Skovbadning stammer fra Japan og handler om at bade sine sanser i naturens atmosfære og arbejde med bevidst nærvær, både overfor os selv og naturen omkring os. Ifølge forsker Dr. Qing Li, indeholder træer, et stof der hedder fytonsider, som hjælper med at nedsænke vores stresshomoner og angst. Skovbadning er videnskabeligt bevist til at hjælpe os med at føle os mere afslappede og til stede i vores egen krop. Naturen har nemlig den fantastiske egenskab, at kunne hjælpe os med at finde tilbage til naturen, grounde os og “stå af sindet”, så vi kan være mere til stede i nuet.
For første gang i mit liv, har jeg nu redskaber til at håndtere min ængstelse og tankemylder. Det har skovbadning givet mig. Jeg har også fået en kontakt til min egen krop efter at have været afskåret fra den, i mange år. Mit selvbillede er stadig under udvikling, men hver gang jeg tager til skovbadning kommer jeg et skridt tættere på mig selv og hvem jeg.
Særligt hvem jeg er, både med og uden min psykiske sygdomme.
At skovbade har inspireret mig så meget, at jeg i sommers selv blev uddannet, som instruktør og nu laver hold både i Charlottenlund gennem Spiseforstyrrelser og Selvskade, hvor jeg er frivillig, samt i Havdrup i samarbejde med præst, Kristine Stricker Hestbech.
Jeg laver skovbadning, hver torsdag i ulige uger fra kl. 15-17 i Charlottenlund og kl. 16-18 i lige uger i Havdrup. Kontakt mig endelig for mere information og tilmeldelse.
Det begyndende efterår
Efteråret er fyldt med skønhed, det er vildt og farverigt. Det blander sig med sensommerens varme og vinterens kulde, og er på en måde, et sammensurium af alle årstider, i én, med bladene der skifter farve og viser os et væld af forskellighed, om efteråret og svampene der pibler op fra jorden, som noget nyt, ligesom om foråret.
Men efteråret bringer også noget andet med sig, nemlig mørket, uroen og forandringen. Regnen tager til og vinden begynder at give lyd, vejret skifter fra time, til time og solen, går tidligere ned. Og selvom alt dette, kan give os lyst til at gå indenfor, trække et tæppe på og tænde stearinlys, så skal vi ikke glemme alt det, som uvejret udenfor giver os.
Vi kan i stedet, se på efteråret, med milde øjne, forsøge at lukke det ukendte ind, åbne vores sanser og acceptere forandringen. Forandringen der kommer, nu hvor sommerens hast er ovre og efteråret langsomt, er begyndt. Måske kan vi spejle os i naturen og også selv sætte farten ned, som efteråret også gør det. Og prøve at være i det, som vi måske normalt vælger fra, så vi ikke skynder os gennem efteråret, men i stedet, bevæge os ud i det, med langsomme skridt.
Efterårets tålmodighed
Vi går nu mod de indadvendtes tid, hvor vi trækker os fra sommerens begivenheder og over mod efterårets og vinterens ro.
Vi må gerne trække os fra det sociale, hvis det er det, vi har brug for og måske kan vi i denne tid, lægge mærke til hvilke behov vi har, søger vi det sociale eller trækker vi os fra det? Og skifter vores behov, med sæsonerne?
Måske kan vi se på denne sæson, som tiden hvor vi forbereder os på at gå i hig, vinterhig. En mulighed for at gå ind i mørket og favne det, ind i roen og stilheden. Måske kan vi lægge mærke til lyden, bag stilheden.
Måske mærker vi ubehag og rastløshed og måske er det okay.
Måske kan efterårs tempo, minde os om at sætte farten ned, netop ved at lægge mærke til dets tegn i haven. For eksempel, at lægge mærke til blæsten der rusker i bladene i træerne, eller solen der leger gemmeleg med skyerne. Det kan også være at vi lægger mærke til at græsset er blevet vådt og koldt.
Naturen har ikke travlt, den er bare og er konstant, dog samtidig i bevægelse. Nogle blomster står endnu, mens andre er visne. På træerne er det også kun nogle blade, der har skiftet farve. Naturen er lige som den skal være og det er du også