mig, lige som jeg er. Skovbadning har på mange måder, for mig været en recovery proces, særligt da jeg selv var deltager, men også nu hvor jeg er instruktør og guider andre. Naturen giver mig sådan en ro, en ro, som jeg har længtes efter, måske hele mit liv. I hvert fald, hele mit voksne liv. Da jeg var barn, opholdt jeg mig enormt meget i naturen, både alene, i leg, når jeg ville på eventyr, men også når min mor var i haven. Vi kommunikerede ikke og jeg vidste muligvis ikke hvor hun var (haven var stor), men jeg vidste at hun var der og det var tryghed, nok for mig.

    Så ja, nu er jeg her og er ikke længere lige så bange for at fortælle at jeg kæmper med psykisk sygdom og at det til tider, afholder mig fra at gøre alt det, som jeg gerne vil. At jeg ikke altid kan deltage i sociale arrangementer, at jeg er ekstremt dårlig til at sige nej, at jeg undgår konflikter for alt i verden, at jeg ikke bryder mig om at spise foran andre, at jeg overtænker alt – hele tiden. At jeg bedst lader op sammen med min kone, eller i naturen, at jeg fortrækker at være alene – fremfor omgivet af mennesker, at jeg frygter at skulle sige min mening højt og derfor ofte tier stille, at jeg hader at tale i telefon, at jeg ofte føler at jeg burde skamme mig over fysisk sygdom eller skader og derfor ikke siger det højt, at jeg ikke er god nok, som jeg er.

    Og samtidig er det heldigvis ikke kun disse tanker, som fylder. Det er også: at jeg er lige, som jeg skal være. At jeg godt må være her. At jeg er god nok og ikke skal ændre på mig selv, for at passe ind. At jeg er god til at lytte. At jeg elsker at være kreativ. At jeg godt kan lide at synge. At jeg godt kan lide mit job. At jeg godt må se ud, som jeg gør og at min familie ikke elsker mig mindre, selvom jeg er tyk. At jeg har en fantastisk kone. At jeg ved hvad jeg har brug for, når jeg har svært. At jeg er enormt empatisk. At jeg let, kan spotte hvis andre er i mistrivsel. At jeg altid har mine antenner ude (denne er både god, og mindre god). At jeg kan slappe af, i mit eget selskab. Og at jeg føler mig fri og ikke længere fange, at mit eget sind.

    Og at selvom mine diagnoser og psykisk sygdom, giver bump på vejen, kan de heldigvis også bruges, som superkræfter. Jeg tror på nogen måder, at jeg kender mig selv bedre, takket være mine psykiske sygdom og diagnoser.
    Erfaringen og læringen af dem, gør nemlig at jeg har lært mig selv og mine følelser, rigtig godt at kende og ved, hvornår jeg har brug for at tage en pause, samt fortælle at jeg har det svært.

    Tak for at læse med

    • Ida Stricker Previati Hestbech, pædagog, skovbadningsinstruktør
  • Lifestyle

    Husker du på, at din stemme er lige så vigtig, som alle andres?

    Jeg synes det kan være svært at sige min mening højt, særligt hvis den ikke er ens med andres. Så nogle gange skal jeg virkelig tage mod til mig, før jeg deler noget, fordi jeg er så bange for at blive dømt, grint af eller at andre tænker jeg er dum.

    Jeg kan mærke det, som fysisk ubehag hvis nogle spørger mig, hvad jeg mener eller synes om noget og det er lige meget, om jeg så har et svar i mit hoved, eller ikke har. Sandsynligvis har jeg det altid, da min hjerne, som regel altid er på arbejde. Men selvom jeg så har et svar i hovedet, skal der virkelig meget til at jeg siger det højt. Eller sådan har det i hvert fald, været i mange år, siden jeg gik i folkeskolen og måske også før.

    Her inden for det sidste års tid, har jeg dog også kunne mærke en stor forandring, til min normalle adfærd og handlinger. Jeg tør meget mere, både i forhold til mig selv, men også i sammenspillet med andre mennesker, hvilket er noget, jeg aldrig troede ville ske, men nu er i gang med at ske!
    Og det er fantastisk at opleve, særligt når det kommer bag på mig og jeg kan have en oplevelse af at sige til mig selv, hov gjorde jeg virkelig lige det?

    Dette har jeg faktisk et ret tydeligt eksempel på, fra i fredags, hvor jeg var på restaurant med min mor og vi spiste på Wedo, og jeg fortalte at hvis man ikke kan spise alt sin mad op, kan man få en beholder, til at tage det med hjem. Hvortil min mor spurgte om jeg så ikke lige gik op for at hente sådan en. Et helt naturligt spørgsmål og sikkert for mange, et helt normalt svar, ville dannes i deres hoveder og føres på deres læber. Men inde i mig, kunne jeg mærke at alt strittede og min hjerne sagde: “NEEEEEEJ, tak”.
    Men det vilde er, at jeg sagde: “jo” og så gjorde jeg det, alligevel.

    Det med at skulle vide på forhånd hvad jeg vil sige eller have forberedt emner til, tror jeg faktisk at jeg har brugt, som en sikkerhedsstrategi, til at komme gennem sociale arrangementer eller også bare socialt samvær med andre mennesker. Jeg ville gøre sådan at jeg på forhånd ville tænke over hvilke mennesker, der ville være til stede og så udtænke mig, hvilke mennesker jeg ville kunne føre en samtale med, for at være sikker på, ikke at se dum ud og også ofte udtænke hvad jeg ville sige, sådan så jeg var helt på den sikre side. Dette gøre jeg stadig, men ikke helt på samme niveau, som jeg gjorde før.
    Nu bruger jeg ikke lige så meget energi på at udtænke mig samtaler på forhånd eller forberede mig mentalt, men jeg vil stadig gerne vide, hvilke mennesker der er til stede og hvor vi skal hen. Jeg er derfor ikke særlig god til overraskelser, da jeg på den måde, slet ikke har mulighed for at forberede mig på noget, som helst.

    Det kan være at det for nogen lyder, som det mest almindelige, fordi de også selv gøre det også kan det være at for andre, lyder det som enormt meget arbejde, for en lille ting, som fx at skulle på café med sine veninder. Og ja, det er hårdt og drænene og jeg vil bestemt heller ikke anbefale det til nogen. Men fordi det er en sikkerhedsstrategi, så kan det også hjælpe med at fjerne noget ubehag fra mine skuldre, da jeg på den måde ikke føler at jeg skal sidde og opfinde mit manuskript på stedet og særligt når jeg er i samtale med andre mennesker og derved ender med faktisk ikke at være til stede, fordi jeg bruger al min energi på at udtænke det rigtige svar.

    Så hvis det ikke lykkedes for mig at deltage i samtalerne hver gang, så er det også okay.

    Og at det er okay, er virkelig noget jeg har skulle lære mig selv. Da jeg var yngre, ville jeg altid slå mig selv i hovedet over alle de ting, som jeg ikke gjorde godt nok og jeg kunne ende med at blive helt enormt stille i selvskaber, fordi jeg brugte så meget energi på at tænke over hvad jeg ville sige. 

    Men min psykiske udfordringer er ikke min skyld og derfor skal jeg heller ikke skyde skylden på mig selv. I stedet skal jeg forsøge at se på mig selv med milde øjne og tålmodighed. 

    Tålmodighed og omsorg for mig selv og mine udfordringer. Forståelse, accept og respekt for at recovery tager tid og at komme sig over eller gennem psykisk sygdom er en proces. At jeg ikke altid skal tage modet til mig, for at sige noget, fordi jeg er mentalt flad eller fordi jeg har brug for en pause. 

    At alle mennesker ikke er helt ovenpå hele tiden og at det er okay.