Lige inden Corona sagde jeg mit job op og kom på dagpenge. At være på dagpenge betød at jeg skulle skrive mindst to-fire ansøgninger om ugen og oplade dem til Jobnet, for at bevise at jeg havde sendt dem afsted. Jeg skulle søge fuldtidsstillinger og sørge for at være tilgængelig på arbejdsmarkedet, uanset om jeg ønskede jobbet eller ej.
Jeg skulle have månedlige samtaler med mit jobcenter og hele tiden bevise, om jeg var arbejdsdygtig eller ej. Det stressede mig en del og var jeg i forvejen langt nede, grundet min tidligere arbejdsplads, så det hjalp ikke at blive overvåget af mit jobcenter. Jeg var samtidig i behandling for min personlighedsforstyrrelse på dette tidspunkt på Stolpegården og i færd med at forsøge at blive henvist til behandling for BED. Jeg havde det dårligt, havde selvskade og selvmordstanker. Ikke at jeg ønskede at begå selvmord, men det var som impuls tvangstanker/intrusive tanker, der fyldte min hjerne og sagde at jeg skulle prøve at hoppe ud af vinduet, foran en bil eller et tog.
Jeg blev bange for mig selv og for hvad mine tanker ville få mig til. Når jeg færdes alene i byen, fik jeg tanker om at gøre andre fortræd. Jeg kunne ikke genkende mig selv og jeg følte det dybt uhyggeligt. Det var som om, det ikke var mig der styrede min hjerne, men som om det var nogle andre. En anden, inden i mig, som havde taget overhånd.
Jeg blev bange for at nærme mig vinduerne i min lejlighed, og forsøgte at gå langs væggene i stedet. Jeg placerede en luftmadras midt i stuen, så det var sværere for mig at komme til vinduet. Mine tanker fortalte mig nemlig, at jeg skulle sætte mig i vindueskarmen, med benene udover kanten, mod jorden og se hvad der ville ske.
Min angst tiltog også, jeg begyndte på antipsykotisk medicin, for at anvende det antidepressive stof i medicinen for at hjælpe med mit humør og mørke tanker. Hele sommeren i gennem var min angst så svær, at jeg havde flere angstanfald om dagen. De skiftede kurs og kunne komme lige pludseligt, uden årsag. Jeg kunne aldrig forberede mig på dem, da det var som lyn på en klar himmel.
Min hud reagerede også og jeg begyndte at få voldsom uren hud på min hals og i ansigtet. Det var smertefuldt og skamfuldt.
Jeg kunne næsten ikke være i mig selv. Og samtidig med at jeg havde det så dårligt, skulle jeg stadigvæk opretholde samtaler med jobnettet. Jeg kom heldigvis på sygedagpenge, men kontakten til min sagsbehandler blev ikke bedre. Jeg følte at der efter denne tid fulgte endnu flere samtaler og forpligtelser, til mig.
Min nye medicin fik mig til at tage på i vægt. Min psykiater erkendte at det ikke var problematisk, på trods af at jeg var midt i en udredelse for BED og forsøgt behandling for dette. Spoiler, det var et problem. Jeg tog 10-20 kg. På, på et halvt år.
I august begyndte jeg på en kandidat på DPU i didaktisk musikpædagogik. Studiet var dog ikke for mig, og jeg følte hverken at jeg passede ind eller at jeg havde interesse i teorien. Jeg blev ca. halvanden måned og udmeldte mig derefter. Jeg udmeldte mig inden min første prøve. Sommeren havde været hård og jeg var ikke i stor bedring. Kommunen havde stilnet lidt af i august, eftersom jeg skulle påbegynde studie, men min angst, var stadig høj, dog ikke ligeså aktiv.
Mine følelser om ikke at passe ind på mit studiehold, gav mig minder om min skolegang, hvor jeg aldrig heller følte at jeg passede ind eller kunne følge med.
Til forelæsningerne og lektionerne begyndte jeg at opleve at min hjerne fuldstændig zoomede ud af min krop. Jeg var ikke til stede. Min krop var, men min hjerne var ikke. Min vejrtrækning blev sporadisk, bumpende, som om jeg glemte at trække vejret, hver anden gang. Det sortnede for mine øjne og susede for mine øre. Jeg havde lyst til at løbe ud af lokalet, tage alle mine ting med. Men jeg var som frosset fast, ude af stand til at bevæge mig.
Efter min udmeldelse var det klart for mig og min på dette tidspunkt kæreste, at jeg ikke skulle tilmelde mig dagpenge systemet igen. Det var alt for stressende for mig. Så jeg lod vær, og hele november, til og med december levede vi på Lucias løn. Jeg var så glad for at dette var muligt, men det er det jo ikke for alle. Vi havde heldigvis en billig husleje og et forhold, der gjorde dette muligt. Men hvad med dem der ikke kan gøre dette?
At være sygemeldt, arbejdsløs, ude af stand til at arbejde og har en eller anden forbindelse til kommunen og det offentlige system, hvor ville jeg ønske at det var nemmere at være jer. At I ikke behøvede at skulle igennem så meget modstand, aftaler, møder, praktik, fleksjob, afklaring osv. bare for at være i live. Bare for at leve et liv. Vi vælger ikke selv hvilke skrøbeligheder vi er født med og hvordan vi udvikler os. Det er alt sammen genetisk, socialt, psykologisk, livsbestemt. Ude af vores kontrol.
Der er mange krav vi skal leve op til, som mennesker i denne tid. Og jeg ville sådan ønske at retten til et bedre liv, blandt andet gennem offentlige ydelser, var nemmere og mere ligetil. At mennesker med særlige behov, fysiske og særlige psykiske udfordringer, der ofte er usynlige, blev gjort synlige, så vi ikke skal kæmpe så meget for os selv, og vores plads i verden.
Hvis et menneske sidder i kørestol, er det jo forholdsvist nemt at afgøre, at dette menneske ikke skal være rengøringsassistent på en skole, med tonsvis af trapper. Men hvis dette menneske, har en personlighedsforstyrrelse og let bliver overstimuleret og træt, så er det ikke lige så nemt at lave samme afgørelse.
Hvorfor er flere mennesker ikke klædt bedre på, til at behandle alle lige og give lige muligheder, til alle?
Og hvorfor er det så svært at blive set, som menneske i det danske system, og ikke som objekt, journal, eller cpr. Nummer?
Jeg var kun i dette system i et halvt år, men jeg tænker ofte på dem, som er fanget heri i flere år. Det må være så udmattende, stressende og livsberøvede.
Tak for at læse med og læse udsnit af min historie.
Skriv et svar