• Lifestyle

    Hvorfor har jeg ikke sagt det, før?

    Psykisk sygdom, diagnoser, sårbarheder og hvorfor det ikke er lige så svært at tale om længere.

    I dag talte jeg med en projektleder i ”sig det højt”, som er den frivillige organisation, jeg arbejder i og jeg fortalte ubesværet om mine psykiske diagnoser og erfaringer med behandling. Jeg skriver ordet ”ubesværet”, da der var et tidspunkt i mit liv, hvor jeg nærmest ikke kunne få ordene ud over mine læber, nærmest ikke engang sige ordene ”psykisk sygdom” eller ”psykisk sårbar”. Det var så skræmmende, skamfuldt og ubehageligt at skulle sige højt, at jeg nærmest viskede, eller sagde ord, der lød som om. Ofte har jeg også brugt andre ord, end mine egentlige diagnoser, til at beskrive mine psykiske udfordringer, af frygt for hvad folk ville tænke.

    Men nu, er jeg ikke lige så bange mere.

    Måske kommer det af modenhed at arbejde med psykisk sygdom og sårbare mennesker, som en del af mit frivillige arbejde, ved siden af min deltidsstilling, som pædagog. Måske kommer det af selvindsigt, egen læring, omsorg og forståelse. Eller måske, er det en blanding af alle tingene.
    Om ikke andet, er jeg i hvert fald et andet sted nu, end jeg har været før. Det er spændende, lærerigt og glædesfyldt.

    Jeg øver mig stadig i at dele hele mig og ikke føle at jeg skal være på en anden måde, eller gemme sider af mig selv væk. Det tager tid, men heldigvis har vi kun god tid, som jeg plejer at sige til skovbadning.

    Min tid er min egen, hvordan jeg planlægger den eller rundt om den, er op til mig. Hvordan jeg bruger min fritid, tanketid, omsorgstid, gåtid, væretid, er også op til mig og ikke mine diagnoser. Jeg bestemmer, jeg har styringen. Og nej, at komme sig over psykisk sygdom handler ikke om kontrol, men det handler om forståelse, accept og tro. Forståelse af sig selv og ens sårbarheder, accept af sig selv og hvor man er, og tro på at det godt kan blive bedre, også selvom man har dage, hvor det går værre.

    Måske kommer min succes, med at sige det højt, fra min egen recovery proces og min succes med at instruere andre i det samme.

    Dette år, har virkelig lært mig en del. Sidste år begyndte mit mentorskab for en ung, med psykisk mistrivsel, som jeg mødtes med hver 14 dag og, som i november/december begyndte at få det, så skidt at hun ikke havde lyst til at være i verden mere. Det ramte mig dybt, både fordi jeg selv har haft den følelse, da jeg var yngre, men også fordi hun turde at fortælle mig det. Heldigvis har hun det bedre nu og vi har stadig kontakt.
    I sommers, begyndte jeg et samarbejde med Kristine Stricker Hestbech om at lave skovbadning i præstegårdshaven i Havdrup, med et tema om at gå ind i mørket og hvordan vi håndtere angsten, der kan dukke op undervejs, samt at favne, det farverige efterår.
    Dette forløb sig, til og med december og nu er vi begyndt igen og afholder skovbadning én gang om måneden, her i foråret også i Havdrup.

    Samtidigt har jeg også tilbudt skovbadning gennem organisationen ”spiseforstyrrelser og selvskade”, for sårbare unge, i efteråret, sammen med min kollega Katrine Ladefoged Bach. Men efter en sæson, med meget få deltagere og en svær kommunikation med foreningen, valgte vi at lave vores eget. Så nu hedder vi ”Luft-til-tanker” og laver skovbadning/tanke luftning, på Vestre kirkegård, to gange om måneden, for alle der skulle have lyst.

    Mit frivillige arbejde, giver mig en enorm energi, særligt fordi det at lave skovbadning, både fungere, som et sted, hvor jeg kan instruere andre i at finde ro, men også som et sted, hvor der er plads til mig, lige som jeg er. Skovbadning har på mange måder, for mig været en recovery proces, særligt da jeg selv var deltager, men også nu hvor jeg er instruktør og guider andre. Naturen giver mig sådan en ro, en ro, som jeg har længtes efter, måske hele mit liv. I hvert fald, hele mit voksne liv. Da jeg var barn, opholdt jeg mig enormt meget i naturen, både alene, i leg, når jeg ville på eventyr, men også når min mor var i haven. Vi kommunikerede ikke og jeg vidste muligvis ikke hvor hun var (haven var stor), men jeg vidste at hun var der og det var tryghed, nok for mig.

    Så ja, nu er jeg her og er ikke længere lige så bange for at fortælle at jeg kæmper med psykisk sygdom og at det til tider, afholder mig fra at gøre alt det, som jeg gerne vil. At jeg ikke altid kan deltage i sociale arrangementer, at jeg er ekstremt dårlig til at sige nej, at jeg undgår konflikter for alt i verden, at jeg ikke bryder mig om at spise foran andre, at jeg overtænker alt – hele tiden. At jeg bedst lader op sammen med min kone, eller i naturen, at jeg fortrækker at være alene – fremfor omgivet af mennesker, at jeg frygter at skulle sige min mening højt og derfor ofte tier stille, at jeg hader at tale i telefon, at jeg ofte føler at jeg burde skamme mig over fysisk sygdom eller skader og derfor ikke siger det højt, at jeg ikke er god nok, som jeg er.

    Og samtidig er det heldigvis ikke kun disse tanker, som fylder. Det er også: at jeg er lige, som jeg skal være. At jeg godt må være her. At jeg er god nok og ikke skal ændre på mig selv, for at passe ind. At jeg er god til at lytte. At jeg elsker at være kreativ. At jeg godt kan lide at synge. At jeg godt kan lide mit job. At jeg godt må se ud, som jeg gør og at min familie ikke elsker mig mindre, selvom jeg er tyk. At jeg har en fantastisk kone. At jeg ved hvad jeg har brug for, når jeg har svært. At jeg er enormt empatisk. At jeg let, kan spotte hvis andre er i mistrivsel. At jeg altid har mine antenner ude (denne er både god, og mindre god). At jeg kan slappe af, i mit eget selskab. Og at jeg føler mig fri og ikke længere fange, at mit eget sind.

    Og at selvom mine diagnoser og psykisk sygdom, giver bump på vejen, kan de heldigvis også bruges, som superkræfter. Jeg tror på nogen måder, at jeg kender mig selv bedre, takket være mine psykiske sygdom og diagnoser.
    Erfaringen og læringen af dem, gør nemlig at jeg har lært mig selv og mine følelser, rigtig godt at kende og ved, hvornår jeg har brug for at tage en pause, samt fortælle at jeg har det svært.

    Tak for at læse med

    • Ida Stricker Previati Hestbech, pædagog, skovbadningsinstruktør
  • Uncategorized

    It’s a funny thing, mental health

    It’s a funny thing, mental health. 
    One day, you can wake up and it can feel like you are on top of your game, like everything is just going your way, and the next it can feel like the world is crumbling beneath your feet. 
    It’s like a magic spell, for me at least. 
    Some days, I wake up, and even before I open my eyes, I already know, that during the night, all my energy has somehow been drained from me, and I have to get a hold of my spare energy tank, that is also very empty, because this isn’t the first time, this month, that I have had to borrow energy from there.  
    Waking up, and knowing that you have no energy, but still have to meet the expectations of getting up, getting dressed, and going to work. The work, where I am expected to greet everyone with a smile, energy and lots and lots of small talk, is very hard. 

    Sometimes I can find myself talking to my coworkers and experience how the words just fall out of my mouth, even though my brain is completely frozen and stuck in low battery mode. I don’t know where those superpowers come from, they are just there. 
    I don’t know how introverts get through a world that is built up about being extroverted and meeting all the standards, of going out, talking, existing, being alive with other people. 
    Most days, the only thing I feel like is staying inside, in my apartment, in bed and just lay there, lay there till the dark days are gone, and I have energy again. 

    Feeling like this is bad, but having to speak up about it, can sometimes feel even worse. Sometimes I’m not sure, whether or not I imagine it or if it is actually happening. 
    I want to let people know how I am feeling, but having dealt with this for 10+ years, I know that half of the people won’t understand, even though I try to explain and end up having to listen to them telling me about different ways of getting rid of my feelings. 
    And the other half won’t know what to say, so either they say nothing or they just change the subject. Somewhere in between those two halfs, there is of course, those people who actually listen, who don’t compare, don’t project the light onto themselves, don’t tell me that they know exactly how I feel and that everybody feels that way.
    I wish that there were more of these people, but if you haven’t been taught or learned how to do so, you won’t know.
    So therefore, it’s easier, sometimes to not say anything. 

    One of my dilemma’s is also, since I have dealt with this for so long, I am always in a constant limbo of whether or not, I should tell the people close to me, how I am feeling or if it would be better for them, not to know, so that I don’t burden them with my problems, and they don’t always have to feel like, they have to take care of me. 

    I wish that I could be like a wizard sometimes, so I could have some control of how I am feeling. But having suppressed my feelings for more than a decade, it makes sense that now they want to live their own life. 

  • Uncategorized

    Labels og kategoriseringer

    Labels, hvad er de for en størrelse og hvad betyder de?
    Mærkater, etiketter og labels bliver som regel brugt til at kategorisere varer og produkter. Men de bliver også brugt til at definere os mennesker, om det så er os selv, som anvender dem, eller andre. Labels, har en masse egenskaber, de kan f.eks. bruges til at bygge et menneske op, skabe dets identitet, men på samme tid, kan de også gøre det modsatte, nemlig nedbryde. Derfor er det ikke alle mennesker, som bryder sig om at blive kategoriseret, som noget bestemt. 

    På pædagoguddannelsen lærte jeg meget om, hvordan kategoriseringer om børn, kan føre til stigmatiseringer, der kan gøre det svært at skille sig af med igen. Vi skal virkelig passe på, med hvad vi siger om og til andre mennesker, samt med hvilke forbehold eller antagelser, det er, vi associerer med de forskellige ord. 
    Som pædagog, gør du dig hele tiden tanker om de børn, som du arbejder med. Hvem er de, har de særlige behov, hvordan er deres familiesammensætning, hvilket miljø kommer de fra og hvordan trives de? 
    Det er vores rolle, at skabe et billede af det hele menneske, for at kunne være med til at skabe de bedste rammer for barnet. Men ofte, finder jeg mig selv i at definere et barn ud fra dets kunnen og ikke ud fra dets personlighed.
    Vi er alle skabt helt og aldeles anderledes og forskellige, hvilket er helt okay og thank god for that. Men hvor ofte er det, at vi hylder denne forskellighed? Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg øver mig, men glemmer det alt for ofte. Da, jeg rejste til USA, sagde min mor at jeg skulle huske på, at bare fordi noget var anderledes, betød det ikke, at det var forkert. 

    Jeg tror, at mange labels, er blevet kreeret, for at skabe fællesskab og tryghed, sådan så vi gennem bestemte kategorier, kan finde andre mennesker, der deler samme holdninger og interesser, som os selv. På den måde, tror jeg at vi bevidst definerer os selv, ud fra bestemte kategorier, for at passe ind i bestemte definitioner. Men hvornår bliver disse definitioner, for meget og hvor går grænsen mellem at selv-definere og at blive kategoriseret? Hvad giver andre mennesker ret til at definere mig, ud fra noget bestemt, hvis det ikke er sådan jeg kategoriserer mig selv?

    Jeg har mødt mange mennesker som definerer mig som lesbisk, men hvad hvis jeg ikke ser mig selv som lesbisk. Du vælger at kategorisere mig, som dette, på baggrund af at jeg har fortalt dig, at jeg er kæreste med en kvinde. Men hvorfor er det så vigtigt, at jeg skal definere mig med den her kategori? Er det for din skyld, sådan så det er nemmere, for dig at omtale mig eller er det fordi du tænker at jeg passer i den kategori?
    Som, jeg ser det, er jeg kæreste med en kvinde, men det betyder ikke at jeg definerer mig selv, som lesbisk. Jeg vil ikke dømmes på min seksualitet, for i mit hoved, kommer det ikke andre mennesker ved. For mig, er det ikke definerbart om jeg er til kvinder eller mænd. Jeg er til personer. Jeg har ikke forelsket mig i Lucia, fordi hun er en kvinde, jeg har forelsket mig i hende, fordi hun er en fantastisk person. 

    Hvilke bokse, skal jeg krydse af?

    Skal vi kunne krydse alle felter af, for at passe ind i en bestemt kategori og omvendt, behøver vi passe ind i bestemt kategori, selvom vi krydser alle felterne af? Kan jeg ikke godt både være vegetar og engang imellem spise vingummier, eller gøre det at jeg adskiller mig fra hvad der er rigtigt eller forkert?
    Hvem, er det, som definerer de forskellige labels, vi anvender til at beskrive os selv?
    Det er vel samfundet, der bestemmer dem. Det vil sige, at jeg er med til at bestemme, i hvilken form, betydning, generøsitet, de skal bruges og hvor meget de skal fylde. Det betyder også at jeg kan tage afstand fra dem, hvis jeg har lyst, men det har jeg ikke, på trods af dette indlæg. Jeg tænker blot, at det er vigtigt at have øje for, i hvilke sammenhænge, det er vi kategoriserer andre mennesker og sætter labels på dem, samt har i mente, hvorfor vi gør det samme om os selv. 

    På en måde, tror jeg at det med at kategorisere sig, som noget bestemt er en ond cirkel. Ja, det hjælper dig med at finde et fællesskab, men det udelukker dig også fra det, så snart du træder en lille smule udenfor. Igennem de sidste mange år, er der kommet så mange forskellige definitioner af seksualitet, livsstil, madvaner, med mere og jeg tror simpelthen at vi er faret vild i vores egen verden. Jeg siger ikke at labels, er en dårlig ting, for jeg tror helt bestemt på at de kan være med til at give styrke og vilje. Men jeg er nysgerrig på, hvor grænsen går. Hvornår holder vi op med at finde på nye definitioner- kan vi ikke bare være til, og være forskellige, som vi er?

    Måske hvis vi ikke var så drevet af normer og afvigelser, ville det være nemmere for os alle at føle os tilpas, anderledes og os selv i verden. Hvis vi ikke havde så stort et behov for at pakke alle mennesker ind i labels og kategoriseringer. Og hvis vi samtidigt, heller ikke havde så travlt, med selv at “gemme” os væk i bestemte kasser, kunne det måske hjælpe nogle mennesker, med at blive mere frigjorte. For hvad hvis du finder dig selv, være noget, men du passer ikke ind i nogen af de kasser, der er, så er du jo udenfor og må enten acceptere dette, eller skabe dine egne og så er vi tilbage i den onde cirkel.

  • Uncategorized

    Stilhed dræber

    Kære du, du skrev til mig og spurgte hvordan det gik,
    jeg svarede dig i fuld ærlighed, 
    tænkte at du ville forstå
    Men nu respondere du i stilhed
    og jeg føler blot ærgrelse og tomhed

    Hvad sker der, når vi mennesker ikke kan spejle os i andre, og heller ikke kan få medhold fra vores omverden?
    Så bliver vi stille, indadvendte, isolerede og kede. Vi holder simpelthen op med at søge kontakt til andre, fordi vi ud fra erfaring ved at de ikke vil forstå. 
    Men hvis vi vender ryggen til vores netværk, så har vi ingen, som kan samle os op når vi er nede. 
    Det kan være svært, som pårørende at vide, præcis hvordan man skal hjælpe sine nærmeste. Derfor tror jeg også, helt uden at vi ved af det, at vi forsøger at hjælpe/reparere/fixe, det andet menneske, fordi vi ikke kan holde ud af de har det dårligt. Men det at fortælle et andet menneske, hvordan de skal fixe deres problemer eller komme med gode råd, kan til tider føles, som om at den anden person ikke forstår, eller lytter. 

    Der er en stor tendens til, at når vi påtaler psykisk sygdom, så klapper folk i. Enten fordi de synes det er så ubehageligt at tale om, eller de simpelthen ikke ved hvad de skal sige. Begge dele, har store konsekvenser for den, som deler.

    Men ved du at du faktisk kan guide dine nærmeste, sådan så de lærer at forstå hvad du har behov for? Vi bliver desværre ikke født med nogen guidebog, til hvordan vi skal forholde os i sociale relationer, så den må vi skabe selv. 
    Ét er at lære at forstå sig selv, når du har det svært, men noget andet er, at få andre til at forstå, hvordan du har det og lade dem vide, hvordan de kan hjælpe.
    Befinder du dig derfor i en situation, hvor du ville ønske at dine nærmeste reagerede på en anden måde, end de gør, så vær ikke bange for at sige, præcis hvad du har brug for. Om det er at, de skal nusse din storetå, give dig et kram, eller sige “det er jeg ked af at høre”, “ja, din leder er også en lort”.
    Ja, det kræver lidt ekstra energi, fra dig, som deler, men i længden vil dette komme dig til gode. Jeg tror også, at det kan hjælpe den, som lytter, sådan så de ikke føler sig magtesløse og hjælpeløse. Måske kan dette gøre, at I mødes halvvejs. 

    Da, jeg var yngre oplevede jeg gang på gang at folk sammenlignede mine fortællinger, med andres, hvilket fik mig til at føle mig ligegyldig og alene. Til trods, for at jeg sad lige ved siden af den person, som jeg talte med.
    Det kan være enormt svært, for det første at åbne op og bede om hjælp, men også at skulle lytte og give plads. Det kræver tid, healing og kæmpe mængder tålmodighed at blive tryg ved et andet menneske. Ofte, må man ofre selv, for at få noget tilbage. Det er en hård kode, men den giver mening. Jeg har selv mange gange ønsket, at vejen frem til et venskab, var nem og enkel. Men det er den ikke og det er måske meget godt, for det er jo ikke alle, vi har lyst til at lukke ind i vores liv. Derfor må vejen dertil også være snæver og hvis du er blevet mødt med modstand nok gange, sætter du automatisk barren højere og højere op, for hver gang.
    Dette, vil jeg ikke ønske for nogen, men det kan vi desværre ikke selv bestemme. 

    Tænk, derfor over hvordan du fremstår og hvad du får sagt, til dem, som du møder på din vej.
    Lad ikke din frygt, være den der sætter en stopper for andres mod. 
    Hvis, du ikke ved hvad du skal sige, så spørg andre til råd.
    Når et andet menneske, vælger dig, at åbne sig overfor, har du mulighed for at være den der lytter og tager imod. Du har mulighed for at være lyset, i andres mørke. 

    Måske har det taget den person, du møder, enormt langt tid til at komme derhen hvor de er. Det har måske ikke altid været sådan, at de har turdet at dele deres historie med dig og det er også vigtigt at forstå, at bare fordi de tør at dele eller vise i dag, betyder ikke at de også tør det i morgen.
    Nogle gange, fylder den kamp, vi kæmper mere i dag end i morgen. 

  • Lifestyle

    Recovery?

    Hvad skal denne platform rumme?
    Nu har vi været en smule inaktive siden sommer, men jeg er glad for det, som denne profil kan give.
    Men hvad er målet? – Hvad vil vi/jeg tilbyde og hvad kan vi tilbyde?
    Jeg googler ordet recovery og tænker om det er det, som denne profil skal være. En recovery platform…

    Et sted hvor du kan søge hjælp, inspiration, støtte til at håndtere, det, som er svært.

    Katrine og jeg, har begge kæmpet med psykisk sygdom og sårbarhed og kommer nok til at gøre det, det meste af vores liv, enten fysisk eller psykisk. For sådan er det, at være menneske. Vi er sårbare. Vi er alene, ensomme, følelsesladet, emotionelle, forundrende, modige, hellende, glade, vrede. Vi er det hele og mere til. Derfor kræver det også sit, at være menneske og bo på denne jord.
    Vi kan ikke alle ligne hinanden. Vi kan ikke alle være ens og det skal vi heller ikke. Men fordi vi netop ikke er ens alle sammen, betyder det at vi nemt kommer til at slå os på hinanden. Vi har ikke samme værdier, grundsten, holdninger, følelser, egenskaber, noget. Vi er alle unikke og vi er alle både klodsede og kantede.

    I al den tid jeg har gået i terapi, har jeg altid ledt efter måder jeg kunne håndtere mine følelser på – og det var først til allersidst, i mit sidste forløb, efter seks års kontinuerlig terapi, at jeg fandt et outlet til mine følelser og et sted, at lægge dem.
    Det var gennem skovbadning og gennem den recoverymentorgruppe, som jeg deltog i.
    Her fandt jeg ud af at der er mere end én måde, at se på sin sårbarhed(er) på. At de ikke skal definere ens liv, at de ikke skal skaffes af vejen, så snart de er blevet opdaget. At de godt må være en del af os, som mennesker og at de kan være med til at skabe styrke og viden.

    Da jeg gik i behandling, for prædiabetes på Bisbjerg hospital, var jeg så enormt ked af at skulle gå i behandling for dette. Det var ovenikøbet også skamfuldt og flovt, for mig at fortælle nogen at jeg gik der. Så det gjorde jeg heller ikke. Ikke engang min familie.
    Jeg kan huske, hvordan jeg googlede og undersøgte, hvordan det var at leve med diabetes type 2 og hvordan jeg skulle håndtere mit liv.
    Jeg fandt en gruppechat, hvor der var nogen, som havde skrevet at det positive ved at have diabetes var nok, at vi (denne målgruppe), var nogen af de få mennesker, som rent faktisk kendte deres kroppe rigtig godt og vidste hvad den havde brug for.

    Måske er det lidt det samme med psykisk sygdom. Det er helt sikkert ikke en fed ting, at have en psykisk sygdom også fordi det oftest er en kamp. Men når vi nu alligevel har den, vores sårbarhed, og er tvunget til at leve med den, som følgesvend. Enten på ubestemt tid, eller i en periode, hvorfor så ikke finde dens egenskaber frem.

    Hvad gør din sårbarhed af positivt for dig?

    Det behøver ikke at være stort. Jeg forventer ingen klumme. Måske er det bare et ord, en sætning, en følelse, tanke, relation. Uanset, hvad det er, så prøv at giv det plads. Give det plads til at fylde, være til stede.

    For mig, gør min sårbarhed at jeg på en eller anden måde, er bedre til at tage vare på mig selv. Den hjælper mig til at forstå min modvillighed og til at lytte til mig selv. Min krop og hjerne, larmer faktisk ret meget, på trods af at de ingen stemmer har.
    De råber og skriger, nogen gange samtidige. Ja, nogle gange kan det endda føles som, at være til demonstration, inde i mit eget hoved. Hvilket selvfølgelig ikke er særlig sjovt, men det er periodisk. Og det gør at jeg ved, hvordan jeg skal huske at passe på mig selv.
    Nogle gange giver det mig endda en fribillet, til at melde afbud til ting, fordi jeg ikke har overskud til at gennemføre det alligevel… Ja, ja jeg reagerer først efter et par angstanfald, men det er tanken der tæller.

    Nej, jeg er skam ikke hellige eller ejer af en høj hat. Men jeg arbejder på det og det er en start. Så måske kan denne platform/profil, være et værested for os, som arbejder med os selv på hver vores måde. Os, der har det svært, kæmper med sårbarhed, på en hvilken som helst måde. Os, der ikke føler os tilstrækkelige. Os, der har det bedre end vi har haft det længe, os der lever. Os, der bare er.
    Et fællesskab. En platform, for dig og mig.

  • Lifestyle

    Husker du på, at din stemme er lige så vigtig, som alle andres?

    Jeg synes det kan være svært at sige min mening højt, særligt hvis den ikke er ens med andres. Så nogle gange skal jeg virkelig tage mod til mig, før jeg deler noget, fordi jeg er så bange for at blive dømt, grint af eller at andre tænker jeg er dum.

    Jeg kan mærke det, som fysisk ubehag hvis nogle spørger mig, hvad jeg mener eller synes om noget og det er lige meget, om jeg så har et svar i mit hoved, eller ikke har. Sandsynligvis har jeg det altid, da min hjerne, som regel altid er på arbejde. Men selvom jeg så har et svar i hovedet, skal der virkelig meget til at jeg siger det højt. Eller sådan har det i hvert fald, været i mange år, siden jeg gik i folkeskolen og måske også før.

    Her inden for det sidste års tid, har jeg dog også kunne mærke en stor forandring, til min normalle adfærd og handlinger. Jeg tør meget mere, både i forhold til mig selv, men også i sammenspillet med andre mennesker, hvilket er noget, jeg aldrig troede ville ske, men nu er i gang med at ske!
    Og det er fantastisk at opleve, særligt når det kommer bag på mig og jeg kan have en oplevelse af at sige til mig selv, hov gjorde jeg virkelig lige det?

    Dette har jeg faktisk et ret tydeligt eksempel på, fra i fredags, hvor jeg var på restaurant med min mor og vi spiste på Wedo, og jeg fortalte at hvis man ikke kan spise alt sin mad op, kan man få en beholder, til at tage det med hjem. Hvortil min mor spurgte om jeg så ikke lige gik op for at hente sådan en. Et helt naturligt spørgsmål og sikkert for mange, et helt normalt svar, ville dannes i deres hoveder og føres på deres læber. Men inde i mig, kunne jeg mærke at alt strittede og min hjerne sagde: “NEEEEEEJ, tak”.
    Men det vilde er, at jeg sagde: “jo” og så gjorde jeg det, alligevel.

    Det med at skulle vide på forhånd hvad jeg vil sige eller have forberedt emner til, tror jeg faktisk at jeg har brugt, som en sikkerhedsstrategi, til at komme gennem sociale arrangementer eller også bare socialt samvær med andre mennesker. Jeg ville gøre sådan at jeg på forhånd ville tænke over hvilke mennesker, der ville være til stede og så udtænke mig, hvilke mennesker jeg ville kunne føre en samtale med, for at være sikker på, ikke at se dum ud og også ofte udtænke hvad jeg ville sige, sådan så jeg var helt på den sikre side. Dette gøre jeg stadig, men ikke helt på samme niveau, som jeg gjorde før.
    Nu bruger jeg ikke lige så meget energi på at udtænke mig samtaler på forhånd eller forberede mig mentalt, men jeg vil stadig gerne vide, hvilke mennesker der er til stede og hvor vi skal hen. Jeg er derfor ikke særlig god til overraskelser, da jeg på den måde, slet ikke har mulighed for at forberede mig på noget, som helst.

    Det kan være at det for nogen lyder, som det mest almindelige, fordi de også selv gøre det også kan det være at for andre, lyder det som enormt meget arbejde, for en lille ting, som fx at skulle på café med sine veninder. Og ja, det er hårdt og drænene og jeg vil bestemt heller ikke anbefale det til nogen. Men fordi det er en sikkerhedsstrategi, så kan det også hjælpe med at fjerne noget ubehag fra mine skuldre, da jeg på den måde ikke føler at jeg skal sidde og opfinde mit manuskript på stedet og særligt når jeg er i samtale med andre mennesker og derved ender med faktisk ikke at være til stede, fordi jeg bruger al min energi på at udtænke det rigtige svar.

    Så hvis det ikke lykkedes for mig at deltage i samtalerne hver gang, så er det også okay.

    Og at det er okay, er virkelig noget jeg har skulle lære mig selv. Da jeg var yngre, ville jeg altid slå mig selv i hovedet over alle de ting, som jeg ikke gjorde godt nok og jeg kunne ende med at blive helt enormt stille i selvskaber, fordi jeg brugte så meget energi på at tænke over hvad jeg ville sige. 

    Men min psykiske udfordringer er ikke min skyld og derfor skal jeg heller ikke skyde skylden på mig selv. I stedet skal jeg forsøge at se på mig selv med milde øjne og tålmodighed. 

    Tålmodighed og omsorg for mig selv og mine udfordringer. Forståelse, accept og respekt for at recovery tager tid og at komme sig over eller gennem psykisk sygdom er en proces. At jeg ikke altid skal tage modet til mig, for at sige noget, fordi jeg er mentalt flad eller fordi jeg har brug for en pause. 

    At alle mennesker ikke er helt ovenpå hele tiden og at det er okay. 

  • Uncategorized

    Hamsterhjulet

    For nogle uger siden, mærkede jeg for første gang i et stykke tid, en fællesskabsfølelse, som er en fantastisk og altomsluttende følelse. Det er en følelse, som jeg håber at alle får mulighed for at mærke en gang imellem, i deres liv. 
    D. 14 november blev jeg færdig med en mentoruddannelse for “sig det højt”, der arbejder på at nedbryde tabuet om psykisk sygdom og at sige det højt, når det er svært. 
    Vi var kun fem deltagere i uddannelsen og det var det fedeste. At mærke en nærhed til de andre deltagere og være sammen om noget, som står os alle nært og er en enorm vigtig sag for os alle. 
    Jeg er så glad for at jeg gjorde det, selvom jeg havde tænkt at jeg måske ikke var klar. Men for helvede det er jeg sgu’ og min hjerne skal fandme ikke have lov til at styre hele mit liv. Jeg må godt have lov til at tage styringen for eget liv! Også selvom jeg ikke er helt rask eller ude af “recovery”. 

    Psykisk sygdom er ikke lineær og det er recovery heller ikke. Det tager tid og er periodisk. At psykisk sygdom er periodisk, har taget mig enormt lang tid at lære at forstå og jeg øver mig stadig. Men bare fordi noget er periodisk betyder det ikke at jeg skal have et dårligt eller svært liv, det betyder bare at jeg skal kende mig selv, godt nok til at vide, hvornår jeg skal tage en pause og passe på mig selv. Hvilket vi nok alle skal og har brug for. 
    Nogle gange, tror jeg at vi alle bliver fanget i et hamsterhjul, som vi kalder hverdag, hvor vi hver dag står op og går i gang med at løbe, og alle de opgaver vi får sendt vores vej, tager vi med ind i hjulet og stopper først så snart at hjulet er gået i stykker eller at vi har løbet så meget, at vores ben ikke kan holde os mere. 
    Det er farligt, men det er også svært at komme ud af, især, hvis det er en hverdag, der er en lille smule ude af vores kontrol, så at sige, at der også er andre, som har en terning i spillet og f.eks. bestemmer, hvordan vores arbejdsform ser ud, eller hvordan de ting vi involvere os i, bliver rammesat.
    Og ja, vi har selv en mening og brik i dette, men det kan stadig være enormt svært at mærke, hvornår det er tid at trække i bremsen og passe på os selv. Slå os selv hjem, så at sige – at tage et skridt til siden, eller bede andre om hjælp. 

    Det kan være svært at vide, fordi hamsterhjulet og hverdagen kører så hurtigt, men det er muligt at skabe kontraster, vi skal også bare passe på at vores kontraster ikke bliver så store, at vi slår os selv helt ud af spillet. At vi bruger en hel weekend på at koble af, for så at stige på samme hurtigkørende hjul om mandagen. Eller at vores kontraster bliver så små at vi aldrig kommer ned i gear, at vi aldrig får trukket bremsen og passer på os selv. 

    Hvorfor skriver jeg dette? 
    Det gør jeg, fordi jeg kan mærke hamsterhjulet pulsere i mine årer og jeg kan høre mine uendelige tanker om alle de ting, som jeg skal huske at gøre i ugens løb. Jeg skriver det også, da december måneden kan opleves som et hamsterhjul på speed, der suser gennem de mørke dage og først holder fri, når januar rammer og vi har brugt alt vores energi. 

    Lige nu kan jeg mærke hamsterhjulet, hver søndag, når jeg tænker på alle de ting, jeg skal lave i ugens løb og forsøger at skabe overblik over, hvornår jeg skal arbejde, til terapi, frivilligt arbejde og hvornår jeg kan SLAPPE af.
    Især sidste del er enorm vigtig for mig, hvilket den nok er for alle. Men jeg ser alle ting, jeg skal foretage mig, gode eller mindre gode, som forstyrrelser, jeg skal igennem. Jeg har lært at acceptere det og det irritere mig ikke på samme måde, som det har gjort før i tiden. Men det er en måde for mig at afgøre, hvad der giver mig energi og hvad der dræner mig. 
    Ved at vide dette, har jeg også mulighed for at udskyde min nervøsitet og ængstelighed over bestemte ting jeg skal lave i ugens løb, som gør mig usikker. Udskyde det til jeg er “nødt” til at bekymre mig om det, sådan så jeg ikke bærer på denne nervøsitet gennem hele ugen og hver dag. 

    December måned og jul er på mange måder en magisk og fantastisk tid, men det kan samtidig også være rigtig svær for mange, samt meget kaotisk. 
    Julen er kendt, som hjerternes fest, hvilket er så fint. Men december er også nærmest stemplet til at skal være sammen med andre og næsten også hele tiden. “Julen er hjerternes fest” “hjerternes”, ikke kun “hjertets” fest. Nej, julen skal fejres i fællesskab med andre, hvilket jo er skønt hvis du har andre at fejre denne tid med, men hvis du ikke har, må det være en enormt ekskluderende følelse eller et stort pres, til at finde nogle, at fejre det med. 

    Det samme med nytår, jeg har altid haft den opfattelse af at nytår skal fejres med andre, og helt til fest eller med mange mennesker, hvorfor jeg har følt mig enormt forkert, når jeg har fejret nytår på den stik modsatte måde. 
    Ordet fællesskabsfølelse betegnes som følelsen af at høre sammen med en gruppe mennesker og ordet gruppe betegnes som samlingen af individer, men samlingen af individer behøver sådan set ikke at være mere end to – de fleste har nok i deres skoletid hørt underviseren sige, “nu skal I finde sammen i grupper af to.” Så hvis en gruppe kan udgøres blot af to personer, så formår jeg rent faktisk at leve op til forventningerne om at holde nytår i en gruppe, selvom den gruppe kun består af min kone og jeg… 

    Hvis julen er hjerternes fest og vi skal hylde, samt fejre hinanden og fællesskabet, så må vi også huske at gøre det resten af året. Måske kan december måned være en påmindelse om at vi skal huske at værdsætte vores nære og kære, hele året. 
    Måske kan vi omsætte nogle af vores juletraditioner, til også at ske i januar eller februar – proportionere det lidt ud, så vi ikke skal have så travlt og så vi ikke kun skal hylde december, men alle månederne.
    Lave kreative projekter i januar, med vores familie og venner eller invitere til februar/juni middag og bare fejre hinanden. 

    Selvom vi i Danmark taler meget om at vi skal nære fællesskabet i samfundet, så gælder det også om at finde det fællesskab, som vi føler vi kan være os selv i og som vi føler giver os energi, samt huske at vi selv definerer vores fællesskaber.

  • Uncategorized

    Selvskade

    I dag, da jeg var på stranden, lå jeg og betragtede mine arme og min ar. Jeg lægger mærke til at nogle af mine ar er ved at forsvinde og jeg vender mig mod min kæreste, som ligger ved siden af mig og siger: “de er næsten væk.” Hun svarer: “det er da dejligt,” jeg svarer hende ikke og efter lidt tid siger hun: “det er også mange år siden.” Jeg svarer: “ja, de er fra 2013.” Vi ligger lidt i stilhed og jeg siger derefter: “det er som om, at det er et helt liv siden,” hun svarer: “ja, det er det jo også nærmest.”

    Det er så underligt at tænke på, hvordan jeg havde det dengang, men jeg husker det, som var det i går. Jeg var i så meget smerte hver eneste dag og jeg kan huske hvordan jeg græd mig selv i søvn, hver aften og husker hvordan det var at vågne, hver morgen og komme i tanke om, hvorfor jeg havde givet mig selv de sår, som jeg hver dag, måtte bære på min krop. Jeg måtte tvinge mig selv ud af døren og op på cyklen, hver morgen, for at tage i skole. Årene op til, var rent helvede for mig følelsesmæssigt, jeg kunne på ingen måder, passe på mig selv og det er mig et under, at jeg bestod både 10. klasse og HF. 

    Det mærkelige ved at mine ar er ved at forsvinde, er at det på en måde gør ondt på mig. Noget der på ingen måder, stemmer overens med at jeg hver dag forsøger, så ihærdigt som muligt at skjule dem, for min omverden. Men det at jeg har båret de ar, som jeg har nu i 8 år, gør at jeg føler, at nu hvor de er ved at forsvinde, tager de en del af mig med. De bærer på så meget historie, så meget skam, omvendt kærlighed, had og smerte. De bærer på så meget, som jeg ikke er sikker på at jeg nogensinde vil turde sige højt til et andet menneske, af frygt for om de vil forstå mig. Jeg ved at der findes et hav af mennesker derude, som enormt gerne vil forstå. Men jeg er ikke sikker på at jeg er klar til at forklare den del. Der har været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har været nødsaget til at have en backup historie klar i mit hovedet, en historie der gav mening, hvis nogen spurgte. Og her mener jeg ikke bare en dækhistorie, for dem har jeg massevis af. Men en historie, der på en eller anden måde, gav mening for dem, som så mine ar, og dækkede det nok til at de ikke tænkte at jeg ikke kunne varetage mit arbejde og samtidigt gjorde, at de ikke ville stille opfølgende spørgsmål.

    Første gang, jeg skar mig selv, var jeg 11 år gammel. Dengang, var min hensigt ikke at det skulle gøre ondt. Jeg var egentlig bare nysgerrig for, hvordan det føles og desværre føltes det godt. 
    Den næste gang jeg gjorde det, var jeg 13 år gammel og denne gang, var det en bevidst handling. Jeg havde så inderligt brug for at fjerne den psykiske smerte, som jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af, til noget fysisk. Dette udviklede sig hurtigt til at blive mit aller bedste værktøj. Mit helle, mit safeplace.
    Uforståeligt nok, men når jeg tænker tilbage på det, brugte jeg det lige meget, som en straf for alle de ting, som jeg ikke havde gjort godt nok og samtidigt, som et redskab til at håndtere alle de følelser, som jeg bar rundt på.  

    Selvskade findes i et utal af afskygninger og kan have enormt mange ansigter.
    Det der er med selvskade, er at det fungerer hurtigt og kan føles så ualmindelig godt. Forskning viser, at selvskade kan have samme virkning, som at løbe en tur, da det udløser endorfiner i hjernen. Selvskade, kan også give en følelse af kontrol og magt, som kan tage lang tid at opbygge, andre steder. Men det farlige ved selvskade er at det er et quick fix. Det har samme nyttesløse effekt, som at stille en spand under et utæt tag. Før eller siden flyder spanden over og du bliver nødt til at starte forfra.

    Jeg tror at min største smerte, i min selvskade, er at i alle de år, hvor jeg har søgt om hjælp, har jeg aldrig fået hjælp til at finde et redskab, der kunne erstatte min selvskade. Derfor har min selvskade blot vandret, fra sted til sted – tyran, til tyran.
    Nok har der været mennesker, som er kommet med forslag til hvad jeg kunne gøre i stedet, men det har aldrig været nok i mit hovedet. Alternativerne, har aldrig kunne slukke ilden, hvor det virkelig brændte.

    Mit største ønske har altid været at slippe af med den her djævel, (desværre) er det blot sådan at der ikke er nogen, som kan skabe en opskrift til mig, om hvad der virker. For det, som virker for min nabo, virker ikke nødvendigvis for mig også. Dette må jeg erfare selv og det er pisse hårdt. Dette er jeg først ved at lære nu og jeg er også ved at forstå at dette betyder, at jeg kommer til at slå mig på vejen og få tilbagefald, hvor jeg tænker at det hele er lige meget. Men det er det ikke, der er en vej ud – den skal bare findes. 

    Første gang jeg lagde mærke til at mine ar var ved at forsvinde, blev jeg pludselig urolig, for det betød at jeg ikke længere havde en hemmelighed, som jeg skulle holde på. Jeg tror at gemt bag al min skam og smerte, har jeg også gemt på, en tilfredshed og stolthed. Det lyder nok mærkeligt, men en stolthed over at det lykkedes mig at “fixe”, mine problemer selv. 
    Dette er noget, som jeg først er ved at finde ud af nu, og kan analysere mig frem til, men dengang følte jeg at jeg mistede noget af mig selv. Det var enormt ambivalent, for samtidigt med at jeg ikke ville opdages, bad og råbte jeg på, at nogen så mig. Men når de så opdagede noget, benægtede jeg alt og ønskede så inderligt at de ville blive ved med at kæmpe, blive ved med at spørge. Men hvordan gør man det, når den man taler med, ikke vil tale og bare lukker verden ude?

    Når alt man ønsker, er at den man elsker, har det godt?
    Desværre, kan man ikke hjælpe nogen, som ikke vil hjælpes. 

    Det kræver hjælp at komme af med sin selvskade, professionel hjælp. Det gør det i hvert fald for mig, det handler om at få fyldt min værktøjskasse op, så jeg ved hvordan jeg skal handle, når jeg støder på bestemte følelser. Men, som så meget andet, tror jeg altid at det vil være en skygge, der vil følge mig. En djævel, der vil komme mig til undsætning, når livet bliver svært, der banker på og siger: “lyt til mig, jeg ved hvordan jeg kan løse dine problemer.” Her er udfordringen, at lade være med at lytte til den, og som så meget andet, lægge låg på den. 

    Jeg ved ikke helt hvad mit budskab er med dette indlæg, andet end at være den stemme, jeg selv savnede da jeg var yngre. Jeg anede ikke hvor jeg kunne få hjælp eller finde andre mennesker, som havde det ligesom jeg selv havde det og jeg tror på at hvis vi er flere, som deler vores historie, kan vi være med til at bryde tabuet. Samtidigt er disse indlæg også enormt terapeutiske for mig, som min kloge kusine, spurgte mig om i weekenden.
    For mig, hjælper det at skrive, hvad virker for dig?

  • Uncategorized

    Dagens tanker

    Hej blog,
    når, nu er det noget tid siden at jeg har skrevet herinde… Da jeg begyndte min blog, tænkte jeg at jeg skulle udgive et nyt blogindlæg, én gang om ugen, at dette var realistisk for mig og at det ville give mig et frirum og det gjorde det også. Samtidigt gav det mig også præstationsangst og en lille stemme, der hver dag, ville stå udenfor min dør og banke på og sige: “skal du ikke udgive noget nyt?”
    Jeg har en masse idéer og det er bestemt ikke det der stopper mig. Men at give noget af sig selv, at tage sig den tid, som det tager at skrive et indlæg, kan være svært. Dette indlæg, skal ikke have fokus på, at det kan være svært at få udgivet, men jeg vil gerne klargøre, måske mest for mig selv, at det at opretholde kreative hobbyer, kræver en disciplin og overskud, samt forståelse for at vores interesser, ændre sig gennem livet og livets perioder.

    Det at skrive giver mig et enormt drive og at vide at der er andre mennesker, som læser med, fylder mig med glæde. Min hensigt med denne blog, var at skabe en platform, til at tale om psykisk sygdom og dele ud af mine erfaringer. Men hvad gør man, når det man gerne vil ud med, faktisk viser sig at se helt anderledes ud i virkeligheden? 
    Jeg vil gerne være en stemme, for folk, som ikke tør at dele deres historie med omverdenen, netop ved at dele min. Jeg vil enormt gerne hjælpe mennesker og være med til at bryde tabuet. 

    Efter min sidste behandling blev afbrudt i januar, har jeg været sådan i tvivl om hvilken vej jeg skulle gå. Både i forhold til min uddannelse, karriere og psykiske helbred. Jeg følte at tæppet blev revet væk, under mine fødder og at mine følelser og udfordringer, ikke var legitime eller ægte. Jeg negligerede mig selv, fuldstændig, samtidig med at jeg skulle stå til ansvar for en masse børn, kollegaer og forældre på en ny arbejdsplads.
    Jeg tog op til min læge, for at drøfte nogle ting og hun valgte at henvise mig til Stolpegården, et psykiatrisk center, som jeg før har gået på. At blive tilbage henvist, fik mig til at føle at jeg var en fiasko, at bede om hjælp fra samme sted, som havde ydet deres allerbedste, for at give mig den rette hjælp, i en længere periode, end normeret tid. Jeg skylder dem en del. Måske var det også derfor at jeg følte at jeg kom krybende tilbage på hænder og fødder og så alligevel ikke, for det som er anderledes fra januar og til nu, er at jeg faktisk har fået det godt!
    Det er første gang i fire år, at jeg ikke går i terapi, hvilket jeg har frygtet så inderligt ville gå galt, men det er det ikke og det er så enormt befriende.
    Jeg er endt på en arbejdsplads, som hylder mig, for mig og bestemt ikke er bange for at fortælle det.

    Planen er at jeg skal påbegynde behandling, midt juni og selvom psykologen på Stolpegården fortalte mig at der er chance for at jeg kan få det endnu bedre end jeg har det, så er jeg også så ufattelig bange, for at det går den anden vej. For det er så enormt hårdt, at arbejde med sig selv og gøre det kontinuerligt i et halvt år, 1-2 gange om ugen.
    Tænk, hvis jeg kan få det endnu bedre, end jeg har det nu og at behandlingen kan gøre at jeg langsigtet klarer mig bedre og omvendt tænk, hvis det trækker mig ned i mine mørke perioder …

    Der er noget, som trækker i mig og jeg kan ikke finde ud af om det er frygten for det uvisse, som skræmmer mig mest eller tanken om, at jeg ikke kan bede om hjælp, fra det offentlige, når jeg reelt set, ikke har det skidt?
    Der er altid nogen, som vil have det værre end mig, men der kommer også altid til at være folk, som har det bedre og bare fordi at de har det bedre, betyder det så at de ikke kan modtage hjælp?
    Min diagnose, vil jo altid være en del af mig og på den måde, kan jeg sådan set altid bede om hjælp til at håndtere den. Hvornår er man berettiget til at søge hjælp – og skal man fejle noget eller have været udsat for noget?
    Det er noget, som jeg i mit hoved skal finde ud af. Umiddelbart, ville jeg sige nej og at det at bede om hjælp, samt modtage hjælp altid er legitimt, men for mig, handler dette virkelig om at gå imod alle de impulser, som jeg har inde i mig. 

    Jeg har aldrig turdet bede om hjælp, det har altid været en indkodet synd i mig og jeg forsøger hver dag, at kæmpe mig ud af den. Dette gør også at jeg har virkelig svært ved at vise min usikkerhed. Det kan godt være, at den kan ses, men jeg vil helst ikke selv gøre opmærksom på den. Det skal jeg jo helst, så jeg ikke behøver at gå igennem det alene og det er svært. 
    Mon, der er andre, som har det ligesom mig?