Kender du det, med at det bliver søndag og måske har du haft en nogenlunde dag, men så snart det begynder at blive aften, begynder søndagsangsten at komme krybende?
I mange år, havde jeg det faktisk sådan, at det tog mig hele fredag aften og noget af lørdagen, at give slip på mit arbejde, i mit hoved. Derefter kunne jeg så holde weekend. Men så snart mandagen ville begynde at lure i mit hoved, begyndte angsten også at tale. Angsten, for at komme tilbage på arbejde, for at bruge for mange ressourcer, for at møde forventninger, jeg ikke kunne leve op til. Måske angsten også triggede en følelse af at bruge for meget tid på mit arbejde, at jeg følte jeg ingen fritid havde. I perioder, kan jeg huske at holde mig selv længere oppe, fx efter personalemøder, bare så jeg kunne få lidt fritid og hele mit liv ikke handlede om arbejde. Dette gjorde jeg, selvom jeg var ekstremt træt.
I mange år har jeg haft samme søndagsangst, når jeg kom tilbage fra ferier. Denne angst bestod dog i en frygt for at mine kollegaer ikke kunne lide mig mere, i at de havde fundet ud af at arbejdspladsen, fungerede meget bedre uden mig. At de havde ændret mening om mig, eller synes jeg var mærkelig, ulækker, dum, hvis jeg havde ændret mit udsende, det mindste.
Sådan har jeg det heldigvis ikke mere. Troede jeg.
I fredags d. 20 februar, kom jeg hjem efter en uge i Italien. Weekenden forløb sig fint, jeg følte mig kun en smule forpustet ved tanken om at komme hjem igen. Men når jeg egentlige tænker tilbage, så var der kun de første par dage, jeg følte at jeg kunne give helt slip og holde fri. Jeg tror at jeg allerede på tredje eller fjerde dagen mærkede ubehag og tænkte på hjem, på arbejde, på hverdag, madpakker, en hus beklædt af sne. Det er sgu ikke særlig fedt, sådan at skulle bruge så meget tankekræft på at skille sig af med sine arbejdstanker og på at slippe dem, når først man er afsted.
Derfor ville jeg nogle gange ønske at jeg kunne holde en ekstra uge fri, for at komme mig over min ferie, eller rent faktisk give slip og holde ferie.
Jeg ved dog også at jeg ikke er den eneste der har det sådan, men ingen er det noget, vi ikke taler om. Hvorfor egentlige ikke?
På min kones arbejde, er de i færd med at lave nyt skema og i denne proces er de i gang med at finde ud af, hvem der skal have mandagsåbneren. En tjans, der ikke ligefrem er nogen, der melder sig frivilligt til. Hvorfor?
For det at åbne på en mandag, fratager for nogen en følelse af frihed, hvile, tryg søvn og skaber en frygt for at blive syg og måtte drage på arbejde alligevel og så gå hjem, så snart den næste person møder op. Ikke lige frem ønske tænkning vel?
I det hele taget, tanken om at drage på arbejde, når man er syg, er ikke fed. Måske et nyt blogindlæg, kan laves om dette?
I mange år, ville min kone konsekvent få angstanfald, så snart hun ville ligge sig til at sove søndag aften, ikke fordi hun skulle åbne, men fordi det var søndag og mandag dagen efter. En ikke særlig sjov måde at starte ugen på.
Mon du kender det?
Skriv et svar