Del 2. Antidepressiv medicin fortsat
Som skrevet i forrige indlæg, har jeg taget antidepressiv medicin i tre år. Tre år, der markant har ændret sig takket være den medicin. En medicin, der har hjulpet mig med at finde et fantastisk overskud, til at håndtere mine udfordringer, psykiske og fysiske. Relationelt, både i forhold til familie, grænsesætning og arbejdsmæssigt. Jeg har taget store skridt og kommet meget langt i min udvikling.
Jeg tror helt bestemt at den antidepressive medicin har hjulpet, for den har gjort mig langt mere stabil. Men det har også hjulpet at jeg har følt mig klar til at tackle verden, og ikke blot være bange for den. Det har hjulpet at jeg har været på en arbejdsplads, hvor jeg er blevet anerkendt for mit arbejde og haft en enormt støttende kone hjemmefra. Mit netværk, har på mange måder også udviklet sig, på de tre år og jeg står meget stærkere nu, end jeg har gjort længe. Og det er på trods, af at jeg er sygemeldt med stress, på 5. måned.
Men jeg ved også at medicin ikke er for altid og det vil jeg heller ikke have at det er. Mit spørgsmål er bare, hvornår skal jeg tappe ned?
Lucia og jeg, vil enormt gerne have børn. Men jeg kan ikke være gravid og tage antidepressiv medicin samtidig. Det er ikke sikkert eller godt for barnet.
Det er udfordrende nok, for ufrivillige barnløse at få børn, særligt når vi, som par ikke opfylder de generelle krav for offentlig hjælp.
Og måske er der nogen derude, som mener at vi da bare kunne tabe os, sådan så vi ville kunne modtage offentlig og økonomisk hjælp, til at få et barn. Men ser du, det er vi ikke interesserede i. Det kan være at det kommer, som et chok for nogen. Men det er ikke alle mennesker der ønsker at tabe sig i vægt.
Det gør jeg ikke og det gør min kone heller ikke.
Det har taget mig enormt langt tid at komme her til, og jeg er stadig i proces, med at lære min krop at kende, og holde af den, som den er. Så nej, jeg vil ikke tabe mig, for at kunne passe ind i sundhedsvæsnets rammer, om hvad der definere en god mor. I stedet, vil jeg definerer dem selv.
Det er nemlig hverken min historik, som patient i psykiatrien, min overvægt eller seksualitet, der skal stoppe mig i at få et barn. Hvis jeg så ikke kan, af somatiske årsager, så er det noget andet.
Det er grænseoverskridende for mig, at skrive om dette og lægge det ud. Nok også derfor jeg lægger det ud her, på min blog, hvor jeg kun har tre følgere, fordi jeg føler mig sårbar. Men det er også okay, det må jeg gerne og jeg ved samtidig også hvor vigtigt, det er at tale om dette.
Men hvornår er jeg klar?
Skriv et svar