Del 1.
Jeg har siden oktober 2021, taget antidepressiv medicin, et præparat jeg begyndte på, fordi jeg selv ønskede det. Jeg var på det tidspunkt tilknyttet psykiatrien og gik i gruppeterapi. Her talte vi en dag, om at have det svært og jeg fortalte at jeg med rimelige jævne mellemrum oplevede store følelsesmæssige dyk i mit stemningsleje. Jeg har længe har det sådan, og tænkte at det var en del af det, at have en personlighedsforstyrrelse. At opleve humørsvingninger og være udpræget trist, ked og tom. Min ene terapeut kiggede undrende på mig, og fortalte at det altså ikke var meningen, at jeg skulle have det sådan.
Jeg blev vidst nok lidt chokeret, for det havde jeg virkelig ikke regnet med at hun ville sige. Men det gjorde hun, og hun sagde også at hun synes jeg skulle tale med lægen på ambulatoriet om det.
Jeg bragte det op for min individuelle terapeut, der også var én af mine gruppeterapeuter og fortalte hvordan jeg cirka hver tredje måned, ville opleve disse dyk og at de varede i omkring to-tre måneder af gangen. Hun var enig, med den anden terapeut og gav mig en lægetid. Kort efter, genfortalte jeg mine symptomer for lægen og også at jeg havde haft det sådan i mange år. Måske siden jeg var 16. Jeg fortalte også at jeg ikke havde nævnt det før, fordi jeg troede det var normalt. Normalt, for sådan en som mig. Han stillede spørgsmål til om jeg havde oplevet maniske episoder i mit liv og jeg svarede at det havde jeg ikke. Han undersøgte mine symptomer, men blev ret hurtigt klar over, at der var tale om periodiske depressioner.
Jeg har i mange år, muligvis siden jeg var teenager, følt at der var noget galt med mig, og at jeg havde mange humørsvingninger. I 2017, fik jeg min diagnose, “Ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse” og det var på mange måder en lettelse for mig, at få diagnosen. En bekræftelse om at jeg ikke var skør, og hvordan jeg havde det, ikke var noget jeg havde bildt mig ind.
Jeg har siden 2017, været tilknyttet fire forskellige psykiatriske gruppeforløb. Det var dog først i den sidste, her i 2021, at jeg fandt ud af at jeg også har lidt, af periodiske depressioner.
Jeg husker tydeligt at hente min første recept på apoteket og læse indlægssedlen, med mit navn på “Fluoxetin mod depression.” Jeg stor smilede. Jeg var så lykkelig over, at nogen havde hørt mig, set mig, forstået mig. Jeg har altid vidst at der var noget galt, anderledes med mig, men aldrig mødt nogle, der troede på mig. Men det var der nu. Der var en psykiater, en læge, som troede på mig.
Jeg har nu taget min medicin i lige godt tre år. Tre år, det er længe. Men tre år, der har haft en kæmpe betydning for min mentale sundhed. Jeg husker at sidde en dag i bussen på vej hjem fra arbejde og se ud af vinduet. Skyerne er ikke grå, som de plejer at være, og menneskerne ej heller. Det er som om, det sort/hvid billede jeg har haft hængende over mit hoved, over mine øjne, er blevet trukket væk og jeg kan se verden igen. Jeg kan se farver igen. Det var fantastisk.
Skriv et svar